Danske Bank lægger erhvervsbank i graven og erstatter med "app store" for bankkunder

387775_16_9_large_759.jpg
Finans
Eksklusivt for kunder
16. sep 2019 KL.11:19
Om få uger siger Danske Bank - hvis alt går som ventet - farvel til sin erhvervsbank, Business Online, til fordel for afløseren District, en ny platform, som direktør for Business Banking Danmark, Niels Bang-Hansen, sammenligner med en "app store" for bankkunder.

"Hvor Apple har en Iphone med en app-store, hvor andre virksomheder og personer kan tilbyde deres services, svarer vores platform til det," siger Niels Bang-Hansen til Børsen Pro. "Vi har gjort plads til, at partnere kan komme og lave applikationer, som vores kunde kan bruge."

Danske Bank har henover sommeren arbejdet på at flytte sine 1.827 erhvervskunder fra Business Online til District, og er nu næsten i mål. Den nye platform kommer som en direkte konsekvens af EU's PSD2-direktiv, der trådte i kraft lørdag.

PSD2 åbner for, at tredjeparter kan få adgang til kunders bankdata - hvis kunden tillader det - og Niels Bang-Hansen ser i Districts tilfælde muligheder for at eksempelvis virksomheder, der håndterer bogføring eller lønstyring kan koble sig på District-platformen.

"Vi kunne smide en på i morgen"

Fra "den anden side af bordet", hos de fintech-virksomheder, der gemmer sig bag betegnelsen "tredjeparter" har flere over for Børsen kritiseret bankernes manglende parathed til PSD2.

Eksempelvis mener Rune Mai, medstifter af fintech-virksomheden Nordic API Gateway og stifter af budgetapp'en Spiir, at bankernes platform rent teknisk halter langt bagefter.

"Hvis du tog den brugeroplevelse, som bankerne har lavet, og indlejrede den i Mobilepay, så ville Mobilepay gå ti lysår tilbage i forhold til friktionen på betalinger," har Rune Mai tidligere på ugen udtalt til Børsen.

District er ifølge Niels Bang-Hansen teknisk helt klar til at byde tredjeparter velkommen, og man har en dialog med "en række forskellige parter" .

"Rent teknisk er vi klar - vi kunne smide en på i morgen," siger han, men understreger, at Danske Bank har prioriteret at få brugeroplevelsen på plads først, ligesom man ønsker at være skarp på kun at lukke tredjeparter ind, som er relevante for bankens kunder.

Danske Bank har endnu ikke indgået aftaler med tredjeparter endnu, men "snakker" med flere, og Niels Bang-Hansen forventer, at der går "måneder, ikke år", før man kan finde services fra tredjeparter på platformen.