Danske Bank-formand: Vi levede i en beskyttet verden

312081_16_9_large_669.jpg
Finans
Eksklusivt for kunder
01. okt 2015 KL. 9:19
Bankernes forretningsmodeller står overfor en fornyelse, tror bestyrelsesformand Ole Andersen fra Danske Bank.

Hver dag melder nye aktører sig på banen, både fra den finansielle sektor og uden fra.

"I en lang periode var det en omkostningstung og ikke specielt innovativ sektor, som levede i en beskyttet verden. Efter finanskrisen var der en helt masse brandslukningsøvelser og vi har fået en tsunami af reguleringer, som gør, at bankerne må holde mere kapital end tidligere," sagde Ole Andersen under konferencen Global Competitiveness and the Financial Sector in the Nordic Countries, der blev afholdt på CBS onsdag eftermiddag.

MobileLife

Danske Bank har etableret MobileLife, en specialafdeling i banken, der blandt andet har lanceret boligportalen Sunday.

"Vi arbejder rigtigt meget med talentudvikling. Det fylder meget hos både bestyrelsen og direktionen. Fordi vi har trusler, må vi revurdere forretningsmodeller og ansætter helt andre personprofiler end vi gjorde for 10-15-20 år siden. Vi omfavner diversitet," sagde Ole Andersen.

Fremadrettet vil vindere og tabere defineres baseret på evnen til at være konkurrencedygtig, udvikle nye produkter og være mere kundeorienteret end sektoren har været historisk, ifølge Danske Banks bestyrelsesformand.

"Det handler om at tage digitalisering til sig. I Danske Bank benchmarker vi ikke nye produkter og tjenester op imod andre banker, men benchmarker os i stedet op af de førende virksomheder på det pågældende produktområde, hvad enten det er en kaffevirksomhed eller en internetvirksomhed."

"Et wake up call"

Der findes ca. 42.000 fintech-iværksættere i London, men mange af de nye spillere er helt eller delvis ejet af bankerne, lyder det fra Danske Bank-formanden. 

"Jeg tror ikke, at vi vil vågne op om tre, fire, fem år med en situation, hvor vi bliver nødt til at købe til højre og venstre. Det wake up call har vi allerede fået, vi adresserer de trusler og muligheder, vi ser," sagde Ole Andersen, og pointerede, at det ikke kun er it-løsninger, men også de bagvedliggende processer.

Han mener også, at den øgede regulering er noget sektoren må lære at leve med.

"Vi havde helst set, at pendulet svingede den anden vej. Men selv med dagens regulering, er det muligt, at reducere tiden for onboarding af en ny kunde fra fire uger til en dag, mens offboarding bør kunne gå fra én uge til 10 minutter," sagde Ole Andersen.