Danske Bank alene blandt de største: Har endnu ikke indført minusrenter til privatkunder

393829_16_9_large_929.jpg
Finans
Eksklusivt for kunder
07. jan 2020 KL.11:33
Danske Bank er nu den eneste danske storbank, der ikke har indført negative renter til privatkunder.

For Jyske Bank, Spar Nord, Sydbank og seneste Nykredit har alle annonceret, at kunder skal betale 0,75 pct. i rente for beløb over 750.000 kr., som de har stående i bankerne.

Dermed er Danske Bank den eneste blandt de såkaldte Gruppe 1-banker, der endnu ikke har pålagt privatkunderne at betale for at have beløb over 750.000 kr. på kontoen.

Også Nordea og Ringkjøbing Landbobank annoncerede i 2019, at man indfører negative renter til privatkunder.

Danske Bank oplyser tirsdag til Børsen, at der “ikke er noget nyt” i den henseende, efter Nykredit også har taget skridtet.

Danske Banks adm. direktør Chris Vogelzang har tidligere præciseret bankens holdning til at indføre negative renter for private kunder.

“Vi har hele tiden sagt, at vi ikke vil indføre negative renter for vores almindelige kunder, og det holder vi fast i,” siger Chris Vogelzang.

Bankens tidligere økonomidirektør Christian Baltzer fortalte til nyhedstjenesten Bloomberg i august, at banken ikke havde nogle “planer om at indføre negative renter for indlånskonti.”

To muligheder for banken

Ifølge aktieanalytiker Mads Thinggaard giver Nykredits nye tiltag to muligheder for Danske Bank.

“Danske Bank kan vælge at holde fast i, at privatkunderne ikke skal betale negative renter. Det kan være med til at genvinde noget kundemomentum, som de har tabt,” siger Mads Thinggaard og henviser til blandt andet hvidvasksagen og sagen om Flexinvest Fri.

Han påpeger dog samtidig, at hvis der kommer nye indlån væltende ind i banken, skal Danske Bank finde ud af en måde at håndtere det på.

Samtidig giver Nykredits melding tirsdag mulighed for også at indføre en lignende model til bankens velhavende privatkunder.

“Nu vil banken kunne dække sig ind under, at de andre store banker har gjort det. Men det er ikke noget, der vil bidrage med det helt store til bundlinjen for Danske Bank,” siger Mads Thinggaard. 

Alle kommer til det

Adm. direktør i Mybanker Marlene Nørgaard Carolus har tidligere fortalt til Børsen, at det efter hendes opfattelse blot er et spørgsmål om tid, før samtlige danske banker har indført de negative renter. 

“Faktum er, at alle danske banker kommer til at indføre negative renter på private kunders indlån – uanset hvad der bliver meldt ud lige nu. Der er ingen, som har råd til ikke at følge med – det er almindelig behavioural science,” lød vurderingen fra Marlene Nørgaard Carolus, der har en fortid som global chef for de mest velhavende kunder i Danske Bank – en stilling hun forlod i 2018.