Danske Bank-aktier udgør for stor risiko for Realdania

253412_16_9_large_817.jpg
Finans
Eksklusivt for kunder
05. mar 2013 KL.19:38
Realdania sænker igen sin ejerandel af Danske Bank-aktier for at sprede sin risiko. Det forklarer direktør  Flemming Borreskov fra Realdania til Finanswatch. Aktierne forventes solgt videre til nye aktionærer allerede i morgen.

”Det handler i al sin enkelthed om, at vi har et ønske om at sprede vores investeringsrisiko. Fra den første dag i år 2000, hvor vi blev født med 19,5 pct. af Danske Bank-aktien, har der været et ønske om at vi skulle risikosprede noget bedre. Vi har så på det seneste ligget med 10,5 pct. af aktierne. Så kom der en finanskrise i vejen, som gjorde, at vi ikke kunne foretage os yderligere, men nu var der et vindue åbent, og så slog vi til,” siger Borreskov til Finanswatch

Efter efterårets kapitaludvidelse og den stigende aktiekurs den seneste tid så udgjorde Danske Bank-aktierne mere end 40 pct. af Realdanias aktiver.

Han tilføjer over for Finanswatch, at Danske Bank ifølge hans opfattelse er i god gænge, og derfor er timingen god. Realdania har dog ingen aktuelle planer om at sælge resten af Danske Bank-aktierne.

52 mio. aktier


Det fremgik tidligere i dag af Bloomberg, at Realdania vil sælge omkring 52 mio. af sine aktier i Danske Bank. JPMorgan og Citigroup skal stå for salget.

Med tirsdagens lukkekurs på 111,30 kr. svarer det til en gevinst på 5787,6 mio. kr.

Real Dania ejer i alt 10,07 pct. af de 1008,6 mio. styk aktier i Danske Bank, og dermed dækker det eventuelle salg over lige godt halvdelen af Realdanias portefølje. Efter et salg af 52 mio. aktier vil der være godt 49 mio. styk tilbage.