Brødre vil lokke investorer til robotdrevne forbrugslån

319037_16_9_large_324.jpg
Finans
Eksklusivt for kunder
02. feb 2016 KL.11:54

Vælg din rente og lad pengene rulle ind. Det er den simple opskrift bag brødrene Marc og Peter Rossings investeringsplatform Better Rates, der tilbyder investorer at lave forbrugslån til private.

Brødrene tager nu tjenesten til et helt niveau med introduktionen af en ”robotinvestor”, der automatisk udlåner en investors penge inden for investorens egne fastsatte kriterier.

”Det bliver hurtigere og nemmere for investorer at lave en risikospredning. Lad os sige, at man gerne vil investere 100.000 kr. For at opnå den rigtige spredning skal man investere i 100 lån, og det kan godt tage noget tid. Der kan det her værktøj være en hjælp,” siger Marc Rossing.

Den nye robotinvestor går i luften tirsdag, og har fået navnet Neminvest.

”I øjeblikket kan man kun selv vælge de lån, man vil investere i. Man vil typisk se på rente og risiko. De samme kriterier kan man nu stille op i Neminvest, og lade de 100.000 investere sig selv,” siger Marc Rossing.

Better Rates blev lanceret i august som en del af den bølge af de såkaldte ”crowdlending”-platforme, der i øjeblikket skyder op rundt omkring Danmark. Crowdlending-platforme er kendetegnet ved, at de lader investorer udlåne penge uden om banken, som regel til mindre virksomheder med kapitalbehov. Better Rates adskiller sig dog ved at tilbyde investeringer i privates forbrugslån.

Indtil videre har Better Rates formidlet 20 lån, oplyser Marc Rossing.

Risikable investeringer

Tidligere på måneden advarede Finanstilsynet om risikoen ved at investere i crowdlending. Der er nemlig ingen lovgivning på området som beskytter investorer, som derfor står med hele regningen ved et eventuelt tab.

Marc Rossing forsikrer dog, at Better Rates selv sørger for investorbeskyttelse på forbrugslånene.

”Vi foretager grundig kreditvurdering af låntager. Det skyldes selvfølgelig hensynet til, at investorerne får deres penge igen. Og det er også vigtigt for os, fordi vi står for inddrivelsen,” siger Marc Rossing.

Ifølge Marc Rossing selv skal potentielle investorer regne med en misligholdelsesrate på ca. 7 pct. på Better Rates højeste rentekategori, der lyder på 15,99 pct.

”En af de ting, man netop kan gøre for at sikre sig selv som investor, er jo at foretage den her risikospredning,” siger Marc Rossing.

Investoren skal kende risici

I samme ombæring kritiserede Forbrugerrådet at en crowdlending-platform sammenlignede deres renter med renterne på en indlånskonto i banken. Det blev af Forbrugerrådet og økonom på Aalborg Univeristet Lars Krull kritiseret for at være vildledende, på grund af forskellene i risiko på de to investeringsformer.

På Better Rates kan man bl.a. læse følgende:

”Ved at investere direkte fra person til person får du langt højere rente end i banken - dine opsparede midler bliver ikke spist op af inflationen.”

Marc Rossing mener dog ikke, at Better Rates sammenligner deres investeringer med en indlånskonto i banken.

”Det kan du heller ikke sammenligne direkte, men jeg mener også, at når du læser den sætning, så vil du se, at det er selve renten vi sammenligner med det du har på din indlånskonto, men at vi stadigvæk siger, at du investerer i lån direkte. Det gør du jo ikke på en indlånskonto,” siger han.