Bankernes førstemand: “Vi har i det forgangne år gjort os endnu mere umage”

392165_16_9_large_739.jpg
Finans
Eksklusivt for kunder
02. dec 2019 KL.11:21

På Finans Danmarks årsmøde fastslog formanden for bankernes lobbyorganisation, Nykredits Michael Rasmussen, at bankerne fortsat har store udfordringer.

“At genvinde tilliden fra omverdenen er et langt sejt træk, som kun kan lykkes ved hele tiden at vise, at vi tager vores ansvar alvorligt og handler, når vi konstaterer problemer,” sagde Michael Rasmussen i sin formandstale.

Han mente dog, at bankerne er kommet nærmere at genvinde tilliden fra det omgivende samfund.

“Vi har i det forgangne år gjort os endnu mere umage. Og det vil vi fortsætte med at gøre. For selvom opgaven foran os er kendt, er den fortsat stor,” sagde Michael Rasmussen.

En række nye anbefalinger til bankerne

Han henviste blandt andet til anbefalingerne fra den hvidvask taskforce, som blev offentliggjort i sidste uge, som kommer med 25 anbefalinger til, hvordan bankerne kan blive bedre til at forhindre hvidvask- og terrorfinansiering i fremtiden.

Han henviste også til, at Finans Danmark har bedt det uafhængige Råd for Pensionsprognoser om at komme med officielle estimater for fremtidige forventede afkast for bankernes opsparingsprodukter, samt nye forslag til, hvordan bankerne kan bidrage til at mindske klimaforandringer.

Samtidig pegede Michael Rasmussen dog på, at bankerne har det svært på grund af det lave renteniveau og stigende omkostninger, som i stigende grad udfordrer bankernes forretningsmodeller.

“Det er forandringer, som lægger et pres på både omkostninger og indtægter på samme tid. Bankernes indtjeningsgrundlag og forretningsmodel er derfor udfordret og under pres,” fastslog Michael Rasmussen.

Han pegede blandt andet på en fortsat lav efterspørgsmål på lån, samt at bankerne kan se frem til højere fremtidige kapitalkrav. Endeligt pegede Finans Danmark-formanden på, at bankerne vil blive yderligere presset, hvis Folketinget vedtager en øget beskatning af bankerne.