Apple Pay blæser fra Mobilepay: har dobbelt så mange betalinger i fysiske butikker

396192_16_9_large_859.jpg
Finans
Eksklusivt for kunder
17. feb 2020 KL.13:23
For tre måneder siden strøg Apple Pay forbi Mobilepay som betalingsmiddel i de fysiske butikker – nu er antallet af betalinger med den amerikanske betalingsform dobbelt så stor. Samtidigt overhaler Apple Pay også Mobilepay på samlet køb på nettet og i fysiske butikker.

Det viser tal for kundemønstrene i betalinger i landets tredje største bank, Jyske Bank.

“Ser man kun på betalingen i de fysiske butikker, så er der to Apple Pay betalinger for hver Mobilepay betaling,” fortæller bankdirektør i Jyske Bank, Peter Schleidt. 

19. november sidste år observerede Jyske Bank, at Apple Pay blev anvendt 25 pct. mere i de fysiske butikker i forhold til Mobilepay. Dengang var der til gengæld mange flere Mobilepay transaktioner på nettet end Apple Pay.

“Lægger vi det hele sammen, som betalinger i fysiske butikker og på nettet, så er Apple Pay foran Mobilepay,” siger Peter Schleidt, der understreger, at det er et mål i bevægelse, da Mobilepay også vokser hele tiden.

Mobilepay erkender stormløb mod dem

Mobilepay erkender, at Apple Pay vokser hurtigere, men den danske betalingsløsning tror ikke, at den mister kunder til amerikanerne.

”Mobilepay har bestemt ikke leveret omsætning og transaktioner til Apple Pay. Væksten må derfor komme fra kort, der nu indrulles i Apple Pay, samt kontanter. Den udvikling glæder vi os over på vores erhvervskunders, brugeres og samfundets vegne. For der er ingen tvivl om, at mobile betalinger giver mulighed for en øget innovation og brugervenlighed, som ikke vil kunne lade sig gøre på fysiske kort,” siger Torben Gamst, der er direktør for Mobilepay Danmark.

Mobilepay gratulerer Apple Pay for den markante fremgang, men fremhæver samtidig, at løsningen fortsat er den eneste løsning i Danmark som kan benyttes i alle betalingssituationer, hvilket er online, i mobile apps, fysiske butikker, fakturaer, betalingsservice, velgørende indsamlinger, sparebokse, gavekort og private betalinger.

”Jyske Banks Apple Pay-tal indikerer, at danskerne fortsat ret massivt flytter en stigende del af deres transaktioner over på mobilen. Det må være konklusionen, fordi Mobilepay ligeledes oplever massiv vækst,” fortsætter Torben Gamst.

Nordea ser også fremgangen

Tilbage i slutningen af oktober 2017 lancerede både Jyske Bank og Nordea, der tilsammen har en markedsandel omkring 25 pct., for første gang Apple Pay til danskerne. Med den lange historik bør Nordea kunne se nogle af de samme tendenser.

“Vi oplever, at brugen af både Mobilepay og Apple Pay er i stigning. Men det er svært at sammenligne direkte, for vores oplevelse er, at danskerne bruger dem meget forskelligt. Det er korrekt, at Apple Pay er meget populært i detailhandlen. Omvendt er Mobilepay stærk på de hjemlige online shopping-sider og til P2P-betalinger – altså når man eksempelvis køber kaffe ved en kaffevogn eller blomster eller på loppemarkeder – eller andre steder, hvor man før i tiden ville bruge kontanter,” fortæller Mads Skovlund, bankdirektør med ansvar for Nordeas privatkunder.

Apple Pay kan kun tilgås på Iphones, men da markedsandelen er på 56 pct., var udbredelsen allerede stor fra starten.

Småbanker mærker Apple Pay

Bokis-bankerne, der groft sagt er alle andre banker end Jyske Bank, Nordea og Danske Bank, og råder over 45 pct af privatkunderne i landet, introducerede Apple Pay i april sidste år.

”Vi kan allerede nu se, at vores kunder har taget rigtig godt imod Apple Pay og Google Pay, som vi lancerede i henholdsvis april og november sidste år. Af forretningsmæssige årsager kan vi dog ikke sætte præcise tal på brugen af de forskellige betalingsløsninger, men der er ingen tvivl om, at vi generelt oplever en stor tilfredshed blandt vores kunder med den brede skare af tilbud, som vi stiller til rådighed inden for mobilbetaling,” siger John Lundsgaard, der er medlem af direktionen i Spar Nord og næstformand i Bokis.

Danske Bank var den sidste med løsningen til kunderne i sensommeren 2019, og har derfor mindst historik på brugen af mobile betalingsløsninger fra udlandet.

”Vi kan ikke kommentere på den præcise udvikling mellem de forskellige betalingsløsninger. Men vi oplever, at danskernes betalingsvaner er under hastig forandring i disse år. Flere og flere benytter de digitale løsninger, og det gælder både Mobilepay, Google Pay og Apple Pay, ligesom danskerne har taget brugen af kontaktløse kort til sig,” svarer Katrine Mitens, chef for betalinger og innovation i Danske Bank.