Anders Dam sløjfer prisforskel på Jyske Banks boliglån

349895_16_9_large_477.jpg
Finans
Eksklusivt for kunder
22. aug 2017 KL.13:00

Opdateret kl. 13.00 - Jyske Bank-topchef Anders Dam gør det mere attraktivt for hus- og lejlighedsejere, der ikke er kunder i banken, at få et boliglån.

"Vi har set på, hvad vi kan gøre for at skærpe konkurrence på realkreditmarkedet. Tidligere har vi haft højere priser for kunder, der kun ønsker at have boliglån i Jyske Bank. Nu sløjfer vi denne forskel, så der ikke er en prisdifference mellem helkunder og boliglånskunder," siger Anders Dam.

I halvårsregnskabet skriver Silkeborg-banken, at der er "fortsat stor interesse for koncernens produkter fra såvel nye som eksisterende kunder".

"Med en tilgang i nye bankboligudlån på aktuelt 90,3 mia. kr., skabt på kun 3,5 år, er det stadig muligt at nå et niveau på 100 mia. kr. i løbet af første halvår 2018," skriver banken.

Martin Riedel, stifter af den uafhængige rådgiver Realkreditkonsulenten, vurderer, at det nye tiltag fra Anders Dam ikke vil ændre det helt store.

"Langt de fleste kunder tager i forvejen lånene som en samlet pakke, fordi både pris og bankens villighed til at yde lånet afhænger af det,” siger han.

Klassisk Anders Dam

Hos bankportalen Mybanker.dk mener partner John Norden, at Jyske Banks initiativ er positivt. 

"Det er klassisk Anders Dam at gå mod strømmen og gøre noget, som dybest set er en god ide. Lur mig om ikke 85-95 pct. af de kunder alligevel ville blive helkunder, men jeg er ikke et øjeblik i tvivl om, at det også vil skaffe nye kunder," siger han. 

I fredags sendte Konkurrencerådet en rapport på gaden, der konkluderer, at konkurrencen i realkreditsektoren halter og kom samtidig med 16 anbefalinger til, hvordan konkurrencen kan gøres skrappere. 

"Jyske Banks timing er rigtig god i forhold til konkurrenceredegørelsen, fordi de nu adresserer muligheden for at flytte ved at være fleksible," siger John Norden.