Analyse: Hver femte bank er i krise

233053_16_9_large_886.jpg
Finans
Eksklusivt for kunder
21. maj 2012 KL.13:11
I alt 19 danske pengeinstitutter var ved årsskiftet så pressede økonomisk, at både kunder og investorer bør holde et særdeles vågent øje med dem.

Det viser en omfattende analyse af 91 danske og færøske pengeinstitutter, som analysefirmaet Niro Invest har foretaget på baggrund af bankernes regnskabstal for 2011.

“Disse banker er udsatte og behæftet med en risiko, som bør give kunder og interessenter anledning til at holde et vågent øje med disse institutter,” siger Nicholas Rohde fra Niro Invest.

Han vurderer, at det for flere af bankerne kan blive mere end svært at klare skærene, hvis ikke de økonomiske vinde begynder at blæse mildere. Det er tredje år, at Niro Invest gennemfører risikoanalysen af landets pengeinstitutter. De seks lavest placerede pengeinstitutter i analyserne for årsregnskaberne i 2010 og 2009 er i dag enten afviklet under statens skraldeselskab for krakkede banker, Finansiel Stabilitet, solgt eller blevet fusioneret ind i andre pengeinstitutter.

“Ligesom tidligere gælder det for de lavest placerede pengeinstitutter, at de har betydelige udfordringer. Det må anses for flere af dem, at det ikke vil være muligt for dem at fortsætte som selvstændige pengeinstitutter. Derfor skal de have fundet sig en fusionspartner eller en køber,” siger Nicholas Rohde.

Læs også: Frygtet analyse på gaden for tredje gang

Usunde banker

Nederst på listen er Aarhus Lokalbank, som siden årsskiftet er blevet fusioneret sammen med en anden af de svageste banker, Vestjysk Bank.

Også nummer 88 på listen, Sparekassen Farsø, er siden årsskiftet blevet overtaget af en anden af de svageste banker, Den Jyske Sparekasse, som indtager 82. pladsen blandt de 91 pengeinstitutter.

Nummer 87 på listen, Sparekassen Limfjorden, er ligeledes blevet opslugt. I dette tilfælde dog af den noget sundere Sparekassen Vendsyssel.

Og netop fusionerne mellem de usunde banker bekymrer Nicholas Rohde.

“Det er svært at se den store fordel i, at de usunde banker slår sig sammen. De risikerer i sidste ende bare at stå med endnu større udfordringer, fordi en fusion flytter ledelsesfokus væk fra bankens akutte økonomiske udfordringer,” siger Nicholas Rohde, der dog fortsat venter på at se en fusion mellem to sunde banker.

“At dette ikke er sket endnu skyldes efter min opfattelse, at de sunde institutter fortsat er bekymrede for om vi kan se en klar afslutning på krisen. Når to sunde og større institutter går sammen kan det indirekte være et signal om, at vi er på vej mod mere normale markedsvilkår,” siger Nicholas Rohde.

Pengeinstitutterne bliver i analysen målt på seks overordnede risikofaktorer: kapitaldækning, branchekoncentration, nedskrivninger, rentabilitet, forretningsudvikling, udlånsvækst og indtjening. Under de seks overordnede risikofaktorer er der i alt 19 forskellige parametre, som så klassificeres i syv forskellige grupper.

Det giver til sidst et samlet tal, der er udtryk for den enkelte banks risikoprofil. Jo højere, desto større risiko er der ved at være kunde i banken.

Nicholas Rohde understreger dog, at den matematiske model bag analysen ikke kan stå alene, fordi modellen alene baserer sig på overordnede tal fra pengeinstitutternes årsrapporter for 2011 og ikke nødvendigvis siger noget om kvaliteten af eksempelvis pengeinstitutternes lånebog.

Læs også: “Det lyder som et meget voldsomt tal”

Ny kapital

“Der er eksempelvis heller ikke taget højde for, at en række pengeinstitutter står med en betydelig udfordring i forhold til, at en række statsgaranterede obligationsudstedelser udløber i år og til næste år, og disse banker derfor skal ud at finde ny kapital,” siger Nicholas Rohde.

I toppen af analysen ligger en række mindre pengeinstitutter. Førstepladsen indtages af Langå Sparekasse. Dragsholm Sparekasse, Pensam Bank, Rønde og Omegns Sparekasse, Svendborg Sparekasse og Frøs Herreds Sparekasse følger på pladserne lige efter.

Læs også: Ti banker overskrider tilsynsdiamanten


Læs alle finansnyheder her