AL-topchef om omstridt Nets-program: "Jeg er målløs"

null

383253_16_9_large_930.jpg
Finans
Eksklusivt for kunder
18. jun 2019 KL.18:52
Kritikken fortsætter med at ramme betalingskæmpen Nets og det omfattende aktieprogram, der kan resultere i en gevinst på op mod 7 mia. kr. for en række Nets-chefer. Denne gang kommer kritikken fra en af virksomhedens kunder, Arbejdernes Landsbanks ordførende direktør, Gert Jonassen, der er chokeret over programmets størrelse.

”Jeg er målløs over, at man kan finde på at etablere programmer, der er så meget ude af kurs i forhold til, hvad man ellers ser på det danske arbejdsmarked,” siger topchefen, der understreger, at han kun kender til aktieprogrammet gennem pressens dækning.

Ifølge Gert Jonassen har Nets nærmest monopol på store dele af betalingsinfrastrukturen, men han vil gerne rejse en diskussion om, hvorvidt det kan være muligt at samarbejde med andre udbydere.

”Jeg vil helt klart overveje, hvad man kan gøre. I de fora, hvor det er muligt at samarbejde med andre udbydere, vil jeg helt sikkert rejse diskussionen. Vores bank kan ikke gå solo på det her, da det handler om dansk infrastruktur, men de steder, hvor jeg har en stemme, der vil jeg stille spørgsmål ved denne bonusordning,” siger Gert Jonassen, der bl.a. er formand for datacentralen BEC.

Kan ikke retfærdiggøres


Gert Jonassens kritik kommer i kølvandet på en udtalelse fra Jyske Bank topchef, Anders Dam, der i weekenden udtrykte bekymring om, hvilken effekt det omstridte bonusprogram kan have på samfundet. Den adm. direktør understregede, at man som erhvervsleder bør tænke sig godt om, inden man laver ordninger i den størrelsesorden.

"Hvis man skal tænke på, at der er mange mennesker, der tjener 300.000-400.000 kr. om året og skal arbejde for nogen, der måske får 2 mia. kr. til sig selv. Det kan altså godt give nogle spændinger, som ikke er frugtbare for samfundets udvikling på sigt," sagde Anders Dam til Børsen Play.

Samme holding til problematikken kan man finde hos Arbejderbankens chef.

”Hvis man begynder at regne nogle af de her bonusordninger om til årslønninger for almindelige folk, som går på arbejde hver eneste dag, så svarer det jo til mange hundrede mand. Det er helt skævt. Jeg kan ikke se i min vildeste fantasi, at det kan retfærdiggøres,” siger han og fortsætter:

”Det her handler ikke om, at jeg sidder med en dårlig smag i munden over, at vi ikke har samme ordning hos os, for det er vores valg. Vi vil gerne fremstå som en ordentlig og redelig virksomhed, og der lønner man folk med en fast løn.”

Danske Bank og Nordea har overfor Børsen ikke ønsket at kommentere på Nets' bonusprogram. Hos Handelsbanken lyder det i et mailsvar fra kommunikationschef Anette Haaning:

"Vi har ingen kommentarer til andres bonusprogrammer - og har ikke konkret indsigt i Nets bonusprogram. Handelsbankens holdning er afspejlet i, at vi ikke selv tager den type bonusprogrammer i brug, da vi ikke mener det er fremmende for en langsigtet bæredygtig udvikling".