Aarup-Andersen efter jobskifte i Danske Bank: "Jeg vil passe meget på med at bruge et ord som forfremmelse"

387270_16_9_large_705.jpg
Finans
Eksklusivt for kunder
05. sep 2019 KL.16:51

null

"Jeg glæder mig rigtig meget til de nye udfordringer, så jeg synes, at det er en positiv dag."

Sådan lyder den umiddelbare reaktion fra Jacob Aarup-Andersen, der får nyt job i toppen af Danske Bank. Efter halvandet år på posten som chef for Wealth Managment skal han igen være økonomidirektør i landets største bank. Det er dog kun i en midlertidig periode, for senest første april 2020 bliver han chef for bankens største forretningsdel, Banking Denmark. 

"Jeg skal være helt ærlig og sige, at jeg er trist over at sige farvel til Wealth Management, fordi jeg har haft en masse gode kolleger, og vi har haft et rigtigt spændende projekt, som er gået i den rigtige retning. På den anden side må jeg også bare sige, at de udfordringer som bestyrelsen og Chris (Vogelzang, topchef i Danske Bank, red.) har bedt mig om at tage op, de er super spændende," siger Jacob Aarup-Andersen, der endnu ikke har fået opdateret sin Linkedin-profil med sin nye titel.

Ser du din nye titel som chef for Banking Denmark som en forfremmelse af dig?

"Det vil jeg være påpasselig med at sige. Vi er en direktion, så der er en chef i Danske Bank, og det er Chris. Resten af direktionen er en ledergruppe, så nej jeg vil passe meget på med at bruge ord som forfremmelse. Det er et andet job som indebærer noget andet, end det jeg er vant til. Det er superspændende, og jeg glæder mig meget til at komme til at arbejde med den danske bankforretning. I mellemtiden er der lige et rigtig vigtigt intermezzo, der hedder, at jeg er økonomisk direktør i en pæn periode. Det må man ikke glemme."

Chris Vogelzang siger til os, at du får et meget vigtigt job. At alle i ledergruppen er på samme niveau under ham, men at du får en afgørende rolle.

"Det ændrer jo ikke på det svar, jeg lige har givet. For mig er det vigtigste den opgave, der ligger foran mig, og den kommer jeg ikke til at kunne løse uden mine kolleger i direktionen."

Endnu ingen planer

Hvad ser du så, der skal ske med Banking Denmark nu?

"I de kommende måneder er mit fokus syleskarpt på det at være CFO i banken. Vi har nogle spændende måneder foran os. Som CFO får jeg selvfølgelig en vigtig rolle i den strategi, som vi vil offentliggøre i fjerde kvartal. Det kommer til at være mit store fokus nu," siger han og fortsætter:

"Jeg kender selvfølgelig Banking Denmark, og jeg kender teamet. Der er både en dygtig ledelse og nogle sindssygt dygtige medarbejdere i organisationen, som virkelig har leveret varen i det seneste år, der jo ikke altid har været nemt. Det har været fantastisk at se den indsats. Så jeg har ingen store programudmeldinger for Banking Denmark, for det vil være useriøst. Jeg glæder mig bare til at komme i gang, når jeg kan det," siger han og henviser til, at det muligvis først bliver til april, når bankens nye og permanente økonomidirektør Stephan Engels er endelig på plads.

Hvis du nu ikke var blevet spurgt, om du ville være chef for Banking Denmark, hvordan havde situationen så set ud for dig?

"Det er jo et teoretisk spørgsmål. Nu fik jeg det her tilbud, og det, synes jeg, var superspændende. Hvordan, jeg ellers ville have ageret, er spekulation. Jeg er rigtig glad for det job, jeg er blevet tilbudt. Jeg er fuldt ud engageret i den her bank, og jeg glæder mig rigtig meget til at være en del af et fantastisk team under Chris' ledelse. Jeg tror, det bliver supergodt."

Spekulerer ikke

Da det blev meldt ud, at du skulle have været adm. direktør, kunne man jo læse, at Finanstilsynet mente, at du manglede erfaringer fra visse af bankens forretningsområder. Får du så den nødvendige erfaring nu?

"Det må være op til Finanstilsynet at vurdere, om det her er det rigtige område. Det er ikke noget, jeg går og spekulerer på. Jeg glæder mig bare til de opgaver, der ligger lige foran mig."

Så hvis du kommer i spil til en post som adm. direktør, tror du så, du vil kunne blive "fit and proper"?

"Det er ren spekulation, og det må du snakke med nogle eksperter om. Jeg fokuserer på det job, der ligger foran mig og ikke fremtidige og mulige processor. Jeg er super glad for det, jeg skal lige nu. Det er det eneste, jeg har fokus på."

Vil du gerne være adm. direktør for Danske Bank?

"Jeg vil rigtig gerne være CFO og derefter chef for Banking Denmark. Det er de opgaver, jeg fokuserer på."