Master Fatmans sidste store interview: "Mange siger, at vi kun lever en gang. Men det ved de jo ikke en skid om"
Morten Lindberg var bl.a. radiovært på Radio 24/7, hvor han var vært på det frankofile program Croque Monsieur.
Foto: Ivan Riordan Boll / Ritzau Scanpix / Arkiv
Feature Af
Morten Lindberg døde 26. marts i sit hjem på Nørrebro. Få uger inden gav den farverige, folkekære person­lig­hed sit sidste store interview.

Det skulle have været et portræt, men Master Fatman havde lagt "årstal og hvem, der er inde i mig" bag sig. I stedet sendte han en mail med emner, som interviewet kunne handle om: "Klima og terrorisme og politik og dannelse og jazz­funk fra Serbien og indvandring og udlængsel og børnebogslitteratur og medieforlig og meditation og fugle og planter og vegetarisme og perfekthed og afroindflydelse...", så det handlede det bl.a. om over en tyrkisk frokost i Nordvest.

Interviewet blev godkendt af Morten Lindberg inden hans død, og trykkes nu med tilladelse fra hans familie og venner

Om mavefornemmelse: "Jeg stoler 100 pct. på min mavefornemmelse. Den er jo til at stole på, kan man sige, den er jo ikke lille. Og den har aldrig taget fejl. Det vilde er, at dit hjerte aldrig kan tage fejl. Hvis vi tør, kan vi alle sammen godt mærke det derinde.

Jeg har da lavet masser af beslutninger, hvor jeg ikke lyttede efter, og nogle går godt, og nogle går virkelig, virkelig dårligt. Engang satte jeg mig for at lade min intuition bestemme for mig i en hel uge. Det var det vildeste eksperiment! Lige fra hvad jeg havde lyst til at spise om morgenen, og jeg spiste faktisk noget helt andet. Jeg laver tit pitabrød med lidt olie og den slags, men i den uge spiste jeg nødder og salatblade.

Jeg tog kun ud til de aftaler og job, jeg havde lyst til, og jeg nåede faktisk ikke særligt meget. Men alle de ting, jeg rent faktisk lavede, blev meget, meget dybere. Det var en fed bivirkning. Dit hoved og intellekt kan tage stinker meget fejl. Men hjertet kan ikke tage fejl."

 
Master Fatman er æresmedlem af den danske StarTrek klub. Han bliver interviewet i forbindelse med den nye StarTrek film og lever sig ind i StarTrek-universet.-Peter Helles Eriksen / Ritzau Scanpix / Arkiv

Om kærlighed:
"Jeg er altid glad, men nogle gange er der en sky over mig.

Jeg har da haft hjertesorger. Og jeg blev meget ked af det, da min mor og far døde. Og hvis nogen tæt på mig ikke har det godt, bliver jeg ked af det. Så bliver jeg meget fikseragtig, hvilket nok kan være irriterende, men jeg er fuldstændigt ligeglad med lovgivning og regler, og hvad andelsboligforeningen har sagt, der må være af farver i opgangen.

Hvis det er et reelt problem, gør jeg det, der skal til for at fikse det."

Om interesser: "Jeg har en veninde, der bliver enormt let forelsket. Sådan hver anden dag. Også bare i nogen, hun lige har været inde og købe noget af. Sådan har jeg det lidt med interesser.

Jeg er interesseret i utroligt mange ting. Man tager til Vietnam og læser Ho Chi Minhs digte, de er fucking fantastiske, og så går man videre til Maos digte, og lige pludselig interesserer man sig for kommunistiske diktatorers poetiske univers. Så jeg ved helt vildt meget om alt. Ha ha. Dermed ikke sagt, at jeg på nogen som helst måde har ret. Bagsiden er, at man bare aldrig bliver rigtig god til at spille bas. Eller kun læser fem af Goethes værker ikke dem alle sammen."

Om jazz: "Jeg har et jazzprogram på P8 Jazz, og det svarer til, at du er i sommerhus og laver en lille tallerken med en lillebitte omelet og har bagt et lillebitte brød og serverer det for en lille flue. Det er noget meget småt, der får lov til at lave noget stort."

 
Master Fatman var vegetar, elskede alt grønt og havde en stor livsappetit.-Morten Lindberg / Ritzau Scanpix / Arkiv

Om klima: "Jeg interesserer mig meget for det indre klima. For det er der, det hele begynder, hvis vi skal redde verden. Jeg har fem børn, så jeg burde være bekymret for, om der er en verden til dem. Men det er jeg overhovedet ikke. Men jeg bekymrer mig for, hvad det er for en verden. Det kan give mig et stænk af tristesse. Sådan en Bill Evans klaversolo fra 1963. Hvis vi vil gøre noget for klimaet, skal vi mennesker opdage skønheden i verden. Og kæmpe for skønheden.

Jeg er aldrig flippet ud over, at man kan have 90.000 musiknumre på sin telefon, eller at man kan rejse til Mars. Det har ingen effekt på mit liv. Og nu lyder det helt hippieagtigt, næ, bare menneskeligt, men man skal ud i naturen og finde skønheden i alt det, Moder Jord kan. For så giver det sig selv. Så passer vi på den. Ligesom hvis man har fået en livstruende sygdom, fordi man har røget alt for meget, så lægger man cigaretterne.

Vi skal blive gode venner med naturen, og det gør man ved at sætte sig ud på en mark og snakke til en blomst eller et træ, og så tænker folk: 'Ej, det gider jeg sgu da ikke', men der sker jo det, at når du har talt med en blomst i to timer, snakker den tilbage. Man skal finde skønheden, og det er helt vildt udefinerbart og ukonkret.

Men når du elsker naturen i dit hjerte, vil du den ikke noget ondt."

Om skrøbelighed: "Jeg er helt vild med skrøbelighed. Man siger, at generationen nu, dem på 16, 17, 18 år er meget skrøbelige, og jeg har en søn på den alder, og han er alt muligt, men også skrøbelig. Det er mange af hans venner også. Og det er noget af det smukkeste.

Den unge generation er midt inde i en kæmpestor flod, der hedder 'Ung i den vestlige verden', og den bruser bare derudad, og det er enormt svært at forholde sig til særligt meget samtidigt. Og mange af dem, der bestemmer i vores samfund, har aldrig hjulpet en gris med at føde, og de er mere kyniske og vil have floden til at flyde hurtigere og hurtigere. Og så sker der det, at når floden bare ikke kan mere, så laver den en lille forgrening i en anden retning, og der ser jeg vores ungdom.

De kan bare ikke mere. De kan ikke være i det kæmpe pres hele tiden. Måske ser jeg den nye generation og dens skrøbelighed som vores samfunds redning. Når man mærker skrøbeligheden, begynder man at finde ud af, hvad der betyder noget for en. Hvad der ikke gør. Det er jo et ret vildt spørgsmål. Men bordtennis er også ret fedt."

 
Portræt af Morten Lindberg til bogen "Mit sidste måltid".-Mads Joakim Rimer Rasmussen / Ritzau Scanpix / Arkiv

Om sin barndom:
"Jeg gik på Steiner-­skole, og der har man fundet ud af, at barndommen ikke kan genudsendes. Den kommer ikke på Netflix. Den er der én gang. Så du må gøre den så smuk og fin, du overhovedet kan. Jeg fik lov til at være barn. Min far var antikvarboghandler, og han har aldrig udtrykt, at jeg skulle være antikvarboghandler.

Jeg har ikke følt noget pres. Jeg skulle selvfølgelig være ordentlig og sød, og jeg kyssede min mor og far på munden, også da jeg var flyttet til København og hang ud med alle mulige punkere og avantgardetyper. De synes, det var lidt corny."

Om mainstreammusik: "Hvis man er vild med et eller andet, der er mainstream, skal man bare vide, at der er noget endnu federe derude. Du kan sagtens gå ned ad de store boulevarder, men du skal af og til ned ad en sidegade. Man må for eksempel ikke høre David Bowie. Der er ikke noget i vejen med ham, jeg har nærmest alt med Bowie på plade, og min søn og datter er vilde med ham. Men man skal bare vide, at der findes en brasilianer, der har lavet nogle fede og superoriginale versioner af hans numre. Når noget er mainstream, tænker jeg, at der må være noget dybere, noget vildere et andet sted. Nogle flere facetter."

Om fremtiden: "Jeg forestiller mig aldrig nogensinde fremtiden. Hvis jeg gør, er det sådan noget spacy noget i små samfund, hvor alle bager brød til hinanden, og ingen skal en skid andet end bare at være og gå ture. Sådan nogle fremtidsvisioner."

Om kapitalismen: "Inderne har fat i den lange ende. De har forstået ikke at adskille det spirituelle og det dagligdags. Det vilde i vores kapitalistiske samfund er, at du kun beskæftiger dig med dig selv. Hvilken kæreste vil jeg have og hvilket arbejde og hele den smøre.

Når man rejser i Indien, mærker man, at der er noget, der har indvirkning på os, som vi ikke selv er herre over."

Om reinkarnation: "Mange siger, at vi kun lever en gang. Også Queen og Beatles og Bowie. Men det ved de jo ikke en skid om. Jeg ved, at vi bliver genfødt. Hver gang nogle siger, at det gør vi ikke, siger jeg: "Just wait and see".

Jeg har altid prøvet at sætte mig i en sammenhæng med alle mennesker, og jeg hænger sammen med både de gode og de dårlige. Jo ældre jeg bliver, des mere føler jeg sammenhængs­fornemmelsen. Og så tager jeg til Tibet eller Nepal i bjergene og snakker med nogle munke om det i templerne og tager hjem igen og mærker efter, om det er det, jeg føler. Og det gør jeg."

Om bekymringer: "Jeg havde en gæst i Croque Monsieur, som sagde det fedeste, jeg nærmest har hørt: "80 procent af alle bekymringer ordner sig selv".

Jeg er ikke ubekymret, men jeg spiller musik, der er det. Fra Afrika, Tyrkiet, Latinamerika, Rusland, Brasilien. Det er lande, hvor tingene gælder. Får jeg noget at spise i dag, og kan mine børn komme til lægen? Der finder du lynhurtigt ud af, hvad der betyder noget.

Når du står til en koncert i Danmark, tænker du, at du altid bare kan skride. Også selvom du har givet 270 kroner for billetten. Og måske nåede du ikke lige ind til gratiskoncerten. Men i de lande, jeg spiller musik fra, glider livet ikke på samme måde som her, og derfor er festerne og koncerterne virkelig vigtige. Det smitter af på musikken."

Om at eje:
"Jeg får sgu aldrig min egen hæk. Jeg er meget lidt interesseret i at eje noget. Nogle siger, at man skal investere i fremtiden, men jeg kender jo ikke fremtiden. Det svarer til, at du og jeg vil importere citrusfrugter og sælge dem i Nordfrankrig. Men vi ved jo ikke en skid om citrusfrugters popularitet i Nordfrankrig! Sådan har jeg det med fremtiden. Jeg ved ikke en skid. Det kan være, den ser helt anderledes ud, og så er det helt lige meget, hvilket hus man ejer."

Om forældrekøb: "Jeg er ikke så vild med, at man køber en lejlighed til sine børn. Det vil jeg virkelig fraråde.

Jeg skal ikke komme med økonomiske råd til nogen som helst, men lige forældrekøb er en virkelig, virkelig dårlig idé. Sådan kosmisk og åndeligt set. Et 18-årigt menneske står med livet fuldstændigt åbent foran sig og kan alting, fordi det er vokset op i Danmark og kan rejse i hele verden. Men man siger til det: "Nu skal du bo i Vejle midtby. Eller på Østerbro."

Det er jo tosset! Det vigtigste er, at du skynder dig ud i verden og ser, hvordan den ser ud og hænger sammen. Bliv kæreste med en pakistansk fyr! Alt muligt. For når du kommer hjem, tænker du, hvor fedt et sted vi bor, og vil værne om det."

Om København: "Det er et tilfælde, at jeg bor her. Da jeg boede i Odense, kom jeg meget i København for at lave musik, så det trak mig bare herover. Jeg elsker København, og jeg interesserer mig for hele Danmark, men jeg kunne bo alle mulige andre steder i verden.

Måske ikke Australien og New Zealand. Det tænder mig ikke rigtigt."

 
Nulle, kendt fra 80'ernes DR børneprogram "Poul og Nulle i hullet" med Master Fatman ved den årlige P8 Jazz Alive koncert i DR Koncertsalen i 2018.-Torben Christensen / Ritzau Scanpix / Arkiv

Om det perfekte: "Danmark er en smule mindre vild end andre steder, også kulturelt, fordi hverdagslivet godt kan få et anstrøg af noget, det fungerer og kører og er i orden, men som alligevel mangler noget. Det er perfektheden. Det er dens skyld. Og man skal ikke stræbe efter perfektheden.

Man skal gøre sit allerbedste og sørge for, at tingene bliver vildt fede og gå ned i detaljerne, men ting skal ikke være perfekte. Det er grunden til, at vi sidder i en lejlighed, som vi har betalt ud om 21 år, og har den uddannelse, vi ville have og alt det, men man sidder måske alene.

Fordi målet er det perfekte forhold. Den perfekte fyr eller kvinde.

Og det kan ingen mennesker i verden leve op til. Forestil dig lige at være hverdagen, der står op før alle os andre, og når vi vågner, skal den leve op til alt muligt hele tiden. Vi stiller så vilde krav.

Jeg har været ude i, at man bruger to en halv måned på at finde den rigtige lampe. Måske ikke otte timer hver dag, men man kunne have læst nogle vilde bøger og set nogle vilde film på den tid.

Når man kommer ind i et perfekt hjem, kan man ikke definere, hvad der mangler. Og så vælter man et glas biodynamisk birkesaft ned på egetræsbordet, og saften trænger ned i træets årer, og det slubrer det i sig, fordi det for en gangs skyld får noget andet end en hårdtopvredet, lyserød klud.

Det er ikke, fordi man skal have et uordentligt eller nusset hjem, men det er ufokuseret. Vi har ikke fokus på det, der betyder noget. Det har jeg lært af at være afrikansk gift. Man skal edderfløjteme passe på perfektheden, er du sindssyg.

Hvis man skal til fest i Mozambique, er der ingen, der beskæftiger sig med, om dækkeservietterne matcher, eller om der er hvide eller sorte lys. Lige pludselig kommer der bare en truck kørende med en masse stole, man hjælper med at bære ned, og så er der mad på et tidspunkt. Også til bryllupper. Livet behøver ikke være som i Mozambique, men ønsket om at være perfekt fucker os op her i Danmark."

 
Morten Lindbergs bisættelse i lørdags blev efterfulgt af et optog gennem København, som sluttede på Dronning Louises Bro, hvor venner og familie holdt en mindehøjtidelighed.-Thomas Nielsen

En teknisk fejl i den første udgave af e-avisen tirsdag aften gjorde det desværre umuligt at læse interviewet med Master Fatman, lavet kort før hans død. 


Andre læser dette lige nu