BØRSEN BÆREDYGTIG
Virksomheders klimaarbejde
Bestseller sætter tal på klimamål: Kræver trecifret millioninvestering frem mod 2030
Tak, fordi du læser med

Denne artikel kræver normalt abonnement, men er gratis for dig, fordi Danske Bank har finansieret adgang til Børsen Bæredygtig for alle i dansk erhvervsliv.

Danske Bank har ikke haft indflydelse på selve artiklen.

Læs mere om Danske Banks involvering.

Bestseller har nu sat konkrete mål for at sænke sit klimaaftryk i 2030. Manøvren kræver store investeringer, og at leverandører rykker sig

Bestsellerkoncernen går nu ind i næste fase med at sænke klimabelastningen fra sin egen tøjproduktion og tekstilindustrien. Et arbejde, der de kommende år kræver massive investeringer, fortæller Dorte Rye Olsen, ansvarlig for bæredygtighed hos Bestseller.

“Man kan med sikkerhed sige, at det er trecifrede millionbeløb, der skal investeres over de kommende ti år,” siger hun uden at ville komme med et mere præcist bud på prisen for klimaindsatsen.

De seneste år har modevirksomheden kortlagt det samlede klimaaftryk, som nu ligger klar. I 2018 udledte Bestseller omtrent 2 mio. ton CO2. 95 pct. stammer fra leverandørkæden og skabes altså udenfor det danske selskabs kontrol. Innovation tager tid, så det er på høje tid, vi kommer i gang i vores branche, hvis man tænker 10 år frem i forhold til at få et skalerbart materiale på markedet Dorte Rye Olsen, ansvarlig for bæredygtighed, Bestseller

Men netop værdikæden vil Bestseller nu tage livtag med. I 2030 skal udledningen herfra sænkes med 30 pct., mens udledning fra selskabets egen produktion skal halveres. Mål, der er blevet godkendt af klimainitiativet Science Based Target, som en række store danske selskaber også har forpligtet sig til. Senest Haldor Topsøe.

Ifølge Anders Holch Povlsen, adm. direktør og ejer, spiller den private sektor en afgørende rolle for at sænke CO2-udledningen og sikre Paris-aftalens kurs om en temperaturstigningen inden for 1,5 grader.

“Derfor burde alle være forpligtede til at verificere egen CO2-neutralitet. Bevise at man ikke tager fra naturen. At bruge vidensbaserede klimamål er en måde til at dokumentere netop dette,” siger han.

Alle skal strække sig

Dorte Rye Olsen forklarer, at målet både skal kunne lade sig gøre og være så ambitiøst, at “vi skal strække os”.

“Og det skal vi her. Både som branche og som virksomhed. Vores samarbejdspartnere i leverandørkæden skal også arbejde på nye måder, fordi det er dem, der reelt skal arbejde med deres udledning, som spiller ind i vores. Det er en kædereaktion,” siger hun. I 2018 kom Bestseller med strategien for bæredygtighed, Fashion FWD, der løber frem mod 2025 med flere konkrete initiativer. I 2025 skal f.eks. 75 pct. af Bestsellers leverandører levere på højt niveau inden for bæredygtighed. Det eksterne mål skal vise leverandører, at de skal investere i dagsordenen. I 2021 skal alle egne bygninger kun anvende vedvarende energi. En del skal komme fra solcellepark, som Bestseller-ejers holdingselskab Heartland investerede i sidste år. Det ultimative mål er at blive klimapositiv frem mod 2050.

Modeindustriens “forbrug-og-smid-væk-kultur” har rejst kritik af branchens ansvar, mens de mange leverandørled gør det komplekst at kontrollere alle. Bestseller har i dag op mod 400 direkte leverandører. Herunder ligger dem, der laver metervaren, som tøjet bliver syet af. Fabrikkerne, der syer tøjet og dem, der indfarver materialerne. Jo længere ned i leverandørkæden, jo mere er der brug for at samarbejde med andre i branchen for at opnå forandringer. Desuden skal leverandørerne selv eje deres klimastrategi, så den ikke forsvinder igen, hvis samarbejdet med Bestseller ændrer sig, forklarer bæredygtighedschefen.

“Vi skal starte der, hvor vores største forretning er. Det er inden for bomuld, polyester og viskose, at vi skal vælge alternative materialer, der er mere bæredygtige, mens vores varer skal produceres ved de leverandører, som vi har den største samhandel med,” siger hun.

Investering i nye teknologier

Ifølge Dorte Rye Olsen er en af de største udfordringer at sikre, at der kommer nok bæredygtige materialer på markedet. Derfor går Bestseller med i projekter om økologisk bomuld for at øge udbuddet. Samtidig etablerede modekoncernen i 2018 med lanceringen af strategien Fashion FWD, der går efter at være klimapositiv i 2050, et investeringsselskab, som skal fremdyrke nye materialer. Derfor burde alle være forpligtede til at verificere egen CO2-neutralitet. Bevise at man ikke tager fra naturen. At bruge vidensbaserede klimamål er en måde til at dokumentere netop dette Anders Holch Povlsen, adm. direktør, Bestseller

Det er også her, nogle af de kommende millioninvesteringer kan komme til at ligge, når Bestseller afprøver nye materialer i sine produkter. Det kan være at alternativer til polyester eller helt nye materialer fra en celluloseproces, som er i gang.

“Vi kommer en del af vejen med de teknologier, der findes i dag, men vi kommer ikke i mål i fht. Paris-aftalen og slet ikke hele vejen mod klimapositiv i 2050. Innovation tager tid, så det er på høje tid, vi kommer i gang i vores branche, hvis man tænker 10 år frem i forhold til at få et skalerbart materiale på markedet.”

Forsiden af Børsen Bæredygtig