BØRSEN BÆREDYGTIG
Bæredygtig
“Vi skal ikke ville vildledes”
Tak, fordi du læser med

Denne artikel kræver normalt abonnement, men er gratis for dig, fordi Danske Bank har finansieret adgang til Børsen Bæredygtig for alle i dansk erhvervsliv.

Danske Bank har ikke haft indflydelse på selve artiklen.

Læs mere om Danske Banks involvering.

Af Iben Krog Rasmussen, direktør og medstifter af Tænketanken Frej

En af de første artikler i Børsens skønne, seneste sektion om bæredygtighed er en kritik af Arlas klimakompensation. Her kan vi læse, at Forbrugerombudsmanden har modtaget 15 klager over Arlas kampagne om den klimakompenseret ØKO-serie. Det er en skam, at danske forbrugere føler sig vildledt af Arlas klimakompensation, som ellers er den mest seriøse og ærlige jeg har set i køledisken.

Arla skriver, at deres ØKO-serie er ’CO2e-neutral – kompenseret med klimakreditter’. Det er da klar tale!

På Arlas hjemmeside kan man læse at mælken er kompenseret gennem Verified Carbon Standard-certifikater, der fjerner CO2 gennem skovprojekter i Indonesien, Brasilien og Østafrika. Det er den højeste standard der findes, og der er ingen danske skovrejsningsprojekter, der udbyder den slags anerkendte klimacertifikater. Ingen kompensationsmetode er perfekt, men ud fra det muliges kunst er det her den bedste løsning.

I Børsens artikel citeres formand for Forbrugerrådet Tænk, Anja Philip, for at sige, at man ikke kan markedsføre mælk som værende CO2-neutralt, når man blot kompenserer udledningen ved at plante skov andre steder i verden. Formanden uddyber, at forbrugerrådet mener, at man bør afholde sig fra at markedsføre noget som værende CO2-neutralt.

Men Arla siger netop ikke, at deres ØKO-serie er CO2-neutral. Mælken er ’CO2e-neutral – kompenseret med klimakreditter’. Forbrugerrådet Tænk har til rolle at vejlede og beskytte forbrugere, men i stedet er de endt med at være dem der vildleder os

Arla er et eksempel på nogen, der tydeligvis har gjort sig umage med at skrive klart og tydeligt hvad de har gjort i forhold til klimakompensation. Hvis ikke det er godt nok- hvad er så? Det bør Forbrugerrådet Tænk, myndigheder, virksomheder og andre NGO’er sætte sig sammen for at få afklaret.

Virksomheder skal ikke vildlede forbrugerne med diverse klimainitiativer, men forbrugere skal heller ikke ønske sig vildledt. Hele denne misere leder mig til et Storm P. citat: “Oprindeligt var sproget et middel til forståelse – men efterhånden er det blevet et middel til misforståelse”.

Forsiden af Børsen Bæredygtig
BØRSEN BÆREDYGTIG
2. mar 2021