BØRSEN BÆREDYGTIG
Bæredygtig
Tøjmastodonter styrer csr-rapportering
Tak, fordi du læser med

Denne artikel kræver normalt abonnement, men er gratis for dig, fordi Danske Bank har finansieret adgang til Børsen Bæredygtig for alle i dansk erhvervsliv.

Danske Bank har ikke haft indflydelse på selve artiklen.

Læs mere om Danske Banks involvering.

De seneste år er rapportering om arbejde med grøn omstilling i tøjsektoren accelereret hastigt. Det ses tydeligt blandt landets største selskaber indenfor mode- og tekstilbranchen, hvor krav til at kommunikere om arbejdet på området bliver udtalte fra omverden.

Det bekræfter landets største virksomhed inden for arbejdstøj, Mascot, der bl.a. har etableret en selvstændig afdeling for corporate responsibility i koncernen.

“Kundeefterspørgslerne i forhold til dokumentation af detaljer i værdikæden er stærkt stigende de seneste fem år, og vi har især haft fokus på det område,” siger topchef Michael Grosbøl.

Hos den globale koncern H&M mærker man også udviklingen på området. Tøjkæmpen har især fokus på at kommunikere mere åbent om driften af virksomheden og dens samarbejdspartnere.

“Hele branchen udvikler sig med hastige skridt i disse år, og derfor har vi også accelereret vores indsats i de seneste år. På grund af vores størrelse har vi mulighed for at opfordre og påvirke vores leverandører og samarbejdspartnere til mere bæredygtige praksisser,” udtaler H&M’s bæredygtighedschef, Mia Møgelgaard.

Og mens de store globale tøjbrands ofte bliver anklaget for at støtte en ikkecirkulær kultur, hvor tøj i Danmark f.eks. gennemsnitligt kun bliver brugt tre gange, inden det bliver smidt ud, så er der sket en positiv udvikling blandt de førende selskaber. Det vurderer innovationschef i konsulenthuset Acacia under Deloitte, Johan Arnø Kryger, der arbejder med udvikling af bæredygtige forretningsmodeller.

De store virksomheder har jo været skydeskiven, men de har også været smarte, fordi de har ressourcerne til at diktere, hvad der bliver god skik Johan Arnø Kryger, innovationschef, Acacia

“Tidligere var det et udtryk for compliance – det var noget man blev nødt til at rapportere om. I dag er det blevet et aktiv hos mange store virksomheder i branchen, at de kan kommunikere om deres arbejde på området. Vi ser også, at csr-arbejde generelt er rykket helt ind i bestyrelserne og topledelsen,” siger han.

Store anførere i gedemarked

Johan Arnø Kryger vurderer også, at det er naturligt, at de største ressourcestærke virksomheder fører an i arbejdet.

“De store virksomheder har jo været skydeskiven, men de har også været smarte, fordi de har ressourcerne til at diktere, hvad der bliver god skik på området. Man kan sige, at rapportering og kontrol over leverandører har udviklet sig til et system, der er skabt af store virksomheder – til store virksomheder,” siger han og fortsætter:

“Mange har reduceret kraftigt i mængden af leverandører, de arbejder med, mens der bliver dannet standard om, hvilke certificeringer, der egentlig giver en reel forbedring. Men det er stadig et gedemarked med tonsvis af forskellige certificeringer, virksomheder kan gøre brug af i forsøget på at skabe gennemsigtighed i deres produktion. Det kan være ekstremt svært at gennemskue effekten, hvis man ikke har et millionstort markedsføringsbudget,” fortæller han.

Seks ud af ti af landets største tekstilvirksomheder rapporterer direkte opgørelser over, hvor meget CO2 de udleder gennem produktionen. Mens de alle offentliggør dokumentation for deres csr-arbejde, er der store udsving i rapporternes omfang og antal fra hvert enkelt selskab. Det er også forskellige emner, der bliver berørt i rapporterne, men miljøpåvirkning, arbejdsforhold og klima går igen.

Hans forhold til, hvorvidt det er godt for branchen som helhed, er ambivalent. De store virksomheder er ifølge ham med til at skubbe på en nødvendig udvikling, hvor de skaber et sprog, der gør, at csr- og bæredygtighedsarbejde kan kommunikeres klart ud til interessenter og forbrugere.

Det er der i høj grad brug for, lyder det fra Johan Arnø Kryger, og hos brancheforeningen Wear under Dansk Erhverv nikker direktør Nicolai Klausen til den holdning.

“De store virksomheder har en bedre mulighed for at slå igennem hos partnere i udlandet, når de vil have dem til at producere mere ansvarligt. Så kan de mindre virksomheder senere gøre brug af de udenlandske partnere, der er blevet certificeret efter anerkendte standarder,” siger han.

Vi arbejder for, at indsatsen med bæredygtighed og cirkularitet bliver en integreret del af hele koncernen Michael Grosbøl, adm. direktør, Mascot

Til denne historie er landets største tøjkoncern, Bestseller, ikke vendt tilbage med kommentarer inden deadline, mens skofirmaet Ecco ikke vil udtale sig om sit csr-arbejde op til sin rapport fra 2021, der er ventet medio marts. Hummel Holding og DK Company er ikke vendt tilbage på Børsens henvendelser.

Forsiden af Børsen Bæredygtig
BØRSEN BÆREDYGTIG
2. mar 2021