Der er grænser for klimaansvaret – både for individer og virksomheder – argumenterer Alternativets nyvalgte klimaordfører, efter at hendes egne flyrejser blev centrum for en større debat
Mens erhvervsorganisationer slår til lyd for, at klimapolitikken har spillet fallit og fremover bedst føres gennem erhvervspolitikken, står Alternativets nyvalgte klimaordfører og forsker i klimapolitik, Theresa Scavenius, fast på statens centrale ansvar for klimapolitik. Det sker efter en uge, hvor hendes eget klimaansvar har trukket overskrifter.
Efter onlinemediet Frihedsbrevets afsløring af at Scavenius over en periode på fem år havde fløjet 24 gange i arbejdssammenhæng, lød hendes forsvar blandt andet, at ansvaret for at løse klimaforandringerne ikke skal ligge på individet, og at der var tale om “doven journalistik, der afsporer klimadebatten og individualiserer ansvaret”. Det svar har vakt en ugelang debat i flere medier om, hvor ansvaret for klimahandling ligger.
“Det er selvfølgelig både et ansvar for samfundet og for borgere og virksomheder at løse klimakrisen. Alle skal bidrage med det, de kan, inden for de rammer, der er. Den debat, jeg har skabt den sidste uge, handler om, at vi skal være meget opmærksomme på, hvor svært det er at være grøn virksomhed,” siger hun.
Sagen Kort
Hykleri eller nødvendighed?
Theresa Scavenius’ flyrejser blev i sidste uge genstand for en artikel i Frihedsbrevet, der kunne fortælle om 24 flyrejser i arbejdsøjemed over fem år.
Debatten bredte sig til flere medier, hvor den hurtigt handlede om klimaskam over for systemiske forandringer som løsning på klimakrisen.Undervejs har hun blandt andet henvist til sin bog, der diskuterer netop det emne og argumenterer for statens ansvar frem for virksomheders og borgeres.
“Jeg synes, det er meget parallelt til det individuelle ansvar for at bidrage med det, man har mulighed for. Men jeg synes også, at det er vigtigt at kigge på, hvad det er for nogle rammebetingelser, de arbejder inden for. Og i de nuværende rammebetingelser er det rigtig svært at blive rigtig grøn, fordi man hele tiden støder hovedet imod nogle regler, som prioriterer de sorte. Projektet skal være at ændre de rammebetingelser. Virksomhederne har et ansvar, men de har et større ansvar for at kræve nogle bedre regler.”
Er det berettiget, hvis vi som forbrugere er vrede på de virksomheder, vi ikke synes leverer nok på klimaet?“Jeg synes jo selvfølgelig, at politisk regulering er blevet modarbejdet i rigtig lang tid. Men der er det lobbyorganisationernes arbejde, der er problematisk. Det handler jo ikke om den enkelte person, der har arvet en gård og måske sidder med gæld til op over halsen. Mange af dem sidder jo i en rigtig svær, stresset situation, som gør det svært. Det er et politisk spørgsmål, om vi skal fastholde dem i det, til det ikke går længere, eller om vi skal bede dem om noget andet; om at passe på naturen i stedet for – og på vandet og vores atmosfære.”
Kan man fortænke erhvervsorganisationer i at ville tage teten på omstillingen?“Jeg forstår godt, at der er opstået en politisk apati, som nok også er en bredere tendens i vores samfund. Men i stedet for at opgive klimapolitikken, mener jeg, at vi skal kigge på, hvad problemet er. Når det kommer til klimatopmødet, kan vi for eksempel kigge på, om det er okay, at olieindustrien stort set har oversvømmet mødet. De er med til at finansiere det og med til at frame, hvad der skal være på dagsordenen. Man kunne bruge den europæiske tobakslovgivning som forbillede. Her blev alle med tilknytning til tobaksindustrien sat uden for døren.”
Hvordan sikrer man opbakning, f.eks. fra private investorer, med mere statslig styring af klimapolitikken?“Det er vigtigt at forny de ideologiske positioner på dette her område. Hvis en virksomhed tror, at mere regulering gør det hårdere, skyldes det også, at politikken hidtil har fremmet de eksisterende interesser. Hvis man er en grøn aktør eller gerne vil være det, så får man ingen hjælp uden ny regulering.”
Så vi er ikke på vej et sted hen, hvor markedet arbejder i retning af at løse krisen?“Jeg anerkender, at der er en helt vild stor lyst rigtig mange steder i det private erhvervsliv til at gøre en forskel, men man skal bare også huske på, at der er en kæmpe gruppe af virksomheder, som stadig gør det modsatte. Og så handler det om, at den kollektive infrastruktur, der udgør staten i dag, ikke kunne laves i erhvervslivet. Det kan den grønne infrastruktur heller ikke.”
