BØRSEN BÆREDYGTIG
1
Bæredygtig
Rød blok og ngo’er vil bremse milliarder i ny olie: Forbud mod udlån og investeringer
2
Bæredygtig
Store investorsamarbejder klapper i om pensionskassers olieeventyr
Bæredygtig
Rød blok og ngo’er vil bremse milliarder i ny olie: Forbud mod udlån og investeringer

Tak fordi du læser med

Danske Bank og PwC er partnere på Børsen Bæredygtig. Derfor kan vi gøre alle vores artikler på Børsen Bæredygtig frit tilgængelige for alle læsere. Det er medvirkende til, at Børsen Bæredygtigs artikler bliver diskuteret vidt og bredt.

Danske Bank og PwC er også parterne på Børsen Bæredygtig, når vi går live og fremhæver en række af de mest spændende grønne projekter i danske virksomheder i Børsen Bæredygtig Cases.

Danske Bank og PwC har ingen indflydelse på indholdet eller andre redaktionelle valg på Børsen Bæredygtig, der skabes af uafhængige og objektive journalister og i den samme høje kvalitet, som du kan finde i resten af Børsen.

Læs mere om partnerskab.

Næsten alle partier fra rød blok vil forbyde investeringer og udlån til fossil energi. Det er lettere sagt end gjort, vurderer Radikale og DF, der vil straffe greenwashing hårdere

Hos venstrefløjen vokser der nu opbakning frem til et politisk forslag om at forbyde investeringer og udlån til nye fossile ressourcer som olie og kul.

Det skal bidrage til, at Danmark og finanssektoren lever op til sine klimaforpligtelser, og hos Enhedslisten fortæller Peder Hvelplund, ordfører for grøn omstilling og miljø, at man vil arbejde for at få forbuddet med i et nyt forståelsespapir med den kommende regering efter folketingsvalget.

“Det er naturligt, at vi ikke bidrager til, at der tages flere fossile ressourcer op af jorden. Vi er klar til at tage alle redskaber i brug, også lovmæssigt. Men jeg er i tvivl om, hvor langt vi kan komme med lov, og det er også noget, vi skal tage op internationalt,” siger han om forbuddet, som også Alternativet, Frie Grønne, SF og flere kandidater fra Radikale og Socialdemokratiet indledningsvist bakker op om.

Børsen har forsøgt at få en kommentar til forbudsforslaget fra klimaminister Dan Jørgensen (S), men han er ikke vendt tilbage på henvendelsen.

Forslaget er bl.a. tidligere blevet fremsat af organisationen Mellemfolkeligt Samvirke, der opfordrede til, at finanssektoren bør forbydes at udlåne penge til ny olie-, kul- og gasudvinding fra 2025.

Debatten fik fornyet liv, da Børsen i sidste uge kunne fortælle, at 15 danske pensionsselskaber har 6,1 mia. kr. investeret i selskaber, der vil oprette helt nye oliefelter i Norge.

I virkeligheden har vi måske også en sag for både Forbrugerombudsmanden og Finanstilsynet John Nordbo, klimarådgiver, Care

Investeringerne fik skarp kritik af flere økonomi- og klimaeksperter for at være uforenelige med Paris-aftalens målsætninger om at begrænse globale temperaturstigninger. Målsætninger, som pensionskasserne ellers lover at bakke op om.

Urealistisk

Hos regeringens støtteparti Radikale anerkender man problemet, men klimaordfører Rasmus Helveg mener ikke, at et forbud er en realistisk vej at gå.

“Jeg kan ikke forestille mig, at vi kan lave den lov, og det absolut vigtigste slag at slå ligger internt i pensionskasserne. De skal påvirkes bedst muligt til at fokusere på investeringer i grøn omstilling frem for fossil energi, og det tror jeg, de bliver naturligt, hvis vi f.eks. kigger på forventningerne til nedgangen i den fossile efterspørgsel globalt,” siger han og tilføjer, at det i sidste ende handler om at ændre forbrugsmønstre.

“Det er tusind gange vigtige at få stoppet brugen af gasfyr og afbrændingen af olie, end det er at få pensionskasserne ud af virksomhederne. Hvis vi kan gøre noget lovgivningsmæssigt der, så skal vi selvfølgelig gøre det.”

Stop greenwashing

René Christensen, Dansk Folkepartis klimaordfører, mener, at man skal “vende spørgsmålet om”. I stedet for at forbyde investeringer i fossil energi, bør der slås hårdere ned på på selskabernes klimakommunikation, lyder det.

Problemet er ifølge ham og en række eksperter, Børsen har talt med, at f.eks. pensionsselskaberne påberåber sig at støtte Paris-aftalen, mens de med den anden hånd finansierer de olieprojekter, der direkte modarbejder den.

“Det er jeg forarget over, og derfor mener jeg, at vi skal stille dem til ansvar for, at de retter deres investeringer efter deres udsagn,” siger han.

Samme holdning har John Nordbo, der er klimarådgiver i ngo’en Care og er en af Danmarks mest erfarne profiler i international klimalobbyisme, bl.a. fra sin tid som miljøchef i WWF Verdensnaturfonden.

Følgende 15 danske pensionskasser har investeret i selskaber, der vil etablere nye oliefelter: PFA, Danica Pension, Velliv, Pensiondanmark, PBU, Sampension, PKA, Industriens Pension, Topdanmark, ATP, AP Pension, Lægernes Pension, lærernes Pension, Pensam, P+. Olieselskaberne er: Shell, Totalenergies, Equinor, OMW, Inpex Corporation, Aker BP, Polski Koncern Naftowy, DNO, Conocophillips, Wintershall, Neptune Energy.

Da Børsen i sidste uge kontaktede syv pensionskasser, der havde investeringer i ny olieudvinding, afviste alle at sælge ud af investeringerne. I stedet vil flere af selskaberne gå i dialog med olievirksomhederne for at påvirke dem til at droppe olieekspansion.

Det kritiseres også af John Nordbo, der sammen med andre ngo’er har haft dialog med Danmarks største kommercielle pensionsselskab PFA, hvor Cares medarbejderes pensionsopsparing står.

“De hævder, at de ikke investerer i selskaber, der modarbejder Paris-aftalen, men det gør både Shell og Total jo, så de burde sælge alle deres aktier i de to selskaber,” siger han om PFA.

Økonom i Forbrugerrådet Tænk, Jacob Ruben Hansen, vurderer også, at pensionsselskaberne har et problem, hvis de fastholder investeringer, der modarbejder deres egne hensigtserklæringer om Paris-aftalen.

“Jeg køber ikke argumentet med, at de vil påvirke selskaberne i en grønnere retning. Olievirksomhederne kommer jo aldrig til at bevæge sig væk fra det forretningsben, hvis de fortsat investerer i nye boringer,” siger han.

Sag for myndighederne

“I virkeligheden har vi måske også en sag for både Forbrugerombudsmanden og Finanstilsynet, når de danske pensionsselskaber siger et og gør det modsatte,” vurder John Nordbo fra Care.

Finanstilsynet fortæller til Børsen, at organisationen har fokus på, om der er sammenhæng mellem selskabernes klimamålsætninger og deres investeringsstrategi. Men det kræver en konkret vurdering af hvert selskab, før tilsynet kan vurdere, om pensionskasserne overtræder retningslinjerne.

“Der skal være sammenhæng mellem de oplysninger, pensionsselskaberne giver om deres arbejde med bæredygtighed og selskabernes handlinger,” skriver Henrik Brarup Damgaard, kontorchef for Finanstilsynets kontor for tilsyn med esg, i en e-mail til Børsen, der fortsætter:

“Det er vigtigt, at oplysningerne både er klare, konsistente og tilstrækkeligt nuancerede til, at offentligheden og investorer får indsigt i selskabernes konkrete arbejde.”

Børsen Bæredygtig hylder grønne frontløbere

Børsen Bæredygtig har udvalgt årets 50 danske virksomheder, der rykker ved den grønne omstilling med konkrete projekter, og som vi derfor hylder som Børsen Bæredygtig Cases.

Børsen Bæredygtig hylder grønne frontløbere

Børsen Bæredygtig har udvalgt årets 50 danske virksomheder, der rykker ved den grønne omstilling med konkrete projekter, og som vi derfor hylder som Børsen Bæredygtig Cases.

LÆS MERE OM SAMME EMNE
Bæredygtig
Store investorsamarbejder klapper i om pensionskassers olieeventyr

Når det kommer til danske pensionskassers olieinvesteringer, er der fuldstændig lukket for kommunikationen hos en række initiativer, som netop har til formål at skubbe finanssektorens klimaarbejde frem og stille krav om bidrag til Paris-aftalen.

Danske pensionskasser har 6,1 mia. kr. stående i selskaber, der vil etablere helt nye oliefelter i Norge. Men investeringerne strider ifølge eksperter og forskere direkte mod sektorens klimaerklæringer om at leve op til Paris-aftalens målsætninger, der skal begrænse globale temperaturstigninger.

700 investorer er medlem af Climate 100+

På listen var bl.a. Danica Pension, Lægernes Pension, P+, Pensiondanmark, PFA og PKA, der er medlem af det FN-baserede Net Zero Asset Owner Alliance (Nzaoa), der arbejder for klimaneutralitet blandt kapitalforvaltere. Og de danske pensionskasser bruger ofte tilknytningen til Nzaoa i deres kommunikation til kunderne.

Et medlemskab koster op mod 20.000 euro, eller ca. 148.860 kr. årligt, og for at være med skal investoren arbejde for en klimaneutral investeringsportefølje i 2050.

Børsen har spurgt Nzaoa, om pensionsselskaber og andre investorer fortsat kan være med i alliancen, hvis de fastholder investeringer i selskaber, der vil udvide verdens olieressourcer. Altså de aktiviteter, som klimaforskere bredt fortæller, er uforenelige med netop Nzaoa målsætninger.

Det ønsker alliancen ikke at kommentere, men Nzaoa er i gang med at “afslutte en rapport om olie og gas”, der ifølge Børsens oplysninger skal klargøre alliancens holdning.

Det største samarbejde

Et af de mest toneangivende initiativer er Climate Action 100+, der kalder sig verdens største investorsamarbejde. Her er 700 investorer, som forvalter over 500.000 mia. kr., hvilket svarer til omkring 170 gange Danmarks bnp, gået sammen med målet om at bidrage til Paris-aftalens målsætninger. Arbejdet foregår ved at gå i dialog med verdens mest klimabelastende virksomheder for at påvirke dem i en grønnere retning, lyder det.

Her vil man heller ikke kommentere på, hvorvidt det er i tråd med alliancens målsætninger, at investorerne fortsat holder fast i selskaber, der vil investere i nye olieressourcer. Der er heller ingen kommentarer til, om det kan udelukke investorer fra samarbejdet, hvis de fastholder den type investeringer, skriver Climate Action 100+ i en e-mail til Børsen.

Her er bl.a. PFA, Velliv, Pensiondanmark, PBU, Sampension, PKA, Industriens Pension, ATP, AP Pension, Lægernes Pension og Pensam medlem.

Danmark er som land også med i regeringssamarbejdet Beyond Oil and Gas Alliance (Boga), der har til formål at stoppe udvindingen af fossil energi for at leve op til Paris-aftalen. Boga er ikke vendt tilbage på Børsens spørgsmål til, hvorvidt Danmark og danske pensionskasser spænder ben for de målsætninger ved at fastholde investeringer i udvidelsen af olieressourcer.

Forsiden af Børsen Bæredygtig

Børsen Bæredygtig hylder grønne frontløbere

Børsen Bæredygtig har udvalgt årets 50 danske virksomheder, der rykker ved den grønne omstilling med konkrete projekter, og som vi derfor hylder som Børsen Bæredygtig Cases.

Børsen Bæredygtig hylder grønne frontløbere

Børsen Bæredygtig har udvalgt årets 50 danske virksomheder, der rykker ved den grønne omstilling med konkrete projekter, og som vi derfor hylder som Børsen Bæredygtig Cases.

BØRSEN BÆREDYGTIG
6. dec 2022