ForsikringsBrief AdvisorBrief
KØB SENESTE NYT KURSER
Køb Abonnement

Tak fordi du læser med

Danske Bank og Rambøll er partnere på Børsen Bæredygtig. Derfor er alle artikler frit tilgængelige for alle læsere.

Danske Bank og Rambøll har ingen indflydelse på indhold eller redaktionelle valg på Børsen Bæredygtig.

Læs mere om partnerskab.

Regeringen vil udfase udskældt energikilde

Det skal være slut med importeret biomasse i det danske energisystem, hvis det står til Danmarks nye regering. Varmekilden har været stærkt udskældt for bl.a. at skade biodiversiteten og udlede store mængder CO2

Firkløverregeringen har i sit regeringsgrundlag lagt op til, at man vil kigge på, hvordan man kan udfase brugen af importeret biomasse i det danske energisystem.
Firkløverregeringen har i sit regeringsgrundlag lagt op til, at man vil kigge på, hvordan man kan udfase brugen af importeret biomasse i det danske energisystem. Foto: Bo Amstrup / Ritzau Scanpix

Der har været heftig debat om den, men nu er det muligvis snart slut: Danmark skal ikke længere importere træpiller fra f.eks. USA, Canada og de baltiske lande for at varme danske hjem op og producere strøm.

Det fremgår af regeringens politiske grundlag, hvor det lyder, at man agter at fremlægge en plan “med ambition om at udfase brugen af importeret biomasse så hurtigt, som det er forsvarligt.” 

Den nye regering skriver også, at man i planen vil tage højde for effekterne for det samlede energisystem og muligheden for at fremme geotermi. 

Afbrænding af biomasse har længe været heftigt diskuteret. Forskere og klimaorganisationer har i årevis sat spørgsmålstegn ved brugen af energiformen, der ifølge kritikere udleder for store mængder CO2 og skader biodiversiteten i skovene. 

I august sidste år stillede en række aktører – herunder Danmarks nye miljøminister og daværende præsident for Danmarks Naturfredningsforening, Maria Reumert Gjerding – seks forslag til at skære drastisk ned på brugen af træbaseret biomasse i det danske energisystem. 

Et af de seks forslag lød netop på at etablere et importstop for træ til afbrænding. Også regeringens eget klimaråd har flere gange anbefalet en udfasning. Her er næstforperson Bo Jellesmark Thorsen tilfreds efter at have læst formuleringen i regeringsgrundlaget.

“Det er rigtig positivt med en ambition i den her retning,” konstaterer Bo Jellesmark Thorsen, der også er dekan og professor i økonomi på Københavns Universitet.

“Brugbar biomasse er en begrænset ressource, og vi bør derfor ikke basere opfyldelsen af vores klimamål på et meget højt biomasseforbrug. Vi skal på sigt bruge biomassen til andre formål,” fortsætter han i en mail til Børsen.

Heftig debat

Debatten om brug af biomasse i det danske energisystem har flere ben. 

Nogle kritikere peger på, at det er misvisende, at biomasse i dag ikke bliver registreret i klimaregnskabet herhjemme, men derimod opgøres som CO2-neutralt. 

“Vi taler så meget om transport og landbruget som nogle af de største klimasyndere, men vi taler ikke om den største af dem alle, fordi den statistisk set er defineret væk,” har adm. direktør i energikoncernen Ewii, Lars Bonderup Bjørn, tidligere udtalt til Børsen. 

Samme pointe understreger Bo Jellesmark Thorsen.

“Hvis Danmark for eksempel baserer opfyldelsen af vores 2050-mål på samme eller måske endda stigende import af biomasse, risikerer man, at udledningerne øges i udlandet,” skriver han.

Også mængderne er blevet kritiseret – for i dag bruger Danmark mere biomasse, end vi selv kan producere. Og det skader biodiversiteten, når vi er nødt til at fælde skov både herhjemme og i udlandet for at få nok volumener. 

Et forhastet stop for brug af biomasse kan potentielt gå ud over elforsyningssikkerheden og potentielt øge varmepriserne 

Klima-, Energi- og Forsyningsministeriet i et skriftligt svar, august 2025

Fortalere for at bruge biomasse har derimod løbende peget på, at der er bæredygtige måder at producere træmassen på, og at genplantning af skov er med til at få klimaregnestykket til i sidste ende at gå i nul. 

Samtidig erstatter biomasse fossile kilder som gas og kul. Og fortalere for energiformen har tidligere argumenteret, at dén klimaeffekt også bør tælles med i regnestykket. 

“Træbaseret biomasse blev i første omgang indført for at udfase brugen af kul i vores energisystem, og det har været med til at kunne udfase det både hurtigt og omkostningseffektivt,” lød det fra Martin Wied Dam, der er afdelingschef for marked, varme og intelligent energi i Green Power Denmark, tilbage i august i et interview med Børsen. 

I 2024 udgjorde biomasse ifølge Danmarks Statistik 24,5 pct. af Danmarks samlede energiforbrug. Til sammenligning kom 11,4 pct. fra vindkraft. 

Politisk U-vending 

Med regeringens ambitioner om at reducere brugen af biomasse er der kommet andre boller på suppen end de seneste par år. 

Tilbage i sommeren 2024 afviste daværende klimaminister Lars Aagaard i et interview med Børsen, at man havde planer om at begrænse importen af træ til energi. Det skete i forbindelse med, at Klimarådet havde lagt op til netop at reducere importen af bl.a. biomasse. 

“Jeg er enig i, at man skal bruge alle ressourcer med omtanke, også de biogene. Men jeg synes, man skal være påpasselig med at lave alt for firkantede målsætninger,” lød det fra den daværende minister. 

Et år efter – i august 2025 – oplyste Klima-, Energi- og Forsyningsministeriet i et skriftligt svar til Børsen, at biomasse allerede var underlagt “skærpede bæredygtighedskrav” og understregede samtidig, at energiformen historisk set har været årsag til, at vi har kunnet fortrænge kul i den danske elproduktion. 

“Et forhastet stop for brug af biomasse kan potentielt gå ud over elforsyningssikkerheden og potentielt øge varmepriserne,” lød det bl.a. i ministeriets svar. 

Ifølge ministeriet er det danske forbrug af biomasse allerede på vej ned. Man forventer, at forbruget vil falde til omkring det halve fra 2025 til 2035, mens energiforbruget af træpiller, der primært importeres, skønnes at falde med 64 pct. i samme periode. 

Forsiden lige nu