BØRSEN BÆREDYGTIG
Bæredygtig
Regeringen skyder 850 mio kr i grøn brint
Tak, fordi du læser med

Denne artikel kræver normalt abonnement, men er gratis for dig, fordi Danske Bank har finansieret adgang til Børsen Bæredygtig for alle i dansk erhvervsliv.

Danske Bank har ikke haft indflydelse på selve artiklen.

Læs mere om Danske Banks involvering.

Den danske stat vil støtte udviklingen af danske power-to-x-projekter med 850 mio. kr. Det er der bredt politisk flertal for

Regeringen og syv af Folketingets partier sætter nu 850 mio. kr. af til at støtte udviklingen af klimavenlige brændstoffer. Det skal ske gennem danske power-to-x-projekter (ptx), der kan omdanne elektricitet til brint og flydende brændsel.

Pengesummen rettes mod projekter, der kan indgå i EU’s fællesprojekt, også kaldet IPCEI, for udvikling af grøn brint. Her er seks danske ptx-projekter indstillet til at modtage midler fra puljen, hvis de bliver udvalgt til det færdige IPCEI. – Green Fuels for Denmark. – Esbjerg PTX. – Greenlab Skive. – Reintegrate. – Hysynergy 2. – Blue Seal.

Ved at give støtten til dansk ptx gennem IPCEI har regeringen mulighed for at give større beløb under mere fleksible vilkår, fordi der er tale om projekter med fælleseuropæiske interesser. På en mark i Skive knækker man koden til at forvandle vindens sus til konkurrenceklart brændstof

Klima-, energi- og forsyningsminister Dan Jørgensen (S) har tidligere kaldt udviklingen af ptx en af regeringens vigtigste missioner, og en lang række aktører i erhvervslivet har det seneste år efterspurgt konkrete politiske tiltag på området.

“Det her er en ganske betydelig indsprøjtning, der skal ses som et ekstra beløb ud over de mindst 750 mio. kr., vi støtter ptx-sektoren med gennem vores investeringsaftale med Holland,” fortæller Dan Jørgensen.

Usikkerhed om penge

Det er endnu ikke besluttet, hvordan pengene fra aftalen med Holland skal støtte ptx-sektoren, og de 850 mio. kr., der netop er afsat, kan også risikere at forblive ubrugte, hvis der ikke kommer danske projekter med i IPCEI. Det kræver, vi indgår i et europæisk samarbejde om teknologiudvikling, og at der løbende følges op med nationale politiske tiltag Lars Aagaard, adm. direktør, Dansk Energi

Hvad sker der med pengene, hvis ingen af de danske projekter kommer med?

“Så mødes vi ved forhandlingsbordet igen, men vi kan garantere, at alle pengene bliver brugt til at støtte ptx. Det står i aftalen,” forsikrer klimaministeren og tilføjer, at han har stor tiltro til de danske projekters chancer for at blive en del af IPCEI.

Overblik: Dansk brintkomet får sin børsdebut

Det samme har erhvervsminister Simon Kollerup (S):

“Vi har en lang række virksomheder, der kan byde ind flere steder i værdikæden og er stærke på at bruge vedvarende energi. Ser vi i andre europæiske lande, er der en stor efterspørgsel på de løsninger samt et mål om at nedbringe CO2-udledningen markant,” lyder det fra ministeren.

Han understreger, at der nu er brug for endnu flere af de store privatinvesteringer i ptx-udviklingen, som erhvervslivet allerede har givet tilkendegivelser om det seneste år.

Simon Kollerup afviser dog ikke, at statsstøttepuljen til de danske ptx-projekter kan vokse.

“Jeg vil gerne holde muligheden åben for, at vi kan toppe op på et senere tidspunkt.”

610 mio. kr. af støtten er nye midler, mens 240 mio. kr. bliver omdirigeret fra eksisterende puljer. Målet er i det hele taget at skalere ptx-industrien og få prisen på de dyre, klimavenlige brændstoffer barberet ned.

Mere grøn strøm

Ptx-produktionen kræver enorme mængder vedvarende energi fra f.eks. vindmøller og solceller. Derfor roser Dansk Energi den nye støtteaftale, selvom brancheforeningen i maj meldte ud, at regeringen burde afsætte 3 til 4 mia. kr. til de seks danske ptx-projekter.

“Danmark har billig grøn el, vi har teknologileverandører, vi har store transportvirksomheder og et velfungerende energisystem. Derfor har vi alle muligheder for at huse dele af den globale industri, der vil opstå ved europæisk sats på grøn brint. Men det kræver, vi indgår i et europæisk samarbejde om teknologiudvikling, og at der løbende følges op med nationale politiske tiltag,” udtaler Lars Aagaard, adm. direktør i Dansk Energi.

Ørsted skyder gang i første projekt i ny grøn satsning

Det er ikke fastlagt endnu, hvilke ptx-projekter der ender med at skulle realiseres og modtage penge fra støttepuljen eller blive en del af IPCEI for grøn brint. I øjeblikket bliver EU-landenes indstillede projekter vurderet op mod hinanden, for at se hvordan de kan fungere i samspil.

Klimaministeriet oplyser, at den endelige udvælgelse forventes at være færdig i løbet af juli.

Forsiden af Børsen Bæredygtig