BØRSEN BÆREDYGTIG
Finans
Nu kan du se hvor mange træer det koster klimaet når du svinger kreditkortet
Tak, fordi du læser med

Denne artikel kræver normalt abonnement, men er gratis for dig, fordi Danske Bank har finansieret adgang til Børsen Bæredygtig for alle i dansk erhvervsliv.

Danske Bank har ikke haft indflydelse på selve artiklen.

Læs mere om Danske Banks involvering.

Mastercard lancerer ny CO2-beregner, som gør det muligt for kortbrugere at opgøre deres klimaaftryk

Mastercards 3 mia. kunder kan nu følge deres klimaaftryk, når de går på indkøb i den lokale tøjforretning, boghandel eller dagligvarehandel. Selskabets nye beregningsværktøj gør det nemlig muligt for kortbrugerne at se, hvad deres forbrug koster i CO2-udledning.

Det sker ifølge Erik Gutwasser, Mastercard-direktør med ansvar for Norden og Baltikum, som et led i Mastercards bæredygtighedsstrategi, der har til formål at gøre forbrugerne mere bevidste om, hvordan deres gøren og laden påvirker klimaet.

Vi er en af de spillere, der når rigtig mange mennesker i hele verden Erik Gutwasser, direktør, Mastercard

“Vi er som et globalt selskab en af de spillere, der når rigtig mange mennesker i hele verden, og derfor er det også særligt vigtigt, at vi tager ansvar for klimaet og en bæredygtig udvikling. Det er på den måde, at vi kan gøre en væsentlig forskel,” siger han.

Beregneren tager afsæt i forbruget i butikken med afsæt i butikstypen og kalkulerer så med udgangspunkt i det uafhængige Ålands-indeks, hvor meget CO2 forbrugeren har udledt. Forbrugeren kan så efterfølgende få CO2-forbruget opgjort i, eksempelvis hvor mange træer det kræver at absorbere en tilsvarende mængde CO2.

Kulstofberegneren er udviklet i forlængelse af Mastercards klimapolitik, der har som mål at hjælpe forbrugerne med at støtte klimaet.

Ingen præcisering

Mastercard har ikke en individuel opgørelse af CO2-forbruget i den enkelte forretning. Derfor tager opgørelsen ikke højde for, at eksempelvis forskellige tøjforretninger kan have en forskellig udledning alt efter typen af varer.

3 mia. kortbrugere har Mastercard på verdensplan

Beregningen tager heller ikke højde for, præcis hvilke varer den enkelte forbruger køber ind, eller om forbrugeren f.eks. tilvælger særlige varer, der er mindre CO2-bekostelige end andre.

Men det er ifølge Erik Gutwasser den bedste data, de har adgang til.

“Vi gør brug af den data, vi har adgang til i forvejen, og det afgørende for os er, at vi kan hjælpe slutbrugeren med at blive mere bevidst om de indkøb, vedkommende foretager,” siger han og tilføjer:

“En række forbrugere er allerede meget bevidste om, hvordan deres indkøb påvirker CO2-udledningen. Men det er majoriteten ikke, og det er dem, som vi håber, at dette værktøj vil hjælpe.”

Kulstofberegneren gør det muligt for forbrugerne at modtage et snapshot af de kulstofemissioner, deres køb på tværs af en række kategorier bidrager til.

For at give brugerne en indsigt i størrelsen af deres udledning sammenlignes der i beregneren med f.eks. antallet af træer, der kræves for at absorbere en tilsvarende mængde CO2.

Beregneren er udviklet i samarbejde med fintech-virksomheden Doconomy.

Udvikling fortsætter

Men selvom værktøjet nu lanceres, er arbejdet med at udvikle CO2-beregneren ikke færdigt. Et særligt afgørende arbejdspunkt er ifølge Erik Gutwasser at gøre bankerne skarpe på, hvordan værktøjet kan gavne brugerne.

“Det vigtige er nu, at vi får alle banker til at forstå værdien af det her værktøj. Bankerne er vores kontakt til slutbrugerne, og det er dem, som i sidste kan sørge for, at kortbrugerne kender til det her værktøj,” siger han.

Forsiden af Børsen Bæredygtig