Forbrugerrådet Tænk og Rådet for Grøn Omstilling kritiserer, at der øjensynligt ikke er gjort noget for at hjælpe forbrugere til mere viden om certifikater for grøn strøm. Det har regeringen ellers har lovet i snart to år
Grøn og sort el kan være svære at skelne fra hinanden fra kunden. Derfor lovede daværende klimaminister Dan Jørgensen (S) for snart to år siden, at regeringen ville igangsætte arbejde med at “styrke oplysnings- og informationsindsatsen” om oprindelsesgarantierne for vedvarende energi.
Men snart to år efter er det vanskeligt at få øje på, hvordan indsatsen er styrket, og det møder kritik fra flere eksperter og en klimaordfører.
Jeg vil ikke mene, at forbrugerne er mere oplyste om “grøn strøm” i dag Julie Bangsgaard Abrahams, energirådgiver, Rådet for Grøn Omstilling
Oprindelsesgarantierne er også kendt som grønne certifikater og er i korte træk et bevis på, at en vedvarende energikilde som f.eks. en solcelle har produceret en mængde strøm. Certifikatet kan videresælges til elselskaber, der bl.a. kan bruge det til at markedsføre deres strøm som “grøn” over for forbrugerne.
De seneste uger har Børsen afdækket, hvordan flere elselskaber fortsat kan vildlede elkunderne i deres markedsføring af strøm, mens flere eksperter har kritiseret Forbrugerombudsmandens mærkningsordning for grøn strøm, der netop giver virksomheder lov til at markedsføre sig som klimavenlige på baggrund af certifikaterne.
Arbejde i gangKlima-, Energi- og Forsyningsministeriet oplyser til Børsen i en skriftlig kommentar, at oplysnings- og informationsindsatsen er forankret i Energistyrelsen, der løbende opdaterer den på sin hjemmeside.
“Energistyrelsen vil bl.a. arbejde på at tilføje uddybende beskrivelser, som er mere forbrugerrettede. Der er ikke afsat midler isoleret set til indsatsen, som indgår i Energistyrelsens løbende arbejde med at tilpasse og udvikle oprindelsesgarantiordningen,” står der videre i kommentaren.
Faktaboks De grønne certifikater Børsen har de seneste uger fortalt, hvordan markedsføringen af strøm baseret på oprindelsesgarantierne ifølge eksperter kan være med til vildlede forbrugerne. Fordi strømmen kan markedsføres som “grøn”, kan forbrugere tro, at deres strømforbrug ikke skader klimaet. Men det er den samme strøm, der kommer ud af stikkontakten hos alle elkunder. Fokus bør derfor i stedet være at hjælpe virksomheder og forbrugere til at spare på strømmen eller investere i ny vedvarende energi, mener eksperterne. De foreslår, at certifikatmarkedet helt afskaffes.
Med andre ord udestår den forbrugerrettede indsats altså stadig. Hvis man besøger Energistyrelsens hjemmeside, findes der rigtig nok en fane med oplysninger om oprindelsescertifikater, men informationen omhandler kun certifikater for fjernvarme og fjernkøling – altså ikke den strømproduktion, som danske forbrugere skal tage stilling til.
En af kritikerne af de grønne certifikater og markedsføringen af dem er energirådgiver i Rådet for Grøn Omstilling Julie Bangsgaard Abrahams. Hun er heller “ikke stødt på nogen oplysningsindsats fra Klimaministeriet”, lyder det.
“Der er ellers en god intention, da oprindelsesgarantier er svære at forholde sig til som almindelig forbruger. Jeg vil ikke mene, at forbrugerne er mere oplyste om “grøn strøm” i dag, end de var for to år siden,” siger hun. Energirådgiveren kalder det samtidig problematisk, at regeringen har lagt op til at tage hånd om udfordringen med oplysning, uden at der er sket noget.
Hos Forbrugerrådet Tænk har man heller ikke opdaget en oplysnings- og informationsindsats.
“Der er i høj grad brug for forbedret forbrugerinformation omkring både oprindelsesgarantier og klimakompensationsprojekter. Jeg har en vis forståelse for, at der er andre oplysningsindsatser på energiområdet, som Energistyrelsen lige nu prioriterer højere, men på den bare lidt længere bane ligger der en bunden opgave her og venter,” siger chefkonsulent for bæredygtigt forbrug Vagn Jelsøe.
Politisk stilhedBørsen har spurgt klimaordførere i Venstre, SF, Enhedslisten, Alternativet, Dansk Folkeparti og De Konservative om en kommentar til regeringsløftet om forbrugeroplysning.
Kun Mona Juul fra De Konservative kommenterer sagen. Hun kritiserer, at regeringen øjensynligt har “sat gang i noget og lagt det i skuffen bagefter”.
“Det er bare én af de ting i en perlerække af områder, regeringen ikke har taget hånd om. Man er nødt til at følge op på den her indsats, særligt når det tyder på, at forbrugerne står i en sårbar situation, hvor de har brug for vejledning,” siger hun.