Brian er direktør i en import- og handelsvirksomhed, der markedsfører sig som klimaneutral.
Han har bedt alle leverandører tiltræde en erklæring om, at deres varer er klimaneutrale. Selv har Brian nøje opgjort virksomhedens CO2-aftryk og kompenserer for dele af dette ved at købe CO2-kvoter.
Brandingen som en klimaneutral virksomhed har givet en helt særlig markedsposition, og virksomheden trækkes igen og igen frem som et eksempel på, at det kan lade sig gøre at drive klimaneutral virksomhed.
På et møde med en ny bank, som Brian overvejer at skifte til, får han at vide, at banken betragter virksomhedens indløb af CO2-kvoter som en markant trussel mod virksomhedens økonomi, fordi prisen på kvoter står til at stige drastisk de kommende år i takt med, at klimalovgivningen bliver skærpet.
Bankrådgiveren ser det som en væsentlig svaghed, at virksomheden køber kvoter i stedet for at arbejde hårdere på at reducere sit CO2-aftryk.
Efter en længere drøftelse med rådgiveren fra banken kan Brian godt se, at kvoteindkøbene udgør en økonomisk risiko, og at de samtidig risikerer at udgøre et imageproblem.
Han overvejer, hvordan han skal håndtere situationen.
Hvad gør Brian?
- Han vælger det sikre og ser bort fra, hvad han opfatter som bankrådgiverens sortsyn. Han dropper bankskiftet og glædes over, at det går godt og fortsætter, som om intet var hændt.
- Han begynder at handle med de finansielle instrumenter, der knytter sig til CO2-kvoter, for derved at sikre sig mod de værste prisudsving og give sig selv en mulighed for at skjule kvoteudgiften i et større handelsregnskab.
- Han involverer sine ejere i situationen og foreslår et program for egne CO2-reduktioner i virksomheden for på sigt at overflødiggøre CO2-kvotekøb.
Brian bør vælge løsning nr. 3.
Det er ikke nødvendigvis den mest behagelige løsning at skulle fortælle ejerne om risiciene ved kvotekøb.
Det er ekstra ubehageligt for Brian, at han ikke selv langt tidligere har set risikoen og taget de nødvendige forholdsregler.
Men det er bedre at forklare sagen for ejerne med det samme end at vente på, at kvotepriserne stiger, og udgifterne løber løbsk.
Hvis han omvendt vælger en af de to første løsninger, vil risiciene omkring CO2-kvotepriser fortsat være der.
Ud over den økonomiske risiko kan han også risikere, at hans ejere begynder at sætte spørgsmålstegn ved det passende i at købe sig til CO2-neutralitet.
Med løsning 3 skaber han en langtidsholdbar løsning.
Hvis han vælger løsning nummer 1, stikker han hovedet i busken og benægter problemerne. På den måde svigter han sit ansvar som direktør.
Med løsning nummer to kan han afværge konsekvenserne af prisstigninger på kvoterne. Han behandler så kun symptomerne uden at tage fat om selve kernen.
