BØRSEN BÆREDYGTIG
1
Bæredygtig
Iværksætter vil helst undgå investorer: Du sælger en idé til investorerne - men potentielt sælger du også dig selv
2
Pro selvstændig
Smv’erne kæmper med tre store udfordringer, når de kaster sig over den grønne omstilling
Bæredygtig
Iværksætter vil helst undgå investorer: Du sælger en idé til investorerne - men potentielt sælger du også dig selv
Tak, fordi du læser med

Denne artikel kræver normalt abonnement, men er gratis for dig, fordi Danske Bank har finansieret adgang til Børsen Bæredygtig for alle i dansk erhvervsliv.

Danske Bank har ikke haft indflydelse på selve artiklen.

Læs mere om Danske Banks involvering.

Stifter Carsten Andersen fra Scan Underlay gik utraditionelt til værks, da han skabte sin virksomhed, der bruger udtjente bildæk

Den typiske iværksætterfortælling indeholder elementer som at leve for lud og koldt vand, arbejde 80 timer om ugen og ikke se sin familie i flere år. Men sådan behøver det ikke være, hvis det står til iværksætter og opfinder Carsten Andersen fra Galten.

“Når jeg hører Jesper Buch sige i tv-programmet Løvens Hule, at han under opbygningen ikke så sin familie i seks-syv år, så tænker jeg, at han må have betalt en høj pris. Jeg går virkelig op i at være i balance. Om morgenen skal jeg smile til mig selv i spejlet,” siger han.

Carsten Andersen står bag den grønne virksomhed Scan Underlay, som stille og roligt vokser, men han erkender også, at dogmet om at bevare en sund livsbalance har sin pris. Blandt andet forudsætter den, at han siger nej til investorer, fordi han frygter, at det vil gøre ham til en slave, som han udtrykker det.

På trods af det klarer virksomheden sig rigtig godt, og det er lykkedes ham at skabe en mindre produktionsvirksomhed, der har fået godt fat i markedet. Scan Underlay blev stiftet i 2015. Virksomhedens råmateriale er udtjente bildæk. Allerede nu prydes hjemmesiden med flere grønne certificeringer.

Find en billig og tilgængelig råvare, der er masser af. I Scan Underlays tilfælde var det brugte bildæk. Find et nicheområde. For eksempelvis vil mange i dag gerne genanvende tekstil til isolering, men det er et svært marked, fordi der allerede sidder store aktører på markeder for isoleringsmaterialer. Ved at gå nichevejen kan man bedre starte småt. Lær at leve livet og vær i balance med dig selv. At være iværksætter skal være en smuk rejse.

Dug absorberer lyd

På ti brugte og aflagte maskiner fra den europæiske industri producerer han en lydabsorberende gummitekstildug flettet af polyester og gummi fra udtjente bildæk. En af dugens særlige egenskaber er dens evne til at absorbere lyd. Vibrationerne fra lyden “forsvinder ind i materialet”, som Carsten Andersen forklarer det.

Derfor finder dugen nu vej til de store betonbyggerier, hvor der siden 2008 har været stramme krav til lydisolering. Scan Underlays dug lægges ind mellem huldækket og det øvre betonlag for at absorbere vibrationer. Således vil beboere og gæster i kendte byggerier som Pasteurs Tårn i den københavnske bydel Carlsbergbyen, det nye Universitetshospital i Odense og Danmarks højeste byggeri, Lighthouse i Aarhus nyde godt af effekten.

“Vi er blevet taget virkelig godt imod. Vi er i 300 nybyggerier i Danmark indtil videre. Som min søn siger, så tror han virkelig på, at der er noget at bygge på i denne virksomhed,” siger Carsten Andersen med stolthed over, hvad han har opnået.

Svært at få et almindeligt lån

Carsten Andersen har i løbet af årene opnået en del. Lige siden 1998 har han været opfinder, oplyser han. Han har altid haft et princip om at undgå investorer, og det har et stykke henad vejen gjort processen mod at opbygge en levedygtig virksomhed vanskeligere. Men det er også forklaringen på, at han er i balance, som han selv udtrykker det.

“Hvis du går til nogle af de store investorer, så sælger du en idé, men du sælger potentielt også dig selv, og så risikerer du at miste din fulde indflydelse på, at noget skal lykkes. Du kan ende med at blive din egen værste fjende,” siger han.

“Min tilgang gør jo, at jeg fra begyndelsen måtte lægge ud med at bygge en mindre fabrik, end jeg måske kunne have gjort, hvis jeg havde haft investorer,” tilføjer han.

Og det er måske den del, der ærgrer ham mest – at det er vanskeligt at få et helt almindeligt lån. Heller ikke i den offentlige palet med erhvervsfremmende tilbud er det nemt.

Det (offentlig erhvervsfremme, red.) er som oftest ren pottetræning, og det har vi ikke brug for Carsten Andersen, adm. direktør og ejer, Scan Underlay

“Der er mange, der gerne vil hjælpe os. Jeg bliver ofte ringet op fra forskellige offentlige aktører – ikke mindst forbi vi er en grøn virksomhed. Men det, de kan tilbyde, er typisk konsulenter, der skal hjælpe os. Men det er som oftest ren pottetræning, og det har vi ikke brug for. Det, en virksomhed som vores har brug for, er maskiner, materialer og test,” forklarer han.

Genbrug som livsfilosofi

Uden en bugnende pengetank måtte han gå en anden vej, da han byggede sin fabrik.

Allerede i 2008 havde han fået idéen til at bruge de store mængder af gummi fra bildæk og væve dem sammen med polyester og dermed skabe en ny type gummitekstil. Han patenterede både teknologien og fremstillingsprocessen. Det hele klares i en arbejdsgang, mens mange andre producenter skal bruge flere skridt i monteringen, forklarer Carsten Andersen.

“Jeg har altid været fascineret af at genbruge ting. Det er lidt en livsfilosofi, at jeg gerne vil gøre noget godt for kloden på den måde,” siger han.

Der skulle dog gå nogle år, før han fik realiseret idéen. Men da han i 2014 blev ramt af rygsmerter og var sengeliggende i tre måneder, brugte han tiden på at google sig frem til aflagte industrimaskiner i Europa med henblik på at etablere fabrikken.

“Kun en ud af de ti maskiner, jeg købte, var ny, de andre var brugte. Jeg fandt bl.a. et gammelt filteranlæg fra Skandinavisk Tobakskompagni og en maskine, der havde været anvendt til bulgarsk tekstilproduktion,” fortæller han.

Her kom hans baggrund som klejnsmed til gavn og lysten til at designe en maskinhal i tre-d-programmer. I dag kan han godt se, at det var et lidt vildt projekt.

Jeg fandt bl.a. et gammelt filteranlæg fra Skandinavisk Tobakskompagni og en maskine, der havde været anvendt til bulgarsk tekstilproduktion Carsten Andersen, adm. direktør og ejer, Scan Underlay

“Jeg har da sommetider rystet på hovedet af, at jeg kastede mig ud i det, men jeg var lidt yngre dengang, og så har man mere den holdning, at det nok skal gå,” siger han.

Og det gjorde det jo også, eftersom fabrikken i dag kører på niveau med et nyt fabriksanlæg, som han understreger.

Gennembrud på Slagelse Sygehus

Slutproduktet viste sig i øvrigt at ramme en helt anden målgruppe, end han først havde tænkt.

“Vi havde set vores dug som et gulvunderlag baseret på genanvendelige materialer, men på det marked var vi oppe imod store spillere og ikke mindst produkter fra Kina. Det var faktisk min søster, der er salgschef, der en dag kom hjem og fortalte, at hun muligvis så markedet et andet sted.”

En test af Scan Underlays gummitekstildug imellem betondækkene i nybyggeriet på Slagelse Sygehus viste sig at have en god effekt på lyden. Entreprenørerne har tidligere typisk brugt bobleplast for at reducere lyden imellem betonlagene, men bobleplast kan punktere med tiden, og dermed forsvinder lydreduktionen.

“Vi giver evighedsgaranti. Vores produkt holder i hvert fald 500 år, og det er mere, end mange byggerier vil kunne holde,” oplyser Carsten Andersen.

Hans drøm er også at få hul på markedet i udlandet. Han har startet et samarbejde med et af de største brands inden for lyd, siger han uden at nævne navne, fordi de manglede en grøn profil i deres produktsortiment.

Stiftet i 2015 af Carsten Andersen. Virksomheden har otte ansatte. Bruttofortjeneste i 2020: 3,5 mio. kr. Kilde: BiQ

“Vi er eksempelvis også til stede i Australien, hvor vi er i gang med de første spadestik i forhold til at opbygge franchiseaftaler. Det gode ved vores koncept er, at der er brugte bildæk overalt,” siger han.

Udfordringen er at skalere virksomheden uden den ekstra kapital, som investorer ville kunne byde ind med. Derfor er forudsætningen for hans drømme, at virksomheden konsoliderer sig i takt med, at den vokser.

“Sidste år voksede vi med 15 pct., i år vokser vi med 30 pct. Jeg så gerne, at det blev fordoblet hvert år,” siger han om sin ambitioner og åbner døren en lille smule på klem i forhold til at få hjælp til væksten med midler udefra.

“På trods af bekymringen om at miste min frihed, må jeg dog indrømme, at hvis den rette investor kontakter mig med de rigtige hensigter, så tager vi en kop kaffe.”

LÆS MERE OM SAMME EMNE
Pro selvstændig
Smv’erne kæmper med tre store udfordringer, når de kaster sig over den grønne omstilling

Det er svært at være en lille, ny virksomhed, når man skal slå til i forhold til den grønne omstilling. Det mener en række smv’er, der har deltaget i en ny rundspørge, Børsen Pro Selvstændig har foretaget blandt en række grønne startups.

“Den største udfordring er konkurrencen med traditionelle virksomheder, som har en økonomisk og regulativ fordel i at være en del af det gamle system,” skriver Nord Nutrition, som er ved at udvikle en serie veganske kosttilskud baseret på naturlige, nordiske ingredienser.

Nord Nutrition er en af de 20 smv’er, der har svaret på, hvad deres største udfordring er som grøn iværksætter. Og her går hovedsageligt tre udfordringer igen:

1. At arbejde med værdikæden, herunder leverandører, partnere og forbrugere.

2. At skaffe finansiering eller have et økonomisk incitament til at vælge grønt frem for konventionelt.

3. At være en lille, ny spiller vs. etablerede spillere.

Især de økonomiske aspekter fylder for smv’erne, der blandt andet oplever, det kan være svært at nå bæredygtige mål, samtidig med at de sikrer virksomhedens økonomiske vækst.

“Vi vil bevare al vores produktion lokalt i Danmark, og det har vi nogle udfordringer med, hvis vi samtidig skal gå til markedet med nogle ordentlige priser og holde vores produkt så bæredygtigt, som det er på nuværende tidspunkt,” skriver designvirksomheden A Circular Design Studio.

Og hos Copenhagen Cartel, der blandt andet producerer badetøj, sportstøj og yogatøj ud af plastik fra havet, savner de økonomisk incitament samt politisk handling til at fortsætte med at udvikle inden for bæredygtighed.

“Lige nu er der ikke økonomisk incitament til at være den allergrønneste af dem alle eller for at have allerstørst positiv impact på mennesker og klima. Det burde der være; så ville verden være et meget bedre sted for alle,” skriver Copenhagen Cartel.

Betterbox, der leverer økologiske og bæredygtige snackbokse, byder ind med, at den største udfordring er at finde balancen mellem den grønne drøm, der skal ud at leve, og samtidig være en forretning, der løber rundt.

Hos hudplejevirksomheden Nøie har man øjnene rettet mod værdikæden.

“Vores største udfordring er en værdikæde, som er langsom til at omstille. Viljen og intentionen er der, men der mangler noget reel handling bag det,” skriver Nøie.

Forsiden af Børsen Bæredygtig
BØRSEN BÆREDYGTIG
21. sep 2021