BØRSEN BÆREDYGTIG
Bæredygtig
ISS skal sælge overskudsmad i poser for at undgå spild i kantiner
Tak, fordi du læser med

Denne artikel kræver normalt abonnement, men er gratis for dig, fordi Danske Bank har finansieret adgang til Børsen Bæredygtig for alle i dansk erhvervsliv.

Danske Bank har ikke haft indflydelse på selve artiklen.

Læs mere om Danske Banks involvering.

ISS indgår samarbejde med madspildsfirmaet Too Good To Go i sine 250 kantiner for at få en mere bæredygtig profil. Udfordringen bliver at gøre det så nemt som muligt for kantinekunderne at benytte sig af madspildsløsningen

Hos servicegiganten ISS Facility Services A/S bliver ca. 5 til 10 pct. mad smidt ud. Det niveau er ISS nået efter fem års indsats. Slutmålet er helt at udrydde madspild i koncernen, der driver 250 af kantiner og dermed er en af de største danske kantineudbydere.

Nye anretningsmetoder og ændrede rutiner i kantinerne har skubbet til spildprocenten, men nu prøver ISS at nå længere ned med et nyt samarbejde med den danske madspildsapp Too Good To Go. Det fortæller Maja Volquards Hesselholt, der er direktør for ISS Food Services DK.

Hvorfor vil ISS indgå en aftale med Too Good To Go?

“Vi er generelt på en bæredygtighedsrejse med fokus på initiativer, der kan være med til at rykke den grønne agenda. Vores kunder efterspørger grønne initiativer, og dem vil vi gerne understøtte. Ligesom vores medarbejdere er interesserede i bæredygtighed.”

Hvorfor er det ISS’ opgave at bekæmpe madspild?

“På den helt store klinge så ender en tredjedel af verdens mad som madspild.

Det er en vigtig agenda, og vi kan som en af de største kantineleverandører konkret gøre en forskel.

Desuden er madspild en sag, der er på alles læber, og hvor vi med det samme kan gøre en konkret og synlig forskel.”

Hvilke fordele giver det ISS at samarbejde med Too Good To Go?

“Too Good To Go er en velkendt platform for danskerne, og derfor håber vi, den vil have større gennemslagskraft og være med til at fremme den bæredygtige adfærd både hos kokke og gæster.

For os som virksomhed er det smart med et partnerskab med en etableret virksomhed, fordi vi får målbart og konkret data, som vi kan dele. Vi kommer med andre ord til at kunne følge arbejdet med at begrænse madspild helt tæt.”

Hvad er udfordringerne ved et samarbejde om madspild?

“Alt, der sænker madspildet, er en succes. Men vi skal selvfølgelig hjælpe folk i den rigtige retning.

Derfor vil vi lave kampagner for kokke og gæster. Det betyder konkret at lave informationsmateriale, så man nemt forstår idéen bag madspildskampagnen og så især at lave et godt servicesetup. Det skal være nemt valg at begrænse madspild og købe rester med hjem. Hvis man som gæst bliver udfordret på det, skal det være nemt at se, hvordan man løser det.”

Forsiden af Børsen Bæredygtig