BØRSEN BÆREDYGTIG
Bæredygtig
“I gamle dage hed det bare naturbevaring”
Tak, fordi du læser med

Denne artikel kræver normalt abonnement, men er gratis for dig, fordi Danske Bank har finansieret adgang til Børsen Bæredygtig for alle i dansk erhvervsliv.

Danske Bank har ikke haft indflydelse på selve artiklen.

Læs mere om Danske Banks involvering.

Hedeselskabet sælger “blå biomasse”, “klimaskov” og “grøn service”

Natur og biodiversitet lyder ikke som varer, man kan hive ned fra hylderne i en butik. Men sådan står det næsten til hos Hedeselskabet, der har arbejdet med drift og service af danske skov- og landbrugsarealer i over 150 år. Sidste år lancerede klenodiet en decideret grøn strategi med navnet “Naturlig Vækst”. Målet er at fokusere på produkter, der skal gavne CO2-optaget gennem den danske natur og skabe mere biodiversitet.

Forretningen foregår gennem virksomheden Hededanmark, der i 2020 omsatte for 1,7 mia. kr. og er en af Danmarks største jordforvaltere. Adm. direktør Torben Friis Lange fortæller, at fokus på biodiversitet i dag er et tydeligt konkurrenceparameter.

“Det med natur er som sådan slet ikke nyt for os, men vi har valgt at fokusere på området ud fra nye tendenser og en mere opsøgende adfærd, så vi kan bidrage til vores kunders og partneres ønsker om at bidrage til biodiversitet. I gamle dage hed det bare naturbevaring.”

Derfor kan man i dag købe ydelser under overskrifter som “Blå biomasse”, “Klimaskov”, og “Grøn service”, der skal sikre bevaring af flere plante- og dyrearter i forskellige økosystemer.

“Vi kan bl.a. forvalte skove for vores kunder efter principper, der skal bidrage til flere dyrearter i stedet for, at der kun er fokus på den maksimale udnyttelse af produktionsapparatet. Det samme kan vi gøre med landbrugsarealer. Men det kræver indsigt i alt fra hvilken natur i lokalområdet, man kan bidrage til, over hvilke typer maskiner, man bruger, og næringsindholdet i jorden, man vil anlægge på,” fortæller Torben Friis Lange, der tilføjer, at den brede indsigt ofte ender i helt konkrete tiltag, der kan virke som banaliteter.

“I gamle dage betalte man f.eks. for at få kørt sten væk fra marker og skove, men ved at lade dem ligge eller samle dem i diger og bunker, kan man reelt skabe gode levevilkår for en række dyr og planter, der ellers ikke ville trives.”

Forsiden af Børsen Bæredygtig