BØRSEN BÆREDYGTIG
Grøn teknologi
Vandselskab fik fire minutter til at blive del af stort tekstilprojekt
Tak, fordi du læser med

Denne artikel kræver normalt abonnement, men er gratis for dig, fordi Danske Bank har finansieret adgang til Børsen Bæredygtig for alle i dansk erhvervsliv.

Danske Bank har ikke haft indflydelse på selve artiklen.

Læs mere om Danske Banks involvering.

Aquaporin, der udvikler løsninger til vandrensning, er med i samarbejde med modegiganter og andre i værdikæden om at sikre mere bæredygtig tekstilindustri

Peter Holme Jensen havde fire minutter til at få sin virksomhed Aquaporin med i loopet.

I 15 år har han arbejdet med proteinet aquaporin, der filtrerer vand og findes i alle levende celler fra menneskers nyrer til træernes blade. Nu skal teknologien arbejde i tekstilindustrien, der er kendt for at bruge enorme mængder vand, når der produceres tøj. En branche, selskabet netop har udset sig som et af tre fokusmarkeder.

De fire minutter for snart tre uger siden blev brugt rigtigt over for Fashion for Good, der arbejder på at transformere den udskældte industri i en bæredygtig retning.

Beviset

I dag er Aquaporin blevet optaget i organisationens program sammen med ni andre selskaber, der skal samarbejde med store modehuse som Adidas, C&A og Bestseller om at ændre tekstilproduktionen i Sydøstasien i en bæredygtig retning.

“Vi forventer de næste ni måneder at køre et pilotprojekt, som beviser, at vores teknologi kan bruges til at genbruge vand fra forskellige spildevandsstrømme i tekstilproduktionen,” siger Peter Holme Jensen.

“Vandet skal tilbage til udgangspunktet. I stedet for at udlede 1000 kubikmeter spildevand om dagen, kan en fabrik genbruge op til 98 pct. af vandet igen. Vi skal have aquaporin-teknologien ind i hele økosystemet i vandbehandlingen på en tekstilfabrik.”

Aquaporins vandmembraner er dækket af et tyndt lag aquaporiner, der er med til at afvise kemikalier, farver og andre forurenende stoffer, der findes i spildevandet fra tekstilproduktionen. Dermed kan stort set al vand genbruges igen, forklarer stifteren.

En kæmpe mulighed

Tekstilindustrien spiller en afgørende rolle i det globale forbrug af vand og ikke mindst i forureningen. 20 pct. af al vandforurening kan ledes tilbage til processer i forbindelse med forbehandling, indfarvning og efterbehandling af tekstiler. Fabrikkerne bruger 90.000 mia. kubikmeter vand om året, mens der i hele Danmark tilsammen bruges 1 mia. kubikmeter vand årligt.

Ifølge Peter Holme Jensen er den største udfordring netop at få teknologien ordentligt på plads på fabrikkerne. Stifteren håber derfor på en god integration mellem den danske teknologi og dem, der skal bygge det samlede spildevandssystem på fabrikkerne.

“Det er en kæmpe mulighed for Aquaporin. Der er mange spillere i industrien, hvorfor det er vigtigt at kunne vise solide referencer, når man introducerer ny og innovativ teknologi. Det er en flaskehals, du skal igennem, men når du først er igennem, åbner der sig en verden af muligheder,” siger han og regner med, at projektet vil åbne døren til en række fabrikker, da samarbejdet også inkluderer de store modehuse.

“Vi har allerede adskillige meget konkrete kunder, som vi er i dialog med, men det er stadig på pilotstadiet. Men én kunde kan åbne døren til ti-20 fabrikker.”

Aquaporin er kommercielt aktiv inden for tre markeder. Det ene er drikkevandsløsninger til husholdninger, hvor især Sydeuropa er et fokusområde og et marked, der ifølge Peter Holme Jensen repræsenterer en værdi på omkring 30 mia. euro i dag og vokser 10-11 pct. om året. Aquaporin kan ramme et marked på ca. 8 mia. euro svarende til 30 pct. af det samlede.

Det andet er rensning af industrielt spildevand i tekstilindustrien, mens det sidste marked handler om processering af fødevarer og herunder særligt kaffe. Her er selskabet i gang med pilotstadiet sammen med ledende kaffemærker.

Selskabet, der har 70 ansatte, havde i 2019 en omsætning på 6 mio. kr. og et underskud på 70,6 mio. kr.

Forsiden af Børsen Bæredygtig