BØRSEN BÆREDYGTIG
Grøn teknologi
Milliardstore investeringer retter sig mod CO2-teknologi
Tak, fordi du læser med

Denne artikel kræver normalt abonnement, men er gratis for dig, fordi Danske Bank har finansieret adgang til Børsen Bæredygtig for alle i dansk erhvervsliv.

Danske Bank har ikke haft indflydelse på selve artiklen.

Læs mere om Danske Banks involvering.

CO2 står i klimakampen som den store synder. Men hvis man ved hjælp af teknologi kan få fanget, lagret eller udnyttet den til nyt brændstof, er den udskældte gas pludselig et aktiv.

Det ved man godt i Danmark, hvor man fra politisk side har stor tiltro til, at CO2-fangst kan spille en rolle i den grønne omstilling. Universiteterne forsker i de teknologiske muligheder og ikke mindst udnyttelsen, ligesom flere virksomheder ser på forretningspotentialet i fangsten, især de store rådgiverhuse herhjemme.

En billion dollar

I USA er man dog et helt andet sted; meget længere fremme. CO-teknologi er under betegnelsen carbontech blevet en milliardstor industri, der kun er ved at vokse sig større. Carbontech- iværksættere vil potentielt kunne finde en investeringsvilje og et økosystem Katrine Paaby Joensen, direktør for Innovation Centre Denmark i Silicon Valley

Det vurderer Katrine Paaby Joensen, der er generalkonsul og direktør for Innovation Centre Denmark – et samarbejde mellem Udenrigsministeriet og Uddannelses- og Forskningsministeriet – i Silicon Valley og iagttager af teknologiudvikling og grøn omstilling.

Hun fremhæver resultaterne i en ny rapport fra Stanford University, der afsøger mulighederne for CO2-fangst og lagring i USA, og som spår et amerikansk marked på mere end en billion dollar.

“I Californien er der stigende opmærksomhed på investeringer i carbonteknologier. Markedet drives dels frem af regulatoriske rammer, herunder standarder for “low carbon fuels”, dels af virksomhederne, der i stigende grad erkender behovet for at bidrage til den grønne omstilling ved ikke blot at reducere, men også at indfange deres udledning,” siger hun.

Interesse fra tech-giganterne

På globalt plan viser en anden rapport fra den californiske brancheorganisation Carbon 180, at det verdensomspændende marked for carbon-tech skønnes at nå op på knap 6 billioner dollar.

Det er enorme summer og måske en af årsagerne til, at carbontech har fanget interessen fra de store tech-giganter og hele startupmiljøet i Californien.

Elon Musk tweetede f.eks. i slutningen af januar, at han ville sende 100 mio. dollar i retning af en prisuddeling for bedste CO2-fangst. På Twitter-tråden blev der humoristisk spurgt, om han mente et træ.

Men når man er færdig med at trække på smilebåndet, er det et klart signal om, at der er stor appetit på carbontech, lyder det fra Katrine Paaby Joensen, der også noterede sig en stor interesse på den anerkendte konference Verge 20, der blev afholdt i oktober med mere end 10.000 deltagere.

Økosystem

Innovationscentret har endnu ikke hjulpet danske iværksættere eller virksomheder ind i carbontech-kredsløbet, men potentialet er der.

“For danske virksomheder med innovative teknologier, som f.eks. kan indfange eller lagre carbon i nye produkter, er der gode forretningsmuligheder. Virksomheder, der søger viden, kan hente inspiration i Silicon Valley. Og carbontech-iværksættere vil potentielt kunne finde en investeringsvilje og et økosystem, som kan hjælpe med at skalere deres teknologi,” siger Katrine Paaby Joensen.

At carbontech er et af de nyere teknologiske felter, kan dog gøre det mere usikkert for danske virksomheder at stå på den amerikanske carbontech-bølge.

“Carbonøkonomien er under udvikling, og det er fortsat uvist, hvilke teknologier der vinder indpas og kan gøres rentable. Det giver selvfølgelig højere risici, særligt når der er tale om anlægstunge teknologier. Men det er jo en generel udfordring for mange grønne teknologier,” siger direktøren.

Forsiden af Børsen Bæredygtig
BØRSEN BÆREDYGTIG
23. feb 2021