Med Forbrugerombudsmandens kvikguide til grøn markedsføring fulgte en tiltrængt debat om kriterier, krav og begreber i det bæredygtige byggeri, vi alle gerne vil fremme.

Bæredygtigt byggeri sælger billetter hos investorer, fordi ejendomme ofte stiger i værdi, når der er blevet arbejdet med bæredygtige kvaliteter. Efterspørgslen er slet og ret større.

Der kan det være fristende at hæfte betegnelser som bæredygtigt byggeri eller CO2-negativt byggeri på sit projekt.

Men for specialister, der arbejder med livscyklusvurderinger (LCA), DGNB-certificeringer og CO2-regnskaber i det daglige, er det forstemmende at se, hvor lemfældigt flere aktører i branchen bruger de ganske præcise, men krævende krav og begreber, der ligger til grund for et byggeris CO2-regnskab.

Klimanegative byggerier vækker opsigt og får omtale i medierne, fordi de fleste journalister af gode grunde ikke har mulighed for at efterprøve beregningerne.

Enten er de involverede rådgivere på projektet ikke omhyggelige nok, eller også har de ikke tilstrækkelige kompetencer til at foretage nødvendige beregninger til at dokumentere CO2-regnskabet.

Uanset hvad er der tale om greenwashing, som vi som branche ikke kan være tjent med.

At foretage LCA-beregninger på et byggeri er krævende og forudsætter en systematisk tilgang.

Problemet med de opsigtsvækkende klimanegative byggerier er, at projektejerne ikke informerer om grundlaget for projektets LCA- og CO2-regnskab.

Det er vigtigt at afgrænse opgaven fra start. Forskellige metodeafgrænsninger giver nemlig forskellige resultater.

Derfor er det afgørende for forståelsen af et projekts CO2-regnskab at informere om grundlaget for ikke at vildlede investorer og forbrugere.

En livscyklusvurdering skal inkludere alle relevante faser i bygningens livscyklus som produktion, konstruktion, brug samt endt levetid, også kaldet cradle to grave – eller endnu bedre cradle to cradle.

Ellers er der ikke tale om en livscyklusvurdering.

I DGNB og den Frivillige Bæredygtighedsklasse har man valgt at fokusere på livscyklusmoduler fra alle faser af en bygnings livscyklus.

Problemet med nogle af de såkaldt klimanegative byggerier er, at de har brugt biogene materialer som træ, tang og siv, der optager CO2, som lagres i produktets vækstfase og indgår i LCA’ens produktionsfase.

Beskriver rådgiveren ikke tydeligt, at der kun er regnet på produktionsfasen, kan investorer og andre forledes til at tro, at det er et CO2-negativt produkt. Det er det ikke.

Når man inkluderer endt levetid og ikke genbruger træet i nye konstruktioner, vil præcis samme mængde CO2 optaget i vækstfasen udledes til atmosfæren igen.

Et andet forhold, som også behandles lemfældigt i branchen, er forskellen på klima og miljø. Klima omhandler kun miljøpåvirkningskategorien GWP (globalt opvarmningspotentiale), der måles i enheden kilo-CO2-ækvivalenter.

Miljø omfatter flere kategorier, bl.a. forsuring og ozonnedbrydning, som også beregnes gennem en LCA.

Biodiversitet og miljøfarlige stoffer bør også indregnes, men er svære at beregne gennem en LCA. Derfor skal rådgivere medtage andre miljøpåvirkningskategorier for at vurdere projektets miljømæssige bæredygtighed, inden de smykker byggeriet med de grønne termer.

Netop forskellen mellem klima og miljømæssig bæredygtighed tager en certificering som DGNB højde for.

Den stiller samtidig krav om en LCA i alle faser, hvilket gør DGNB til et solidt værktøj, som gør byggeriets bæredygtighed konkret, mål- og dokumenterbar.

Forbrugerombudsmanden baserer sin tilgang til bæredygtighed på Brundtland-rapporten; man kommer ikke i mål med absolut bæredygtighed med den Frivillige Bæredygtighedsklasse eller en privat certificering.

Vi opfordrer til, at det sker med en stringent metode, en klar afgrænsning og transparent dokumentation, så vi ikke stikker investorer og forbrugere blår i øjnene.