BØRSEN BÆREDYGTIG
Bæredygtig
De professionelles cykeludstyr får nyt liv i Kastrup: "Det var der faktisk flere af holdene, som grinte lidt af i begyndelsen"
Tak, fordi du læser med

Denne artikel kræver normalt abonnement, men er gratis for dig, fordi Danske Bank har finansieret adgang til Børsen Bæredygtig for alle i dansk erhvervsliv.

Danske Bank har ikke haft indflydelse på selve artiklen.

Læs mere om Danske Banks involvering.

Det er en skam, at godt udstyr skal gå til spilde, fordi sportsfolk får nye sponsorater. Det mener Proowned, der gør problemet til en cirkulær forretning

Alt fra svedundertrøjer henover bremseklodser til fantomdragter og sponsormalede cykelstel bliver købt og solgt videre af Kastrup-baserede Proowned. Virksomheden gør nytte af professionelle cykelrytteres brugte udstyr, der ellers ofte bliver kylet ud, når sæsonen er slut, og sponsoraterne skifter. Vi må indse og arbejde med, at vi ikke kan være verdensmestre i bæredygtighed på alle områder Oscar Bjørn Rosager, stifter og adm. direktør, Proowned

Stifter og adm. direktør i Proowned, Oscar Bjørn Rosager, mener også, at andre sportsgrene kan få gavn af en lignende model.

Hvilken tanke satte gang i jeres forretningsmodel?

“Jeg har altid gået op i cykling og spurgte en ven, der er professionel rytter, om det ikke var bøvlet hele tiden at skifte udstyr og tøj, fordi man får nye sponsorer – sådan er cykelsport. Og jeg fandt ud af, at rigtig meget godt udstyr ender med at gå til spilde, så vi så en mulighed i at købe udstyret fra de professionelle hold. Nu er det fem år siden, og i dag køber vi også ting som ødelagte cykelhjul af carbon. Det var der faktisk flere af holdene, som grinte lidt af i begyndelsen, men vi har fundet ud af at lave de ødelagte hjul om til tøjbøjler. Så nu er der flere af holdene, vi arbejder med, der har spurgt, om de kan købe bøjlerne. Det er ret fedt.”

Hvad er de vigtigste udfordringer i jeres arbejde med den cirkulære forretningsmodel?

“Vores koncept baserer sig på genbrug, hvilket ikke har været særlig kendt eller velset indenfor sportsudstyr, så det har vi brugt mange kræfter på at få vendt opfattelsen af. Nu har vi kunder i 75 lande, og der er rigtig mange, som synes, det er fedt at kunne køre rundt i sine idolers trøje.

Noget af det sværeste er ambitionen om at være en ansvarlig virksomhed hele vejen igennem. Vi må indse og arbejde med, at vi ikke kan være verdensmestre i bæredygtighed på alle områder hele tiden. Men hvis vi tackler en ting af gangen, kan vi nå mærkbare resultater. Nu optimerer vi f.eks. standarderne for vores emballager, når vi sender varer ud, så vi fragter og pakker så skånsomt som muligt. Når man vokser, kan det være svært at fokusere på bæredygtighed alle steder, så det hjælper at have nogle fokusområder.”

Hvilke andre områder kan få gavn af en forretningsmodel som jeres?

“Jeg tror, alle kan få noget ud af at tænke i genbrug og måske især modebranchen. Men hvis man ser på sportsverden alene, kræver det nok, at man tager fat i en anden sport, der ligesom cykling afhænger enormt meget af udstyr. Det er f.eks. ikke dyrt at komme i gang med fodbold.”

Forsiden af Børsen Bæredygtig