BØRSEN BÆREDYGTIG
Bæredygtig
Når skovbrande, oversvømmelser og mangel på råvarer slår ned: Klimaets ændringer rammer hver fjerde virksomhed
Tak, fordi du læser med

Denne artikel kræver normalt abonnement, men er gratis for dig, fordi Danske Bank har finansieret adgang til Børsen Bæredygtig for alle i dansk erhvervsliv.

Danske Bank har ikke haft indflydelse på selve artiklen.

Læs mere om Danske Banks involvering.

Klimaforandringer rammer mere end hver fjerde virksomhed i form af manglende ressourcer, skovbrande og usikker lovgivning, viser en ny undersøgelse fra Deloitte

Sommeren 2018 var blot ét år fra at blive den tørreste i 100 år. Tørken kunne ikke kun aflæses på det hobetal af mennesker, der søgte mod strandene. Også i detailbutikkernes grøntafdelinger satte det varme vejr sine spor med mangel på grøntsager som peberfrugter og agurker, som Coop får fra Sydspanien, husker csr-direktør i detailgiganten Signe Frese.

Ændringer i klimaet med stigende temperaturer og de afledte katastrofer deraf rammer i dag hver fjerde virksomhed, der oplever mangel på ressourcer, forstyrrelser på driften, hvis faciliteter bliver ødelagt eller beskadiget, og manglende muligheder for forsikring. Det viser en global undersøgelse fra Deloitte, hvor 750 topchefer har svaret på, hvad klimaforandringer betyder for forretningen.

Selvom peberfrugter og agurker for tre år siden var i en dårlig stand, valgte Coop alligevel at tage, hvad der var, så producenterne kunne afsætte varerne.

“Vi kan mærke forandringerne allerede i dag,” siger Signe Frese og peger på, at øgede vandstande kan skabe en udfordring på forsikringssiden, hvis butikker fremover får flere vandskader.

“Og så er der priserne på råvarerne, der kan forandre sig. Sikkerheden for udbuddet vil helt sikkert ændre sig, selvom det er lidt længere ude i horisonten.”

Sikker lovgivning

En af de nævneværdige tendenser i undersøgelsen er, at virksomheder ser ud til at anerkende konsekvenserne af, at lovgivningen på klimaområdet ændrer sig og bliver skarpere, mener Helena Barton, partner og leder af climate & sustainability i Deloitte.

“Flere og flere virksomheder efterspørger tydeligere lovgivning for at understøtte og accelerere deres klimainitiativer, så spillereglerne kan komme på plads, både lokalt og globalt, og så de bedre kan forberede sig på fremtiden. Noget af det værste for en virksomhed er usikkerhed,” siger hun.

På europæisk plan er lovgivning for klimarapportering på trapperne, mens eksperter og erhvervslivet på dansk jord efterspørger klarhed over, hvad det f.eks. skal koste at udlede CO2.

Samtidig kræver halvdelen af virksomhederne, at deres partnere i leverandørkæden møder specifikke krav på klima. Det er også en dagsorden hos Coop, som vil reducere CO2-udledningen fra leverandører og værdikæde med 1 mio. ton inden 2030.

I første omgang handler det om skabe højere viden hos mindre leverandører om klimaregnskab og data.

“Der er ingen tvivl om, at Coop kommer til at stille det som et krav inden for en overskuelig fremtid, fordi vi ved, det er sådan, vi kan skabe omstilling i værdikæden,” siger Signe Frese.

Data stor udfordring

Specielt krav til rapportering har sat spotlight på klimaregnskaber. En af de største udfordringer for virksomheder er at skaffe så fuldstændige og valide data som muligt, mener Barton.

“Alle er sådan set enige om, at der skal mere og bedre rapportering til, men det kræver, at der er styr på indsamling og behandling af klimadata hos en virksomhed. Så vil både virksomhederne selv og investorer få bedre indsigt i virksomhedens klimaperformance og potentiale i fremtiden.”

Flere har frygtet, at coronapandemien ville bremse momentum på klimaarbejdet. Og 65 pct. af virksomhederne vil i nogen grad skære midlertidigt ned for initiativerne pga. pandemien. Helena Barton er dog ikke nervøs for den udvikling, da 34 pct. vil fastholde eller accelerere indsatsen.

“Man kunne have frygtet, at flere satte det interne klimaarbejde på pause. Samtidig tror jeg også, den grønne omstilling vil rykke på mange virksomheder og accelerere deres vej ud af krisen, hvis de griber de markedsmuligheder, der er.”

Forsiden af Børsen Bæredygtig
BØRSEN BÆREDYGTIG
21. sep 2021