BØRSEN BÆREDYGTIG
Debat
Forurenernes kamp mod en klimaafgift gør Danmark fattigere
Tak, fordi du læser med

Denne artikel kræver normalt abonnement, men er gratis for dig, fordi Danske Bank har finansieret adgang til Børsen Bæredygtig for alle i dansk erhvervsliv.

Danske Bank har ikke haft indflydelse på selve artiklen.

Læs mere om Danske Banks involvering.

Folketinget (med undtagelse af Nye Borgerlige og Liberal Alliance) er enige om, at Danmark som fastlagt i klimaloven skal reducere sine årlige udledninger med yderligere ca. 12 mio. ton CO₂ inden 2030.

Der er dog et væsentligt spørgsmål, som endnu ikke er blevet adresseret: hvor stor må regningen for disse CO₂-reduktioner være, og hvem skal betale den?

Fageksperterne som f.eks. Klimarådet, De Økonomiske Råd, samtlige danske tænketanke, IMF og Verdensbanken er enige: For at minimere regningen skal der være en tilstrækkelig høj klimaafgift, der betales af den, der forurener.

Bagsiden af medaljen ved en klimaafgift er åbenlys: Det rammer de forurenende industrier. Men samlet set er det den måde, hvor Danmark slipper billigst. Omkostningen til den grønne omstilling med en klimaafgift vil være 3,7 mia. kr. i velfærd om året i 2030.

Måske ikke overraskende mener forurenerne, at der må findes en bedre måde.

Landbrug & Fødevarer afviser: “Får vi en høj CO₂-afgift, er der ikke mange andre muligheder end at skyde koen”, som adm. direktør Anne Lawaetz Arhnung udtalte sidste år. Dansk Industri, der har Danmarks største forurenere som medlemmer, holder fast i en beskeden stigning i den eksisterende klimaafgift.

Men hvad betyder det for Danmark, hvis Landbrug & Fødevarer og Dansk Industri formår at overbevise politikerne om, at deres vej er den klogeste?

Der er stadig 12 mio. ton CO₂, der årligt skal reduceres inden 2030, og den reduktion skal stadig finansieres. Kort sagt er klimaloven et nulsumsspil: hvis de store forurenende industrier ikke reducerer med deres andel, skal de mindre forurenende virksomheder og befolkningen reducere mere. Det gælder også omkostningen: hvis de store forurenende industrier ikke betaler for reduktionerne, skal de mindre forurenende virksomheder og befolkningen så i stedet betale for dem. Da regeringen sidste år indgik en aftale med Danmarks største forurener, Aalborg Portland, om at de ikke behøvede at reducere deres udledninger ift. 1990-niveauet, betød det, at den million ton CO₂-reduktion (som Aalborg Portland skulle reducere, hvis de ligesom resten af Danmark reducerede deres udledninger med 70 pct.) nu skal findes andre steder og sandsynligvis til en højere omkostning.

Rammer grønne industrier

Heldigvis for os har De Økonomiske Råd regnet på nogle af disse alternative scenarier: hvis kravene til landbruget lempes koster det samfundet næsten 9 mia. kr. mere om året at nå 70 pct.-målet. Det vil f.eks. også betyde, at dieselprisen vil øges med 4 kr. i 2030. Hvis man vælger at subsidiere omstillingen i stedet for at opkræve en afgift, så koster det 14,1 mia. kr. mere om året i velfærd. Meromkostningen afspejler, at reduktionerne ikke længere sker de steder, hvor det er billigst for samfundet, og at en række dyrere tiltag (som ellers ikke var nødvendige) derfor så må tages i brug. I begge tilfælde går det ud over grønnere industrier og sandsynligvis vores velfærd. Hvis man valgte at prioritere det, kunne man takket være besparelsen få råd til flere tusinde sygeplejersker, børnehavepædagoger m.v. ved at vælge klimaafgiftsvejen frem for tilskudsvejen.

Forurenerne fremfører ofte argumentet om CO2-lækage: Vi producerer grønnere i Danmark, så hvis vi reducerer produktionen herhjemme, vil det blot medføre øgede udledninger i udlandet, fordi produktionen flytter ud. De nyeste og bedste estimater viser dog, at 80 pct. af de reducerede udledninger i Danmark ikke vil genopstå andre steder i verden – og i disse estimater antager man ikke, at de andre lande bliver mere ambitiøse. Men lad os lege med tanken: Vi følger landbrugets ønske og giver penge til landbruget, så de bliver grønnere. Udover at det indebærer, andre skal betale landbrugets regning, vil det betyde at regningen bliver mindst fire gange større, end den ville have været, hvis landbruget selv havde betalt den gennem en klimaafgift. De facto vil vi for at beskytte landbruget sandsynligvis fjerne arbejdspladser og vækst i f.eks. Ørsted, Vestas, Danfoss eller Chr. Hansen, som udover at være meget mere profitable også sørger for, at resten af verden også bliver grønnere. Det kan siges meget enkelt: når nogen siger, at landbruget (og især kødindustrien) for enhver pris bør udvikles frem for afvikles, så siger de dermed også, at endnu flere danske arbejdspladser (blot i andre industrier) skal afvikles.

Vi forstår den naturlige interesse hos L & F og DI i at forsvare de virksomheder, der sandsynligvis yder mest i lobbyismekassen. Men det er overraskende, når de selv anerkender, at et fravalg af den billigste samfundsøkonomisk løsning ender med at koste dansk erhvervsliv flere penge. Så når de kæmper imod klimaafgifter, så kæmper de også imod deres øvrige medlemmers interesse (som på overraskende vis ikke højlydt har protesteret). Dog er det værd at bemærke, at Vestas og Novozymes har valgt at forlade DI til fordel for andre, som støtter en noget højere klimaafgift. Vil Microsoft, Lundbeck, Tivoli og Crispy Food acceptere at blive pålagt flere klimakrav eller at betale dyrere arbejdskraft, højere skatter eller afgifter for at betale for Aalborg Portlands og Arlas grønne omstilling (og mere sandsynligt: dens fravær)?

Mest uforståeligt og skuffende er dog Socialdemokratiet, som er det parti, der er mest tøvende ift. at indføre klimaafgifter. Dan Jørgensen valgte ligefrem at kalde det en “Georg Gearløs-løsning”. Mette Frederiksen har tidligere sagt, at hun er rød, før hun er grøn, når hun står op om morgen. Men regeringens nuværende tilskudsstrategi, som koster langt mere velfærd end nødvendigt, fortæller måske snarere, at hun er sort, før hun er rød?

Forsiden af Børsen Bæredygtig
BØRSEN BÆREDYGTIG
21. sep 2021