BØRSEN BÆREDYGTIG
Debat
Det bæredygtige samfund rummer både Tesla-teknologi og en økolandsby
Tak, fordi du læser med

Denne artikel kræver normalt abonnement, men er gratis for dig, fordi Danske Bank har finansieret adgang til Børsen Bæredygtig for alle i dansk erhvervsliv.

Danske Bank har ikke haft indflydelse på selve artiklen.

Læs mere om Danske Banks involvering.

Måske du kender den gamle fortælling om de seks blinde mænd, der fik til opgave at beskrive, hvad en elefant er. Den første løber direkte ind i elefantens brede korpus og udbryder: “En elefant er som en mur”. Den næste griber fat om halen og afbryder: “Nej, en elefant er slangens tro kopi”, og sådan fortsætter forvirringen. Vi kender lignende forvirring fra debatten om det bæredygtige samfund, hvor den ene forestiller sig en storbymetropol spækket med intelligente Tesla-løsninger, mens den anden forestiller sig en biodynamisk økolandsby med træhuse og tangtage.

Vi lever i en tid hvor fremtidens bæredygtige løsninger helst skal udvikles i fællesskab. Vi kalder det samskabelse eller co-creation. Flere og flere kommuner, virksomheder, universiteter og civile borgere mødes derfor i disse år i alskens workshops for at tale om bæredygtige løsninger sammen. Mantraet er, at offentlige, private og civile samfundsaktører skal arbejde tættere sammen.

Eksempler på løsninger er fremtidens fortovsflise, den såkaldte “Klimaflise”, der skal håndtere effekterne af klimaforandringer og sikre at øget nedbør anvendes som en positiv ressource i byrummene. Klimaflisen er udviklet i et tværfagligt samarbejde mellem arkitekter, dræningsteknikere, forskere og filantropiske fonde. Et andet eksempel er Københavns Kommunes arbejde med at skabe et bilfrit centrum. Her inviteres et repræsentativt udsnit borgere til såkaldte ’Borgersamlinger’, hvor de giver kommunen og rådgivere konkrete input til, hvordan fremtidens bilfrie centrum kan se ud. Idéerne blev i løbet af sommeren testet som prototyper i centrum af København. Et tredje eksempel er en ny type partnerskab kaldet “Collective Impact”, der opstod i USA, og som Realdania siden har bragt til Danmark. Collective Impact er en ny partnerskabsmodel målrettet komplekse samfundsudfordringer f.eks. klimakrisen, hvor målet er at skabe mere systemiske og langsigtede løsninger i samarbejde mellem stat, kommuner, virksomheder og civilsamfundsorganisationer.

Meningen går tabt

Men at samarbejde på tværs af samfundssiloer er ofte en uhyre svær disciplin, hvor forskellige faglige ståsteder kan give samarbejdsvanskeligheder. Det opleves eksempelvis som sort snak, når kommunale embedsfolk taler et new public management-sprog, som kun indviede forstår.

Forskning i tværfagligt samarbejde viser at samarbejde mellem forskellige samfundsaktører anses som særligt udfordrende. Det skyldes, at samarbejdet bryder med traditionelle roller, hvor sammensætningen af kulturelle og faglige baggrunde kan opleves som en barriere for at skabe fælles mening. Det kan medføre misforståelser og splittelse og kan i sidste ende gøre samarbejdet ineffektivt og langt fra konkurrencedygtigt.

To rum, to forskellige verdener

I et Ph.d.-projekt undersøgte jeg gennem en række eksperimenter, hvordan folk fra kommune, private virksomheder og borgere skaber mening sammen, når de udvikler løsninger i fællesskab. Projektet realiseres i samarbejde med Copenhagen Business School, Dansk Arkitektur Center, Innovationsfonden og Realdania.

Grupperne blev skiftevis placeret i ’kreative’ og ’realistiske’ workshoprum. I de kreative workshoprum skulle grupperne frisætte sig fra hverdagens vaner og normer, “tænke ud af boksen” og sammen udvikle alternative løsningsidéer. I de ’realistiske’ workshoprum derimod skulle grupperne tænke mere realistisk og tilpasse deres kreative idéer til hverdagspraksis uden for workshoplokalet. Felteksperimentet mimer dermed nye typer af kreative samarbejdsprocesser, der i stigende grad anvendes inden for produktudvikling under overskriften co-creation.

Forskningsresultaterne viser (ikke overraskende), at kommune, virksomheder og borgere skaber vidt forskellige “meninger” sammen, afhængigt af, om de befinder sig i ’kreative rum’ eller i ’realistiske rum’. I de kreative rum er der næsten ingen grænser for, hvad man kan udrette sammen. Man er enige om det meste, og man skriver flittigt på gule post-it-notes, og bruger i flæng populære begreber som ’bæredygtighed’.

I realistiske workshoprum derimod er man mere forbeholden, mere uenig og i konkurrence med hinandens synspunkter. I disse rum indgår grupperne i “kampe” om de populære begrebers snævre tolkning: Skal et ’bæredygtigt samfund’ eksempelvis tolkes som en hypermoderne storbymetropol drevet af Tesla-teknologi eller som en biodynamisk økolandsby med træhuse og tangtage? De realistiske workshoprum er med andre ord præget af konflikt, og der opstår igen utallige barrierer for, hvad man kan udrette sammen.

Målet er naturligvis ikke, at politikere, virksomhedsledere, forskere og borgere skal have samme syn på, hvordan et bæredygtigt samfund skal se ud. Som i historien om de seks blinde mænd oplever vi verden fra hvert vores enestående perspektiv, og vi forestiller os derfor et bæredygtigt samfund forskelligt.

Men hvis vi kun mødes i kreative workshoprum, risikerer vi at negligere vores forskelligheder og dybereliggende vaner, der er helt afgørende at tage alvorligt for at få alle ombord i det bæredygtige omstillingsprojekt. Den kreative proces risikerer at blive overfladisk, “fluffy” og spækket med populære ord som ’bæredygtighed’, der reelt dækker over væsentlige fortolkningsforskelle.

Find realismen

Hvis vi derimod kun mødes i realistiske workshoprum, risikerer vi at sidde fast i vores traditionelle idéer og tankemønstre og går glip af muligheden for at gøre ting anderledes. Og det fælles bæredygtige “omstillingsprojekt” risikerer at gå til grunde på grund af konflikter og polarisering.

Men hvis vi derimod øver os på at gå ind i både ’kreative’ og ’realistiske’ rum sammen, skaber vi forudsætningerne for at abstrahere på to vigtige niveauer. Vi bliver i stand til at zoome ud og betragte helheden – dét, som binder os sammen – en fælles begejstring for at skabe ’et bæredygtigt samfund’. Dernæst bliver vi i stand til at zoome ind på enkeltdelene – på mangfoldigheden af forskellige (og potentielt værdifulde) perspektiver på “det bæredygtige samfund”.

Studier af større samfundsforandringer viser netop, at det er i denne vekselvirkning mellem “en fælles retning” og “konflikterne på vejen” at ny viden, og nye løsninger opstår. Med andre ord, er det i en vekselvirkning mellem kreative og realistiske samarbejdsrum, at innovation kan opstå. Og hvem ved? Måske kan fremtidens bæredygtige løsning en dag både rumme intelligent Tesla-teknologi og principper fra en biodynamisk økolandsby?

Forsiden af Børsen Bæredygtig