Hvis vi skal nå i mål med en gennemgribende omstilling af tekstilindustrien, kræver det mere end rundbordssnakke, gode intentioner og strategier med lange udsigter til resultaterne

Det er næppe nogen hemmelighed, at tekstilindustrien står over for en samvittighedskrise.

I årtier har den været en væsentlig klimasynder, og industriens indvirkning på planeten er blevet en stor global bekymring.

Ifølge Miljøstyrelsen er tekstiler på en fjerdeplads over produktgrupper med det største negative aftryk på både miljø og klima i EU.

Mens der har været meget snak om behovet for forandring – senest i forbindelse med Copenhagen Fashion Week – har industrien været for langsom til at tage affære.

Tidligere på måneden præsenterede Radikale Venstre et nyt klimaforslag, der indeholder en tekstilafgift på 50 kr. pr. kilo tekstil, og det er sød musik i mine ører.

For tiden er inde til et vaneskifte: ikke flere hensigtserklæringer og egenudviklede standarder. Der skal ske en revolution af tøjindustrien.

For ligesom med økologiske fødevarer og andre grønne omstillingsprojekter skal der ske en forandring i alle led – fra producent til forbruger, både i forhold til arbejdsforhold og udnyttelse af klodens ressourcer.

En af de vigtigste udviklinger i de senere år har været øget opmærksomhed fra forbrugerne.

Tiden er inde til et vaneskifte: ikke flere hensigtserklæringer og egenudviklede standarder. Der skal ske en revolution af tøjindustrien

Forbrugerne er i stigende grad opmærksomme på tekstilindustriens miljøpåvirkning, og de presser producenterne til at indføre mere ansvarlige praksisser, lige fra at bruge organiske materialer til at reducere affald og kulstofemissioner.

Men det er desværre stadig kun et fåtal og slet ikke i nærheden af at være nok til at kunne ændre industriens vaner.

Personligt er jeg af den overbevisning, at en tekstilafgift er den løftestang, vi i tekstilindustrien har brug for i arbejdet med at skabe reel forandring.

For det første kan regulering hjælpe med at sikre, at tekstilprodukter er sikre for forbrugerne at bruge og bære. Dette kan omfatte reguleringer omkring brugen af visse kemikalier eller materialer, der kan være skadelige for vores sundhed.

For det andet kan regulering hjælpe med at fremme bæredygtige praksisser inden for industrien såsom at reducere vandforbruget eller begrænse brugen af skadelige kemikalier.

Dette kan hjælpe med at reducere den miljømæssige påvirkning af tekstilproduktion og fremme en mere skånsom praksis fremadrettet.

Endelig kan regulering hjælpe med at beskytte arbejdstagernes rettigheder og sikre, at der er forsvarlige og rimelige vilkår i hele forsyningskæden.

Det er alt sammen områder, vi tager meget alvorligt i Elemental Coloring. Det er vores ambition at gentænke måden, hvorpå tekstiler bliver produceret og solgt i industrien.

Det undrer mig dagligt, hvordan vi som vestligt samfund vil acceptere at importere varer, uden at være helt sikre på, hvordan og af hvem de er fremstillet.

Det lader ikke til, at der i dag er en nedre grænse for, hvad vi vil acceptere af potentielt og reelt slavearbejde.

Som branche kan og skal vi gøre mere. Hvis vi skal nå i mål med en gennemgribende omstilling af tekstilindustrien, kræver det mere end rundbordssnakke, gode intentioner og strategier med lange udsigter til resultaterne.

Gennem regulering kan vi tage de første spæde skridt mod en mere ansvarlig industri, der opfylder både menneskers og klodens behov.