Reklamebureau samler løbere til øl og netværkeri
Adm. direktør for det digitale reklamebureau Plant, Martin Schultz, glæder sig til at skabe nye netværk til årets DHL-løb. Foto: Simone Astrid Pedersen
AVISEN Af
Årets DHL-stafet står i netværkets tegn. Derfor gentager det digitale reklamebureau Plant ApS succesen fra sidste år med et festtelt under arrangementet

DHL-firmastafetløbet handler ikke kun om at tilbagelægge de fem kilometer hurtigst. Det handler også om nye telefonnumre i kontaktbogen eller en ekstra opgave i kalenderen.

Derfor samler det digitale reklamebureau Plant igen i år gæster i sit eget telt ved den københavnske udgave af DHL-stafetten i denne uge. Her har såvel nye iværksættere som etablerede virksomheder haft mulighed for at tilmelde sig en festlig aften.

"DHL-løbet er en god platform, fordi man kan mødes mere uformelt. Man bliver rystet sammen på løbeturen, man sidder og spiser grillmad og drikker rødvin sammen. På den måde får man måske nogle bekendtskaber, som man ikke ville have fået ellers," siger Plants adm. direktør, Martin Schultz.

Allerede sidste år stod virksomheden for et lignende telt, men i år skal antallet af deltagende betydeligt i vejret.

"Vi satser på, at der kommer 300 deltagere i det hele, hvor vi sidste år var omkring 100," siger Martin Schultz.

Mad og jazzmusik

Men det er ikke kun på deltagerantallet, at Plant udvider. I år har bureauet også sørget for mad fra Kødsnedkeren og et jazzband, der kommer og spiller det meste af aftenen.

"Det er alt sammen med til at fjerne barrieren, når alle står lidt røde i hovedet efter løbeturen med en fadøl i hånden. Normalt går folk op i at se supertjekkede ud hele tiden. Her er det lidt mere nede på jorden," siger Martin Schultz.

Til daglig fokuserer Plant på rådgivning og udvikling af digitale løsninger, websites og app. For Martin Schultz giver arrangementet i Fælledparken mere mening end at investere i annoncer i alle landets aviser.

"Det viser jo også, at vi kan finde ud af vores daglige arbejde. At vi kan lave noget projektledelse. Så det er selvfølgelig også en måde for os til at lave lidt branding på."

Martin Schultz mener, at vi i Danmark kan lære en stor del af amerikanernes måde at forholde sig til hele networkingbegrebet på. I USA er man hurtigere til at udveksle kontaktinformationer og visitkort, hvor der i Danmark umiddelbart er en større distance mellem erhvervsfolk fra forskellige brancher.

"I sidste ende har brancherne stor glæde af, at man bliver introduceret for hinanden og måske finder ud af et samarbejde," siger Martin Schultz.

ladu@borsen.dk

Andre læser dette lige nu


Børsen anbefaler



Forsiden lige nu


E-sport vokser eksplosivt i verden: Omsætning spås over 7 milliarder i 2019

Vulkanudbrud lukker to lufthavne på italiensk ferieø

Volvo tilbagekalder 503.000 biler efter brand ved motoren

Hedgefond-kongen der shorter den fossile økonomi

Test af førerløs bus stoppet - rammer telefon-zombie

Tivolidirektøren nægter at blive hjemme

Fintech gik ned med 45 medarbejdere - nu forsøger personerne bag igen: "Den største fejl vi begik var at vi voksede for hurtigt"

Regeringen studerer metode til at omgå USA's Iran-sanktioner

Sen forårsfrost koster frugtavlerne kassen