Har du føleren ude? Kapitalforvalter holder et vågent øje med "undervurderede" britiske aktier
Peter Lundgreen er direktør i Lundgreens Capital. Arkivfoto: ?Jonas Pryner Andersen
AVISEN Af
Timingen er alt, og da de britiske aktier ifølge flere eksperter handler med store rabatter hen mod de afgørende brexit-forhandlinger, er tiden inde til at finde aktiekandidaterne. Det har kapitalforvalter Peter Lundgreen tænkt sig at gøre

Boet er ved at blive gjort op, og aftalerne om de fremtidige rettigheder skal falde på plads mellem EU og Storbritannien, der skilles 29. marts 2019.

Storbritanniens udtræden af EU har ramt især de mindre britiske aktier, fastslår flere eksperter, der kalder dem "undervurderede", og usikkerheden om et hårdt eller et blødt brexit er stadig så stor, at kurserne kan svinge meget de kommende måneder.

"Det er spekulativt. Der er større usikkerhed om Storbritannien end mange andre lande, det er også derfor, det er lidt spændende," siger Peter Lundgreen, direktør i Lundgreens Capital.

"Timingen er alt i finansmarkedet, og det er stadig for tidligt at købe ind, men det er nu, man skal forberede sin seddel til at have i lommen, så man kan trykke på køb, når tiden er inde," siger Peter Lundgreen, der forventer to-tre måneder med forhandlingsusikkerhed.

"Det vil i en eller anden udstrækning belaste det britiske finansmarked, men kun den helt langsigtede og konservative investor vil afvente til de fleste usikkerhedspunkter er afklaret," siger han om, hvorfor det er nu, investorerne bør holde et vågent øje på de britiske aktier.

Selv har han endnu ikke besluttet sig, men i puljen af kandidater ligger bl.a. GB Group, der leverer løsninger inden for big data samt ingrediensproducenten Tate & Lyle.

Fokus på FTSE 250

"GB Group har allerede redet med på teknologibølgen i år, men selskabet er ikke desto mindre stadig interessant, mens Tate & Lyle er godt positioneret i vækstlandene, men her kan handelskrigen udvikle sig til en udfordring."

Peter Lundgreen ser mest potentiale i de britiske aktier i FTSE 250-segmentet, det er de 100 til 350 største børsnoterede britiske selskaber målt på børsværdi.

"FTSE 250-selskaberne er ofte mere dynamiske end de større selskaber i FTSE 100, og mange af 250-selskaberne er ofte gode inden for deres segment, og så har de generelt øget deres investeringer siden brexit-afstemningen i 2016, hvor det modsatte var forventningen," siger han.

Det var også forventet af mange, at man ville se en væsentligt svagere økonomisk vækst i Storbritannien efter brexit-afstemningen, men ifølge Peter Lundgreen har Storbritannien performet bedre end denne forventning, hvilket også blev understreget af nationalbanken Bank of Englands rentestigning 2. august, hvor den ledende rente blev hævet med 0,25 procentpoint til 0,75 pct.

To forklaringer på rabatten

Hos kapitalforvalteren Fidelity International er investeringsdirektør Matthew Jennings enig i, at flere britiske aktier handles med store rabatter i øjeblikket, men at man naturligvis skal foretage et grundigt analysearbejde inden eventuelle køb.

"Det britiske aktiemarked er undervægtet af flere investorer, og det ser jeg to store forklaringer på. Den ene er, at Storbritannien ikke rigtig har nogen teknologiaktier, og teknologiaktierne har netop været den bedst performende sektor globalt, så det har bremset værdiansættelsen i det britiske marked," siger Matthew Jennings og peger på usikkerhed om brexit-forhandlingerne og konsekvenserne af et brexit som den anden store forklaring.

"Det er et meget negativt syn, der er indpriset i de britiske aktier, så selv den

mindste positive nyhed vil kunne skabe medvind til markedet, desuden ser vi en ret attraktiv balance mellem risiko og afkast," siger Matthew Jennings.

Med det mener han, at balancen tipper mod afkastet, og det betyder, at der potentielt og generelt på nuværende tidspunkt er større procentmæssige afkast end fald at hente i aktierne.

Laveste niveau i 20 år

Hos kapitalforvalteren Columbia Threadneedle er porteføljemanager James Thorne ikke så frygtsom over for brexit-forhandlingernes udfald.

I et notat til kunderne skriver han, at det altid er svært at time sin investering, men at de britiske small cap-aktier ser særdeles attraktive ud lige nu.

"Indenlandske, cykliske aktier handler tæt på det laveste niveau i 20 år vurderet ud fra P/E-værdier (pris i forhold til indtjening, red.). Det skaber muligheder, men man skal være forsigtig," skriver James Thorne, der ser en diskrepans mellem værdiansættelsen af de små britiske aktier i Numis Smaller Companies-indeks, NSC, og det større FTSE 100.

"Aktier i NSC-indekset handles med en rabat i forhold til aktierne i FTSE 100 på trods af højere indtjeningsvækst. Mens NSC-indekset handles til en P/E på 12 med en indtjeningsvækst, der nærmer sig 7,5 pct., handles FTSE 100 med en P/E på ca. 13 med en forventet gennemsnitlig indtjeningsvækst på ca. 7 pct.," lyder det fra James Thorne, som tilføjer, at i hans optik "er denne diskrepans i værdiansættelsen en af grundene til, at det er en god idé at investere i små selskaber.".

James Thorne kigger specifikt på tre faktorer, der kan gøre en investering i britiske small cap-aktier interessant.

Den ene er mulighed for opkøb, den anden er, at de små selskaber er klar til det globale marked, mens den tredje - teknologifaktoren - handler om, at de er gode til at udnytte ny teknologi.

"Vi tror på, at disse aktier er undervurderede i forhold til deres globale konkurrenter, derfor er det sandsynligt, at en konkurrent eller finansiel køber, f.eks. en private equity fond vil forsøge at købe nogle af disse selskaber."

grth@borsen.dk


Har du brug for ny inspiration efter sommerferien? I Børsen Executive Club møder du topchefer fra ind- og udland. Klik her, og læs mere.

Andre læser dette lige nu


Børsen anbefaler



Forsiden lige nu


Skraldespanden sluger milliarder: Virksomheder kan lukrere på tabet

Lær ledelse af Cees 't Hart

Aktie brager i vejret hos dansk virksomhed inden for risikovurdering

Mandagens aktier: Mærsk og Pandora bidrog til positiv start på ugen

Riis' Falck-plan giver pote: "Nogle tiltag har gjort ondt"

Altan.dk får ny ejerkreds: "Vi har fået firmaet på rette køl igen"

Tesla til tælling - aktien under voldsomt pres i formarkedet

Boozt.com-boss om Amazons danske indtog: "Jeg er bange hver eneste dag, og tænker over alt der kan presse os"

BRF hæver bidragssatser på flere lån: "Taberne er helt klart dem, som skal have F3-lån"