Aktier: USA tilbage på sporet - Apple trækker for
Det brede amerikanske aktiemarked, målt på S&P 500-indekset, vinder kl. 13:00, lokaltid i New York, frem med 0,6 pct.
Foto: Ritzau Scanpix. Brendan Mcdermid
Markedet åbner Af
De amerikanske aktieinvestorerne har tirsdag genfundet modet og sender markederne i plus.

Det brede amerikanske aktiemarked, målt på S&P 500-indekset, vinder kl. 13:00, lokaltid i New York, frem med 0,6 pct., mens Dow Jones-indekset med blot 30 aktier i sig stiger 0,5 pct. Teknologitunge Nasdaq går desuden op med 0,6 pct.

Den positive stemning afløser en mere afventede mandag efter fredagens tunge kursfald, da investorerne blev nervøse efter svage økonomiske nøgletal fra Tyskland, eurozonen og USA.

Kursfaldene fredag forstærkedes af, at de amerikanske aktier er steget kraftigt og hurtigt siden den seneste bund juleaftensdag, og af at den amerikanske centralbank, Federal Reserve, onsdag i forbindelse med sit rentemøde havde gødet jorden for nervøsitet ved at se mere dystert på økonomien.

- Bevægelserne i sidste uge tog os på sengen i forhold til markedets nyfundne følsomhed over for temaet omkring den globale opbremsning, siger John Brady, direktør hos R.J. O'Brien & Associates, til The Wall Street Journal.

- USA er ikke en ø; vi vil bremse op, efterhånden som den globale økonomi bremser op. Men jeg tror, vi har en buffer.

Energi i top


Energiaktierne topper blandt sektorerne i S&P 500-indekset med et plus på 1,3 pct., da olieprisen stiger 1,8 pct. Sundhed følger lige efter med en stigning på 0,8 pct., og dagligvarer vinder samtidig 0,7 pct.

Den vigtige it-sektor, som udgør cirka 21 pct. af S&P 500-indekset, går desuden op med 0,6 pct., og selv finansaktierne vinder frem og stiger 0,4 pct. - efter fem dage i træk med minusser. Sektoren har været ramt af de kraftigt faldende renter i sidste uge og denne uge, da det presser bankernes kerneindtjening fra ind- og udlån.

Apple trækker op

Blandt de store aktier, de tre med en markedsværdi i niveauet 900 mia. dollar, vinder Apple frem med 1,0 pct., og Amazon stiger det samme. Microsoft falder derimod 0,3 pct.

Apple er i fokus tirsdag efter mandagens produktlanceringer. Æblekoncernen præsenterede nye finansielle produkter, men fortalte også om en ny streamingtjeneste, der skal konkurrere med Netflix og HBO, samt en online gamingplatform.

Facebook går også frem med 1,2 pct., mens Googles moderselskab, Alphabet, falder 0,3 pct. I samme kategori inden for kommunikationsservice stiger Walt Disney med 2,0 pct., mens Netflix falder med 1,1 pct.

På sundhedsfronten stiger både Pfizer og Johnson & Johnson med 1,5 pct.

Chipaktierne har også en god tirsdag efter salgstryk både fredag og mandag. Broadcom stiger 2,0 pct., og Nvidia går op med 1,8 pct. Desuden stiger Intel med 0,9 pct., og Texas Instruments vinder 0,6 pct.

Nyt mediebryllup på vej?

Viacom topper i S&P 500-indekset. Det gjorde aktien også mandag, da selskabet indgik en aftale med AT&T, som sikrer, at Viacoms tv-kanaler fortsat vil være en del af AT&T's udbud til dets 24,5 mio. kabelkunder i USA.

Tirsdag får aktien i Viacom ekstra luft under vingerne, da mandagens aftale ifølge New York Post åbner op for en ny dialog mellem Viacom og CBS om en sammenlægning mellem de to. Aktien i Viacom vinder 8,5 pct., mens CBS er tredjeøverst i S&P 500 med et plus på 4,6 pct.

I bunden af S&P 500 befinder omvendt krydstogtrederiet Carnival sig. Aktien falder med 8,7 pct., da selskabet tirsdag har sænket sine forventninger til indtjeningen i år fra 4,80 dollar per aktie til nu 4,55 dollar per aktie. Carnival bebrejder stigende brændstofomkostninger og modvind fra valutakurser for nedjusteringen.

Fannie Mae og Freddie Mac, de to realkreditkæmper, hopper begge også op med plusser på 3,3 pct. Fremgangen skyldes ifølge Bloomberg News, at det amerikanske Senat afholder høring om realkreditområdet, hvor der er stemning for, at de to realkreditkæmper kan slippe ud af kløerne på den amerikanske stat, som har haft stor kontrol med dem siden finanskrisen.

/ritzau/FINANS