Aktier USA: Plusser efter positive toner fra Trump
Caterpillar trak opad i dag - med 1,7 pct.
Foto: Aly Sang / Ritzau Scanpix
Penge (top) Af
De amerikanske aktier steg onsdag - efter plusser i Asien og Europa. Det var positivt nyt om handelskrigen mellem Kina og USA, som skabte den positive stemning.

Det brede aktiemarked, målt på S&P 500-indekset, steg 0,5 pct. På et tidspunkt var indekset dog i plus med 1,8 pct., men et tilbagefald i olieprisen trak noget af tempoet ud af markedet, ligesom investorerne tog nogle gevinster hjem.

Dow Jones-indekset vandt 0,6. Teknologitunge Nasdaq gik samtidig frem med 1,0 pct.

Forhandling med Huawei

Den positive stemning var udløst af især to nyheder.

For det første skrev The Wall Street Journal onsdag, at Kina planlægger at erstatte en eksisterende industripolitik, "Made in China 2025", med et nyt program, som vil gøre det lettere for udenlandske virksomheder at få adgang til Kinas hjemmemarked.

For det andet andet har USA's præsident, Donald Trump, udtalt, at han sætter en aftale med Kina om samhandelen over sagen mod Huaweis finansdirektør, Meng Wanzhou, og præsidenten er derfor parat til at gå imod sit eget justitsministerium i sagen.

Meng, der også er datter af stifteren af den kinesiske teknik- og telegigant, er blevet anholdt i Canada på USA's begæring. Amerikanerne kræver hende udleveret, da hun er mistænkt for brud på landets sanktioner mod Iran.

- Hvis jeg tror, at det er nyttigt for landet, hvis jeg tror, at det er godt for, hvad der helt bestemt er den største handelsaftale nogensinde - der er en meget vigtig ting - så vil jeg med sikkerhed intervenere, hvis jeg finder det nødvendigt, sagde Trump til Reuters.

Det støttede blandt andet it-aktierne, som onsdag steg med 0,8 pct. i S&P 500-indekset, men også cyklisk forbrug gik op med 1,1 pct. Der var desuden fremgang til råvarer og materialer på 1,0 pct., mens kommunikationsservice og sundhed vandt 0,8 til 0,9 pct. Selv de hårdt plagede finansaktier steg 0,4 pct.

- En løsning for den globale handel er det vigtigste emne for markederne på vej ind i 2019. Den positive vinkel er, at USA's og Kinas forhandlere ser ud til at gøre en indsats, men jeg tror på dette tidspunkt, at ethvert fravær af dårlige nyheder er godt nyt, sagde Viktor Hjorth, global chef for kreditstrategi hos BNP Paribas, til The Wall Street Journal.

Energiaktierne sluttede samtidig med et plus på 0,3 pct., men var tidligere onsdag i plus med 2,3 pct. Ændringen skyldtes, at olieprisen gik fra plus til minus ud på eftermiddagen.

Plusser til de store

På selskabsfronten var der også flest plusser at finde blandt de store og kendte navne.

Amazon vandt 1,2 pct., mens Microsoft steg 0,5 pct., og Apple gik op med 0,3 pct. Der var også plusser til Facebook på 1,7 pct., til Netflix på 3,6 pct. og til Googles moderselskab, Alphabet, på 1,1 pct. Twitter vandt desuden 5,2 pct.

Fremgangen omfattede også de hårdtprøvede halvlederaktier, hvor Intel steg med 1,0 pct. og Broadcom med 3,3 pct.

På industrisiden gik Boeing op med 1,5 pct., mens Caterpillar steg 1,7 pct.

Blandt de helt store navne var det kun Verizon, USA's største mobilselskab, som sammen med olieselskabet Exxon Mobil stak ud.

Anbefalingen af aktien i Verizon blev onsdag sænket til "equal-weight" af investeringsbanken Morgan Stanley.

Verizon tabte 2,7 pct. efter plusser både mandag og tirsdag. Exxon faldt med olieprisen med 0,9 pct.

I toppen af S&P 500-indekset fandt man United Rentals, der gør sig inden for leasing af industrimaskiner. Aktien steg 6,3 pct. efter en opdatering omkring 2019-forventningerne i forbindelse med en investordag tirsdag. Både omsætnings- og indtjeningsprognosen lå pænt over konsensus i markedet.

I bunden var det derimod Under Armour, sportstøjskoncernen, som faldt med 10,4 pct. Nedturen skyldtes, at selskabet skuffede investorerne med beskedne forventninger til den langsigtede vækst, skriver Bloomberg News. Under Armour venter lave encifrede vækstrater i årene 2020 til 2023, mens analytikerne havde spået 5 til 8 pct. om året.