Goldman Sachs fortsatte kursfald efter malaysisk korruptionsskandale
Foto: Ritzau Scanpix.
Markedet lukker Af
De amerikanske aktier oplevede en positiv udvikling fredag op til G20-topmødet i Buenos Aires, hvor investorerne håber på optøning i forholdet mellem USA og Kina i handelskrigen.

Det brede S&P 500-indeks steg 0,8 pct., mens Dow Jones-indekset vandt 0,7 pct. Teknologitunge Nasdaq gik samtidig op med 0,8 pct.

Topmøde i Argentina 

I denne weekend er der topmøde for G20-landenes ledere, men flere kommentatorer har peget på, at det burde hedde G2. For al fokus er på mødet lørdag mellem de to præsidenter fra Kina og USA, Xi Jinping og Donald Trump, da man håber på forbrødring i handelsstriden mellem de to lande.

- Det virker, som om investorerne tænker på, at de skal med, hvis der eventuelt skulle ske noget på G20-mødet, for så vil kurserne stige. Det betyder også, at vi kan blive lidt skuffet på mandag, siger seniorstrateg i Danske Bank, Lars Skovgaard Andersen.

Han peger på, at Danske Bank har en 60 pct. sandsynlighed for en våbenhvile mellem USA og Kina.

- Skulle det ske, er der nogle, som ligger for tyndt i markedet, og så har vi mulighed for et julerally.

De seneste to dage har også budt på meldinger fra USA's centralbank, som tyder på en opblødning i Federal Reserves pengepolitik, som længe har lydt på "gradvise renteforhøjelser", hvilket vil være positivt for aktierne.

Onsdag sagde formand Jerome Powell, at renten er "lige under" intervallet for neutral, og torsdag viste referatet af bankens seneste rentemøde, at der var diskussion omkring formuleringen "gradvise forhøjelser", hvor flere chefer ønskede mere vægt på, at banken fokuserer på de indkommende økonomiske data - og altså ikke bare er på automatpilot.

Goldman igen i fald 

Blandt sektorerne i S&P 500-indekset gik det bedst for den defensive gruppe af forsyningsaktier, som steg 1,5 pct., industri fulgte efter med plus på 1,0 pct. It-aktierne steg også i det niveau.

I bunden fandt man som så mange gange før, siden olieprisen begyndte at falde i begyndelsen af oktober, energiaktier. Sektoren gik tilbage som den eneste og mistede 0,2 pct.

Blandt selskaberne var der fredag fremgang til Amazon, som steg med 1,0 pct., mens softwaregiganten Microsoft steg 0,6 pct. Omvendt faldt Apple 0,5 pct.

Facebook steg 1,4 pct., selv om der er kommet nye oplysninger frem om, at næstkommanderende, Sheryl Sandberg, skulle have spurgt til informationer om den kendte investor George Soros' økonomiske interesser, efter han kritiserede Facebook og Google. Nyheden lægger til tidligere oplysninger fra New York Times om, at Facebook hyrede et PR-firma til at sværte kritikere - blandt andet George Soros.

AT&T, som torsdag annoncerede lanceringen af tre nye streamingtjenester, steg 2,2 pct., mens konkurrenterne Netflix og Walt Disney faldt med 0,9 og 1,0 pct.

Goldman Sachs fortsatte nedturen og mistede 2,1 pct. Aktien er den senere tid faldet tilbage i forhold til de øvrige finanskæmper på grund af en korruptionsskandale omkring den malaysiske statsfond 1MDB, hvor banken er involveret.

Sænket af nedjustering

I bunden af S&P 500 fandt man LabCorp, der fredag nedjusterede på grund af lavere efterspørgsel på diagnostiske tests på virksomhedens klinikker. Aktien faldt med 10,0 pct.

Hotelkoncernen Marriott var tredjemest faldende, da hackere har brudt ind i selskabets reservationssystem og stjålet navne, telefonnumre og pasnumre på op mod 500 mio. gæster. Marriott beklagede hændelsen "dybt", og aktien faldt med 5,6 pct.

General Electric var samtidig nummer fire fra bunden i indekset med et minus på 5,5 pct. til 7,50 dollar. Aktien kom i modvind fredag, efter at to analysehuse ytrede sig negativt om koncernen.

Deutsche Bank sænkede sit kursmål med mere end en tredjedel til 7 dollar. Desuden gentog JPMorgan sit negative syn på aktien og advarede om, at indtjeningen og pengestrømmene fra luftfartsforretningen vil skuffe sammenlignet med konsensus i markedet, ifølge Bloomberg News.

/ritzau/FINANS

Se mere på Pleasure Pleasure.dk