Mere hæder til radioguru
Et radiospot med skuespillerne Brian Lykke (billedet) og Troels Malling vandt årets radiopris.
Foto: Bax Lindhardt/ Scanpix
Medier Af ,
Palle Bo, den efterhånden navnkundige reklamemager inden for radiomediet herhjemme, løb med prisen for årets bedste radioreklame sammen med reklamebureauet Zupa Recommended, da årets Prix Radio-awards blev uddelt i weekenden.

"Reklamen er sjov og tager lidt strøm på en tendens, vi alle ligger lidt under for. Det er hele caffé latte segmentet, der får et kærligt svirp," var juryens vinder-begrundelse ved Prix Radio Award, da radiobranchens pris for årets bedste nationale radioreklame blev uddelt lørdag aften i København.

Radiospottet var et af tre for OK Plus, som alle starter med en dialog, spillet af de to mandlige skuespillere fra DR2-satiren Krysters Kartel, Brian Lykke og Troels Malling.

Det var Ulrik Feldskov Juul, den nu tidligere kreative direktør hos Zupa Recommended og nuværende Creative Director hos klodskæmpen Lego, der stod bag idé og tekst, mens casting, instruktion og produktion var lagt i hænderne på Palle Bo fra Radioguru.

Radioguru var også nomineret til prisen i kategorien, Årets Regionale Radioreklame for et spot for Randers FC, men her var det Carsten Agerbæk fra Sønderjylland, der vandt med et spot for en lokal begravelsesforretning.

Palle Bo fra Radioguru har siden 2010 siddet tungt på Prix Radio Awards med 11 af 19 mulige finalepladser og fire vindere.