Vietnameserne vil frem
Peter Smidt-Nielsen, landechef for Maersk Line i Vietnams hovedkonbtor i Ho Chi Min City. Maersk Line har været i Vietnam i 21 år og er et af de få, der ejer deres selskab 100 pct. Her ses han foran Maersk Lines hovedsæde i Vietnam, hvor der er skabt pla
Foto: Jakob Skouboe
Vietnam Af ,
Vietnameserne får formentlig ikke verdens bedste uddannelse. En stor del af deres undervisning er styret gennem et kommunistisk skolesystem med en stor del udenadslære. Blandt andet er vietnamesernes engelskkundskaber ekstremt begrænsede og de hæmmes især af, at de har svært ved at komme uden for Vietnams grænser på grund af den svage lokale valuta.

Niveauet er ret lavt, man får nærmest et chok, hvis man møder en vietnameser, der kan føre en detaljeret samtale på engelsk. Men omvendt, når man møder dem, afslører de en sofistikeret og lun humor. Samt en nuanceret forståelse for Vietnams fordele og ulemper.

Hvad den lokale vietnameser ikke får med fra skolen, forsøger de at kompensere med selv. Børsen har mødt mange, særligt unge, vietnamesere, der gerne vil øve deres engelsk alt det, de kan komme til.

Og stræbsomheden er stor i befolkningen. Det mærkede Peter Smidt-Nielsen, landechef for Maersk Line i Vietnams kommercielle hovedby Ho Chi Minh City med en af sine medarbejdere.

"Min sekretær har en datter, der går til undervisning i orgel. Det gør hun, fordi hendes fingre er for små til at kunne spille på klaver. Hun fortæller, at datteren synes, at orgel er sjovere at gå til sammenlignet med den matematikundervisning, datteren modtager," siger Peter Smidt-Nielsen.

Han tilføjer, at den lille pige kun er tre år gammel. Eksemplet er typisk. Forældre har stor fokus på, at deres børn har muligheder for at klare sig i det moderne Vietnam, hvor jagten på uddannelse er stor.

"Det viser noget om den ihærdighed og stræbsomhed, denne befolkning rummer. Det er helt utroligt. Man forsøger at lære børnene så meget, man overhovedet kan. De vil fremad og op og det skal gerne gå stærkt," siger han.

Overalt møder man vietnamesernes ivrige trang til at komme videre. Uddannelse, titler, jobs er vigtige i ens samlede beskrivelse af et menneske. Og den almindelige vietnamesers videbegærlighed og nysgerrighed over for én som gæst er stor.