Medier  
Mens politikerne arbejder på at tage en radiokanal og et trecifret millionbeløb fra DR, viser DR1 sig at have den dårligste andel af seere nogensinde, siden man begyndte at måle seertal i 1992.

For tredje uge i træk sætter kanalen bundrekord med hensyn til andelen af de seere, der har haft farvefjernsynet tændt mellem klokken 17 og midnat. 20,4 procent af seeren har set DR1 i det tidspunkt i løbet af ugen.

"Vi har ikke ramt plet med nogle programmer, og vi har haft mange genudsendelser. Det er selvfølgelig skuffende, men seertal er ikke alt for os," siger DR1's kanalchef Ulla Pors Nielsen til DR Kultur.

En fjerdedel

DR1's erklærede ambition er at have en seerandel på cirka 25 procent af seerne, men kanalen halter altså i øjeblikket et stykke efter det mål.

Ifølge medieforsker Niels Marslev skyldes det overordnet, at DR1s sendeplan er gået for tidlig på sommerferie.

Niels Marslev nævner eksempelvis den nye serie med tv-kokken Jamie Oliver som et program, "hvor det ikke overrasker, at et udenlandsk program ikke er stærkt nok til primetime på en stor kanal i højsæsonen".

"Der mangler flagskibe, og det vil sige stærke danske programmer," fortæller Niels Marslev fra DR Medieforskning til DR Kultur.

Spise med Price

Det er kun tirsdag, at DR1 for alvor klarer sig godt. Programmer som "Spise med Price", "Hammerslag" og "Kontant" trækker i underkanten af en million seere, men det er ikke nok for en stor kanal kun at være stærk en ud af ugens syv dage, forklarer Niels Marslev.

Samtidig ser danskerne ellers rekord meget tv. Siden 2008 har danskerne set mere tv for hvert år, og det er en tendens, der fortsætter i 2010, vurderer Niels Marslev. Selv om DR1 ikke mister mange seere, så får de andre bare flere.

"På den måde halter man bag af dansen. Det betyder, at DR1 får en mindre andel af seerne," siger Niels Marslev.

Ulla Pors Nielsen medgiver, at det kan se ud som om, at DR1 er gået på tidlig ferie, men DR1 har også satset på public service-tv i form af det britiske valg og satsningen "Danmark knækker" om yderområderne i landet.

Det er programmer, der måske ikke trækker mange seere, men som DR er stolte over at sende, forklarer Ulla Pors Nielsen.

Hun er dog klar over, at DR1 har det svært med konkurrencen inden for farvefjernsyn.

"Det er en udvikling som alle store kanaler mærker, at vi bliver bidt i nakken af de små. For nogle uger siden oplevede TV 2 det samme. Vi er måske gået lidt for tidligt på sommerferie, men bare rolig, vi kommer snart med nogle nye programmer," lover DR1's kanalchef.

Melodi Grand Prix

De kommende uger venter blandt andet det internationale Melodi Grand Prix, et interview med Stein Bagger og en svensk dramaserie til søndag klokken 20, fortæller Ulla Pors Nielsen.

Selv om år 2010 fortsat har mere end halvdelen af sig at gå på, så forudser Niels Marslev, at DR1 får svært ved at nå målet om en seerandel på 25 procent.

"Det kommer til at knibe for DR1 satte ikke nok i banken i første kvartal, som i reglen er kanalens stærkeste. Og når DR1 gerne vil have mange seere, så er det ikke bare for at være store, men for at have betydning og skabe sammenhængskraft," forklarer Niels Marslev.

Kilde: DR Nyheder