Medier  
Filmbranchen har længe beskyldt TV 2 og DR for at have for meget magt over dansk film. Men den magt bliver mindre, hvis regeringen får sit udspil til en kommende medieaftale vedtaget.

Sker det, betyder det 25 millioner ekstra kroner til Det Danske Filminstitut om året. Selv om instituttet længe har krævet pengene fra tv-stationerne, jubler direktør Henrik Bo Nielsen ikke.

"For Filminstituttet har det været hovedpointe i diskussionerne op til medieforligsforhandlingerne, at tv-stationerne har fået alt for stor indflydelse over dansk film, så vi er selvfølgelig positive når nogen anerkender argumentationen, men lad os nu se et færdigt og underskrevet forlig før vi gør regnskabet op", skriver Henrik Bo Nielsen i en mail til DR Kultur.

Og det er måske ikke helt underligt, at direktøren ikke er helt tilfreds. I april foreslog oppositionen at give DFI samme beløb, og dengang sagde Henrik Bo Nielsen til DR Kultur:

"De 25 millioner rækker ikke. Så skulle der omkring 50-60 millioner til. Tv's rolle ville stadig være vigtig for visningen og udbredelse af film".

I dag skal DR støtte dansk film med 77 millioner kroner om året, mens TV 2's bidrag lyder på 68 millioner.

Hvis regeringens medieudspil vedtages, skal begge stationer fra næste år give 60 millioner kroner. De 17 millioner tages fra DR og sendes direkte videre til filminstituttet, mens TV 2 blot sparer otte millioner.

Og selv om det i sig selv er positivt, så er TV 2's programchef Keld Reinicke ikke tilfreds.

"Vi vil hellere bruge pengene på at lave tv. Det er underligt, at vi skal lave film. Det mener vi, at filmbranchen gør bedst. Ligesom vi forhåbentlig er bedst til at lave tv", siger Keld Reinicke til DR Kultur.

Støtten fra tv-stationerne til dansk film er bestemt af medieaftalen, og det er altså politikerne, der bestemmer, at tv skal støtte dansk film. Ordningen der blev vedtaget i juni 2006 har været udsat for heftig kritik, og den har regeringen lyttet til.

Medieforhandlingerne blev torsdag eftermiddag udskudt til næste uge.

Kilde: DR Nyheder