VM: Hvor er landsholdets 12. mand?

Jan Al-Erhayem
BLOGS Af

Har du brokket dig over landsholdets præstationer under VM? Det gætter jeg på, du har. Det har jeg, og det tror jeg, der er rigtig mange, der har. Og vil gøre det igen i weekenden. Uanset resultatet.

”De spiller kedeligt”. ”De spiller uden gameplan”. ”De er heldige”. Det er i hvert fald blot nogle af de kommentarer, jeg selv har hørt og læst rundt omkring i kølvandet på de danske kampe. 

Og det kan jo egentligt undre. For hvad er det efterhånden, holdet er oppe på, 16-17 kampe uden nederlag? Og samtidig lige kvalificerede sig til VM. Og nu videre fra gruppen. Det er jo alt sammen meget godt, ikke?

Så måske er det slet ikke landsholdet, den er gal med. Er vi danskere bare nogle brokkehoveder? 

Men jeg synes faktisk slet ikke, at den der ”roligan-stemning”, som vi kunne mærke i 80erne og starten er 90erne, er til stede længere.

Og hvorfor mon det? 

Proces vs. Resultater

Et eller andet sted er det jo ærgerligt, vi ikke er mere oppe og køre over VM-deltagelsen. Særligt når det for Danmarks vedkommende ikke ligefrem er obligatorisk deltagelse hvert fjerde år. 

Men jeg tror faktisk det – ironisk nok – skyldes den måde, resultaterne er kommet på. Det danske spil har ikke sprudlet, og det der med Nordens ”samba-nation”, kan vi i hvert fald ikke bryste os af denne gang. Det hele virker for stift. For resultatorienteret. Og det er som om, der mangler en fællesskabsfølelse omkring landsholdet. Det fik mig til at tænke på, hvad der er vigtigst: resultater eller flot spil (proces)?

Og her tror jeg, vi er fremme ved en interessant parallel: vi danskere har ofte fokus på, at processen, vejen til målet, også skal være god. Præcis som mange virksomhedsledere dagligt prædiker i medierne og overfor deres medarbejdere, så er det ikke nok bare at få sorte tal på bundlinjen. At få resultaterne hjem. Man skal som virksomhed helst også bidrage til samfundet i en positiv retning, hele tiden udvikle medarbejderne og sørge for et godt fællesskab osv. Hvorfor gør de så det? Det gør de jo nok velvidende, at hvis en virksomhed eller en organisation kan vække en fællesskabsfølelse, så kan der opstå noget helt unikt. Også på bundlinjen!

Jeg vil derfor faktisk gå så langt og sige, at der ligger noget særligt dansk i, at vi er gode til at have fokus på processen. Og ja, det kan helt sikkert kamme over, og blive for meget rundkreds, men jeg tror faktisk langt hen ad vejen, at det med fokus på en god proces gør, at vi lærer hurtigere af vores fejl, er mere kreative og derved også – uden det skal lyde for frelst – bliver bedre mennesker.

Dårlige vibes om Åge ”Drillo” Hareide

Min norske svigerfar skrev – efter kampen med Frankrig – en lykønskning til mig. Han var henrykt over, vi var gået videre. Selvfølgelig også med henvisning til den norske træner, naturligvis. Mit svar?  ”Du mener Åge Drillo?”, tror jeg, jeg fik svaret med henvisning til Egil ”Drillo” Olsen, der i 90erne kort sagt repræsenterede noget af det kedeligste fodbolden kunne byde på. Omend han bestemt også skabte nogle resultater.

Men den manglende fællesskabsfølelse med det danake landshold hænger måske også sammen med, at der ofte er lidt dårlige vibes omkring landsholdet. DBU har igennem tiden forsøgt at skabe et nyt brand omkring det danske landshold, der formentligt bl.a. skulle ryste noget af den arrogance og lukkethed af sig, som det tidligere ”regime” med Morten Olsen, Lars Berendt, Jim Stjerne Hansen m.fl. stod for. Men det har bare ikke hjulpet så meget.

Nu skal landsholdet ikke nødvendigvis være et spejl på samfundet. Men det vil nok give mere opbakning som landsholdets 12.mand, hvis der var en stærkere fællesskabsfølelse. Og det gør for mit vedkommende ikke noget, at resultaterne så er lidt pauvre på banen, hvis bare landsholdet kan samle os.

Men jeg hepper selvfølgelig stadig på de danske drenge på søndag. Måske bare lidt mere behersket end tidligere.


 

Se flere blogs



Profil

Jan Al-Erhayem

Jan Al-Erhayem

Jan Al-Erhayem blogger om, hvordan man håndterer og løser komplekse konflikter om f.eks. acceptable løsninger i forbindelse med samarbejder eller virksomhedsoverdragelse.

Som ekspert i at løse komplekse konflikter for virksomheder har Jan Al-Erhayem bl.a. arbejdet 13 år som chefjurist m.m. hos A.P. Møller-Mærsk, inden han endte hos Mazanti-Andersen Korsø Jensen, hvor han i dag er advokat og partner.

Jan er en hyppigt anvendt foredragsholder særligt om konfliktløsning, dealmaking og håndtering af psykopater.

Få Jans indlæg
som RSS-feed her