Rigmandsbanken med seriøs kultur - UBS viser vejen

Line Rosenvinge
BLOGS Af

UBS er en bank, ikke bare en bank, men en rigmandsbank. Verdens største rigmandsbank. Som sådan virker det naturligt at gøre kunst til en del af forretningen- ikke som investering, men fordi det hører med til kulturen.

Som global virksomhed med 800 kontorer handler det først og fremmest om at have kunst på kontorerne. Traditionen for at have en såkaldt corporate collection begyndte i 1960 og er vokset gennem årene, så den i dag tæller over 30.000 kunstværker. Til sammenligning ejer Louisiana Museum of Modern Art omkring 5000 kunstværker.

Derfor virker det oplagt, at en virksomhed som UBS samarbejder med et museum som Louisiana, så kunstværkerne bliver tilgængelige for en større offentlighed.

Aktuelt viser Louisiana 54 papirværker af den ærkeamerikanske Ed Ruscha fra UBS' samling, suppleret af tre nyere værker og de fotobøger, som Louisiana selv ejer. Udstillingen giver samtidig anledning til en publikation, der introducerer den nu 80-årige kunstner og hans signaturværker fra 1960erne og frem.  

UBS skal vise vejen. Ved at udlåne værker til udstillinger eller som langtidsdeponering kan de inspirere private samlere til at gøre det samme.

Dit og mit og vores

Hvert år laver UBS en undersøgelse af investeringstendenser. Af den seneste undersøgelse fremgår det, at hovedparten investerer traditionelt i værdipapirer og ejendomme, mens det at samle på noget, som man kan se på og røre ved, udgør 10 pct.

Man kan sige, at det er lidt, men der er meget at gøre med, når vi taler dollar-billionærer. Samlerne interesserer sig for smykker, mønter, frimærker, biler og vin. Men kunst udgør over en tredjedel af det, der samles på.  

Det er underordnet, hvem der ejer kunsten, hvis museerne får lov til at udstille den, og alle får lov til at opleve den. Lad os holde fast i tanken om, at kunstværket på alle måder har mere værdi ved at komme ud og blive set.

Amerikanske museer er bygget på en tradition for donationer, nogle gange af hele samlinger, og ifølge UBS' undersøgelse er mere end halvdelen af dem, som samler på kunst, tilknyttet et lokalt museum og har planer om at overdrage deres samling til et museum eller en fond.

Det kan vi lære af herhjemme.

Vi kan lære, og vi kan undgå de fejl, som skaber uheldige begrænsinger. Større samlinger, enten af en enkelt kunstner eller med et klart tema, overdrages nogle gange med klausuler om, at de altid skal være udstillet, måske endda i en særlig afdeling af museet.

Dette giver en meget statisk museumspræsentation, som ikke nødvendigvis tjener samlingen og de enkelte kunstværker, som med fordel kan indgå i forskellige sammenhænge og vedvarende blive aktiveret i nye læsninger.

Men det handler ikke bare om at overdrage en samling. Det handler også om at opbygge en samling, som har historisk interesse og blivende værdi.

Hvorfor og hvordan

Ser vi igen på UBS' undersøgelse, tegner der sig et tydeligt billede. Samlere kan godt lide smukke ting, og langt de fleste køber af egen lyst. De køber det, som de kan lide, og de sælger det meget nødigt. Faktisk kender de fleste slet ikke værdien af deres samling.

De amerikanske samlere har en lang tradition for at fungere som mæcener og oprette fonde. Europæiske samlere samarbejder også gerne med institutioner og ser deres bidrag som del af en kultur. Yngre asiatiske samlere køber ofte med fornemmelse for, om det er en god investering.

Så hvilken type samler er den danske samler? Tør man håbe på, at de både er lystbetonede og professionelle og fører en samtale med de relevante museer?

At turde være kræsen

Den ansvarlige for UBS' kunstsamling, Mary Rozell, som tiltrådte for snart tre år siden, arbejder for at supplere samlingen med flere kvindelige kunstnere og et mere globalt perspektiv men fortsætter linjen med hovedsageligt todimensionelle værker. Altså ikke så meget installationskunst, video og andre medier.

Når man er UBS, kan man tillade sig at være kræsen. De køber kunst professionelt, som et museum ville gøre det. Samlingen rummer hovedværker af kunstnere som Georg Baselitz, Alighiero e Boetti, Tacita Dean, Olafur Eliasson, Tracey Emin, Andreas Gursky, Philip Guston, Damien Hirst, David Hockney, Anselm Kiefer, Roy Lichtenstein, Agnes Martin, Marilyn Minter, Bruce Nauman, Gerhard Richter, Pipilotti Rist, Thomas Struth, Andy Warhol og Sol LeWitt.

Det kan godt være, at man ikke ser kunst som det første, når man går ind på hovedsiden for UBS, men kunstafdelingen har folk i Hong Kong, London, New York og Zürich og inddrages i bankens kerneaktiviteter som kundepleje.

Det virker, fordi de kunstfaglige får lov at sætte kursen for kunstindkøbene. Det er seriøst. Så seriøst at samlingen er attraktiv for museer, og UBS har samarbejder med vægtige kunstinstitutioner som Solomon R. Guggenheim Museum New York, Fondation Beyeler Basel, Galleria d' Arte Moderna Milano og Deichtorhallen Hamburg.

Dertil åbner de senere i år eget udstillingssted i New York, fordi de råder over så megen god kunst, at det er synd og skam ikke at vise den frem.

På grund af samarbejdet med UBS kan man lige nu se Ruscha på Louisiana, ligesom det er en anledning til at vise Ruscha på disse laksefarvede sider.

Med tak for lån

Se også selv udstillingen. Navnlig nu, hvor Ruscha er en god kontrast til museets øvrige udstillinger med Pablo Picassos keramik og Gabriele Münters maleri.

Overfor disse moderne, fabulerende og farverige kunstnere virker Rucha ægte cool, for han er ikke glamourøst-larmende, som meget pop-kunst ellers er, han er heller ikke puritansk-tør, som konceptkunsten kan være det, men han placerer sig stilsikkert et sted der i mellem.

Mit yndlingsværk på udstillingen forestiller en ske, der hænger frit svævende på papiret (Spooning, 1973). Den er tegnet op med grålige nuancer men har noget afsmittet smuds dér, hvor suppen skulle have ligget. Det er læbestift, ikke tegnet læbestift, men ægte læbestift på litografiet.

Det er helt enkelt og umiddelbart, meget uspektakulært, men lige akkurat spidsfindigt nok til, at det bliver sanseligt. Sådan må kunsten gerne være. Både den som hænger på kontorerne, og den som vi kan besøge på museerne.

Udstillingen VERY med Ed Ruscha kan ses på Louisiana Museum of Modern Art til den 19. august 2018 og vises efterfølgende på KODE Kunstmuseer og komponisthjem, Bergen.


Ed Ruscha: Year After Year, 1973, krudt på papir, 57,15 x 72,39 cm, UBS Art Collection © Ed Ruscha. Courtesy of the artist and Gagosian.


Ed Ruscha: Gas, 1962, litografi, 50,96 x 37,62 cm, UBS Art Collection © Ed Ruscha. Courtesy of the artist and Gagosian. 


 

Se flere blogs



Profil

Line Rosenvinge

Line Rosenvinge

Kunsthistoriker
Tender Task
Taler ofte og gerne om kulturens væsentlighed, har høje tanker om kunstens værd og stiller krav til kunstens kunnen. Deler det, som er godt og vurderer også det, som går galt. Her på bloggen får du en fornemmelse for aktuelle hændelser fra kulturens verden med tanke på bredere relevans. Men du får også indblik i afkroge af kunstlivet, som du ellers ikke møder den i dagspressen.

Rosenvinge er siden 2005 selvstændig via Tender Task som kunstkritiker, forretningsudvikler og salonværtinde.

Få Lines indlæg
som RSS-feed her