Danske Bank – vaskemaskine med flere omdrejninger end en Porsche?

Esther Dora Rado
BLOGS Af

Hvor mange vaskebjørne skal man ansætte for at hvidvaske 25 mia. kr. over en periode på 4 år? Det er 6,25 mia. om året og altså godt en halv mia. om måneden i snit, lige godt vasketøj til 17,3 mio. om dagen. Man skulle tro, det måtte give lidt vabler i hænderne - men ikke i Danske Bank. Tre dygtige bankbosser på toppen i perioden med hvidvask så og hørte og sagde ingenting - hvordan kan det lade sig gøre?

Banke-banke på

Hvem er det? Ja, det er Finanstilsynet. Vi har nogen påtaler og sådan, vi skal dele ud. Ja, kom bare indenfor. Danske Bank fik otte påtaler og otte påbud i forbindelse i Danmarks største bankskandale i historien. Ever.

I alt 16 tilfælde, hvor man har brudt reglerne, og af alle steder burde man her være eksemplet på good governance. Alligevel er man som i en anden gangsterfilm blevet centrum i et kaos af illegale våbenhandler og sort-hvide penge for milliarder af euros, der vaskes for alle og enhver, der kan betale for det.

Først ukontrollerede transaktioner og kunder i Estland. Så angiveligt indblanding i hvidvask og korruption i Rusland og Italien. Så Aserbajdsjan-sagen. Så også mistænkelige pengestrømme igennem Litauen. Advaret i flere omgange af et britisk advokathus, en whistleblower fra Danske Bank og det estiske finanstilsyn. Bankens interne revisorer gjorde ligeledes ledelsen opmærksomme på lyssky kunder til banken i 2014 – kunder, man også bemærkede, at man tjente mange penge på. Der blev gjort opmærksom på, at det lod til, at banken direkte assisterede kunder med hvidvask ved at skjule deres identiteter for myndighederne. Alligevel er det først i 2017 - efter så mange år og så mange advarsler, at sagen bliver taget op. Hvad mere skal der til, førend man bekymrer sig?

De flittige medarbejdere i den lille estiske filial til Danske Bank er et skoleeksempel på effektivitet. Se, her kunne den administrative offentlige sektor i Danmark virkelig lære noget.

Ingen bøde

På trods af sagens omfang og 16 påtaler og påbud, kommer der ingen bøde fra Finanstilsynet: “For at Finanstilsynet kan politianmelde en bank, skal der være en juridisk vurdering af, at der er en sag, som kan holde. I den konkrete sag har vurderingen været, at der ikke var det fornødne grundlag,” udtalte Finanstilsynets Jesper Berg her i maj og fortsatte om, hvorfor man ikke har taget fat i whistlebloweren, som angav problemet for at investigere nærmere, at: Vores udgangspunkt er, at han er enormt velkommen til at kontakte os. – Den lader vi bare stå der.

Af SØIK fik banken en bøde på 12,5 millioner kroner for brud på hvidvaskloven. Uha - det svarer tilnærmelsesvist til målestoksforholdet mellem landkortet i min atlasbog og den virkelige verden. Eller lidt under det, der er vasket for om dagen i snit. Hvor er den rigtige konsekvens? Er der nogen, som har set den? Efterlyses!

Ord, uden genklang - og bonus, der skriger til himlen

Danske Banks topchef, som vel at mærke selv var ansvarlig for bankens estiske aktiviteter frem til 2012, har sagt, at det aldrig kommer til at ske igen, og at man nu i samråd med bestyrelsen har besluttet sig for at se fremad. Vel at mærke naturligvis mens banken har igangsat en effektiv intern undersøgelse af sig selv, der gerne skulle udkomme til september… måske man skulle få nogen andre til det. 

Tre forskellige bankdirektører – tre af Danmarks dygtigste og mest prominente erhvervsfolk - havde øverste ansvar for banken i perioden med hvidvask (guderne skal vide, at jeg aldrig havde troet, at der var så meget som en krøllet tusse, der forlod bankens skranke under gebyrgribbens regime), men ingen af de tre kunne hverken på driften, transaktionerne eller på trods af advarslerne se det. Hvordan i hede hule kan det lade sig gøre? Hvorfor har man ignoreret advarsler? Det må vi vide! Og nu skal de så kulegrave sig selv. Lyder det som et ekko fra Skatteministeriet, hvor fem skatteministre ikke selv kan sige, hvad der er sket med de forsvundne mange milliarder, hvorfor der nu skal bruges endnu flere penge på at ”kulegrave Skat”. 

“Først skal vandet koge. Det er vigtigt, det bulderkoger, ellers bliver pengene ikke helt rene.”

En anden ansvarlig direktør for Estland i perioden, som også havde et højtstående job i banken, er selv trådt fra fornylig. Dette kunne læses som remorse eller en aftalt ofring og kunne have en fin symbolik – men han fik 15 mio. med i bukselommen, hvilket giver lidt højere genlyd end det faktum, at han gik. Den aftrædelsesbonus illustrerer lidt det grinagtige i størrelsen på bøden fra SØIK – mere i aftrædelse end i bøde. Godt, de ikke peb mere over den.

Man kan svært forestille sig, at den lokale kioskejer ville slippe så pænt afsted, hvis han i fritiden i baglokalet vaskede penge for rockerne. Næh, det var nok mere blevet til noget med retten, lukning af butik, fratagelse af retten til at drive forretning efterfulgt af forbandelser langt ind i helvedet og ønsker om udvisning, hvis han ikke var dansk – uden sammenligning til Danske Banks ledelse i øvrigt.  

Det handler om tillid

Det største problem her er ikke udelukkende, at Danske Bank er involveret i en massiv sag om økonomisk kriminalitet. Et andet omfattende problem er nemlig, at sagen og dens omfang er så virkelighedsfjern og ubegribelig, at man ikke ved, hvor man skal starte, og hvordan man nogen sinde kan stole på dem igen. Det er tilliden til pengeinstitutterne og det etablerede system, deres etik og gode selskabsledelse, som er krakkeleret. Og det problem bliver ikke adresseret. Hvor er brevet til kunder og investorer, store som små? Hvor er den hjertefølte indrømmelse af fejlene, tilkendegivelse af hvilke mangler, der var, og hvordan procedurerne er ændret, så der sikres transparens (Danske Bank er jo ellers super til minutiøse processer ved disken, er der nogen, som har forsøgt at hente deres SværID i banken for nylig? Det koster både pas og kørekort eller kørekort og årsopgørelse, men det har man jo også lige på sig).

Der skal som minimum til omverdenen af den ansvarlige ledelse formidles en fornuftig og troværdig plan for at undgå lignende i fremtiden.

Indtil videre er det eneste, jeg har set – udover, at man nu vil se fremad - at man som noget nyt vil beskytte sig mod smudseri ved kun at betjene nordiske kunder. I Estland. Fordi mange af snydepelsene var cyprioter og engelske stråmænd og andre mistænkelige nationaliteter og personager. Det er altså at pege udad, venner. Fingeren skal ikke pege på alle mulige generaliserede banditter, men på jer selv, for at få tilliden tilbage. Det er at tage ansvaret. Hvorfor tager Danske Bank ikke os alle sammen med bukserne nede og laver nye standarder for sikkerhed og indleder en international kamp imod hvidvask?

De advarer Gud og hvermand mod farlig kryptovaluta, der kan bruges til hvidvask - stay away, mener jeg bankbossen udtalte i februar i år – men sandheden er jo, at folk begynder at tænke, om ikke banken kunne sætte samme advarsel på sig selv.

Kom så her, du. Ikke nogen pauser, før de er helt rene. Ind mellem poterne, og så skrubber du til!


 

Se flere blogs



Profil

Esther Dora Rado

Esther Dora Rado

Esther Dora Rado er erhvervskvinde og CEO for Corporate Communications. Hun er specialist i virksomhedskommunikation og profilering af topledere. Desuden er Esther bestyrelsesmedlem i Board Assure A/S, der arbejder med udvikling af direktions- og bestyrelsesmedlemmer.

Få Esthers indlæg
som RSS-feed her