Dansk Brexit-politik kan koste DIG kassen:

Erik Høgh-Sørensen

Japartiernes tilgang til Brexit-forhandlingerne har været forfejlet fra start. Som det ser ud nu, kan det koste Danmark tusinder af jobs og eksporttab i milliardklassen.

Meget er gået galt siden den britiske folkeafstemning i 2016. Den helt overordnede danske fejl er, at regeringen ikke har udnyttet sit historisk gode forhold til Storbritannien til at bygge bro mellem London og Bruxelles.

Danmark kunne og burde forhandle direkte med London og samtidig kunne kindkysse med EU-Kommissionsformand Jean-Claude Juncker:

I stedet har Lars Løkke Rasmussen (V) og resten af EU-jasiden, inklusive rød blok, slået hånden af positive britiske følere og i øvrigt været talerør for en hævngerrig EU-elite i Bruxelles.

For eksempel har Danmark efterlevet de øvrige resterende EU-landes krav om ikke at indlede omgående told- og handelsforhandlinger.

Uden gyldig grund valgte EU27 at udskyde disse drøftelser, som ellers er det suverænt vigtigste Brexit-spørgsmål for mange jævne europæere.

For Danmark var forløbet sigende

I foråret 2017 prøvede det danske diplomati sammen med kolleger fra lande som Irland, Sverige, Finland, Holland og Østrig at gøde jorden for omgående told- og handelsforhandlinger.

Man prøvede at bygge bro, men gruppen af miniputlande blev kørt over lige før et EU-topmøde 28.-29. april 2017.

På selve mødet valgte EU27 enstemmigt – dvs. også med Løkkes støtte – at udskyde handelsforhandlingerne, skønt der dengang var kun knap to år til at løse disse svære spørgsmål.

EU's tidstab

To år er ganske kort tid, for detailforhandlinger af denne type er teknisk svære og tidskrævende.

Tidstabet blev forværret af, at de 27 resterende EU-lande først lige ville udstikke en dummebøde; det britiske EU-kontingent skulle afklares, og det samme skulle spørgsmålene om EU-borgeres rettigheder efter Brexit.

Begge dele er vigtige, men umulige at adskille fra det store samlede billede, herunder fremtidige handelsrelationer. At forsøge adskillelsen er nærmest det samme som at arbejde på en "hard Brexit".

Resultatet af EU-topmødet i april 2017 blev derfor det modsatte af, hvad den danske EU-jaside ønskede.

Hør Lars gungre med elefanter:

I dansk EU-politik er få nederlag dog så store, at de ikke kan præsenteres som kvarte sejre. I nederlagets stund istemte Løkke derfor koret af "brit-kritikere", så han ikke kom til at ligne en taber i Danmarks EU-glade medier.

Løkke "gungrede" sammen med topmødets store elefanter. Han beskrev det demokratiske flertal i Storbritannien som en flok nassere, der løber fra en restaurantregning:

"Det er klart, at når man har været med til at bestille middagen, så kan man jo ikke løbe fra regningen."

Risiko: Tumultarisk slutspurt

Med de forsinkede handelsforhandlinger stod Danmark med et slag dårligere, fordi et sammenpresset forhandlingsforløb kan give en tumultarisk slutspurt. I et sådant forløb risikerer især små EU-landes prioriteter at blive tromlet ned som små sten på vejen.

Derfor er der hundreder, om ikke tusinder af danske jobs på spil, og alligevel er danske eksportvirksomheder i den triste situation, at deres ønsker skal kanaliseres via Bruxelles frem for at blive indtelefoneret fra København til London.

Selvfølgelig er der tale om en balance. Overordnet er det i nogle tilfælde en klar fordel for Danmark at koordinere forhandlingsposition med resten af EU. Men det er langt fra altid tilfældet. Konklusion: Det er en diplomatisk brøler og skadeligt for Danmarks nationale interesser, at der ikke spilles på begge strenge.

I dag har Løkke også det problem, at når han én gang har ageret gulvmåtte, så har EU27 ikke grund til at lytte til ham fremover.

Dette er statsministeren måske ved at erkende på sin egen kejtede facon.

En nylig interview-artikel i Altingets Magasin bar citat-overskriften:

"Man vil gerne lytte til Danmark ... men der er selvfølgelig en risiko for, at vi glider ud i periferien"

Ifølge interviewet har Løkke dog stadig ikke lært lektien. Han ser nu en fare for, at EU27 bliver mere protektionistisk uden briterne. Dette er ikke raketvidenskab. Analyseenheden 4V forudså det i en større rapport allerede i april 2016, dvs. FØR Brexit-afstemningen.

I mangel af briterne "bliver vi nødt til at være mere 'outspoken', end vi har været ... De lande, der står for den linje, Danmark, Sverige, Finland, Holland, Østrig og måske Irland har større ansvar for at være klare i spyttet," sagde Løkke.

Men han har ikke noget reelt bud på en løsning, og derfor kan Løkkes og EU-elitens fornægtelse ende med at koste danske arbejdspladser og resultere i ekstra milliardbetalinger til EU's kasser.

Nogen skal jo fylde EU's pengekasse efter tabet af Storbritanniens nettobidrag.

Disse "nogen" ligner til forveksling danske skatteydere.


 

Se flere blogs



Profil

Erik Høgh-Sørensen

Erik Høgh-Sørensen

Erik Høgh-Sørensen blogger mest om erhvervsliv, politik og international økonomi.

Han er medlem af Region Nordjylland for DF og i sin private beskæftigelse medejer af virksomheden Analyseenheden 4V. Han har tidligere været kommunikationschef i Mærsk's  containerbygnings-division og Ritzau's EU-korrespondent i Bruxelles.

Holdningerne i denne blog er helt og holdent Eriks egne og dermed ikke  nødvendigvis Dansk Folkepartis.

Erik er også foredragsholder og har bl.a. skrevet dokumentarbøgerne "Mod Vinden. Danmarks plads i Europa" (2014) og den prisbelønnede "Forbrydere uden straf" (2004). Erik er uddannet i økonomi, politik og journalistik  fra San Francisco State University.