Kære kvinder, lad os starte kampen med os selv

Esther Dora Rado
BLOGS Af

Bekæmper kvinderne i virkeligheden sig selv?

Det er sørgeligt paradoksalt - at kvindernes internationale kampdag falder på en dag, hvor retssagen indledes i forbindelse med det uhørt brutale mord på en ung kvinde, som var på arbejde. En blandet stemning mellem "go kvinder", en fejring af, hvad man har opnået - og erkendelsen af, hvad der stadig i yderste konsekvens kan ske, når man er alene med en mand. 2018 - og så alligevel ikke. Værd at bruge 3 minutter på at tænke på hende og på det. 

Tankevækkende fact i den forbindelse er, at man engang lavede en undersøgelse af, hvad mænd kunne blive mest bange for, hvis de var alene i et rum fuld af kvinder, sammenholdt med, hvad kvinder kunne blive bange for, hvis de befandt sig i et rum fuld af mænd. Lad mig sige det sådan, gennemsnittet af mændenes svar var, at det værste, de kunne forestille sig, var, at kvinderne ville grine af dem - og det var det ikke just i kvindernes lejr. Her var det mere voldtægt og mord og tæsk og den slags, der var de værste bekymringerne. Lidt sjovt - eller ikke. 

Men det er nu ikke det, jeg vil dykke ned i på denne kampdag, for en ting er nemlig, hvad vi og vores bh-brændende forgængere kæmpede/-er med/mod for at opnå retten til at føle os sikre, til at føle os lige, til at føle os respekterede og berettigede på lige fod, for at få samme rettigheder og muligheder - en anden ting er vores konsekvente benspænd for hinanden - og dermed os selv. 

Min evige inspirationskilde og mentor sagde, jeg ikke skulle skrive om det. For i og for sig er det en kritik af kvinder - en kritik for at kritisere hinanden, og der er vist noget selvmodsigelse i det. Og normalt gør jeg, hvad hun siger. Men i lyset af dagen vil jeg anvende muligheden for at viderebringe et råd, hun i den forbindelse gav mig, og som er lidt svært at efterleve, men jeg forsøger. Spændingen forløses sidst i artiklen. 

Når kvinder er hinanden værst

Som et godt gammelt ordsprog siger: Hvorfor har kvinder svært ved at nå toppen af karrierestigen? Jo, det er fordi, der står en anden kvinde og sparker stigen ud under hende. Og til tider kan det ikke lade være med at stikke lidt i hjertet, når jeg oplever, at dette desværre er sandt. 

Jeg skal naturligvis skynde mig at sige, at jeg ikke skal generalisere, og dette gælder selvfølgelig ikke alle kvinder men afspejler en tendens, jeg ser. Men jeg kan ikke lade være med at tænke, at hvis fordums kampkvinder så, hvad jeg til tider ser foregå kvinder imellem til møder, fora, netværk og på job, så ville de vende sig i graven over, at de skabte muligheder i forhold til retsstilling og ligestilling over for mænd, og så ødelægger vi det ved at ødelægge hinanden og dermed det hele for os selv. 

I hønsegården lever janteloven fint

Det er at gøre hånt overfor alt det, de har gjort for os, at vi stadig til tider er så sørens opsatte på at skulle imødegå alle forventninger og være bedst på alle parametre, så vi kan være foretrukne på alle måder. Klart, meget af det er samfundets skyld, men hvis vi ikke var så opsat på at skulle leve op til det, kunne vi måske gøre op med noget af det i flok. Klogest, sjovest, smukkest, mest toplederagtigt, mest drengeagtigt, mest feminin, mest sexet, mest classy, mest, mest, mest - i den grad, at det handler om at komme af med alt konkurrencen fremfor at gøre det bedre sammen og hjælpe hinanden op. Det gør også, at alle mulige kampråb til tider klinger hult. 

Hvad værre er, er al den snak om diversitet og inklusion og flere kvinder i alt fra netværk, til brandmænd til lederskab og bestyrelser, når jeg gang på gang oplever, at så snart en kvinde vender sig væk fra en forsamling for at gå på toilettet eller hente kaffe, så samles gribbene: Hun er for nedringet, hendes mand er blabla, hun tror også bare, hun kan alt, hun tænker vist lidt for meget om sig selv. Ja, i hønsegården lever janteloven i den grad. I blandede netværk synes mænd, det er fedt og sjovt, hvis der kommer en lidt yngre, flot fyr ind, som er charmerende, de supporterer ham og trækker ham op og tager ham ind og med ud på golfbanen. Men det gør kvinderne ikke. Tværtimod! 

Ikke kun reality-stjerner og skolebørn

Nu tænker I nok, at alt det her er ren børnehave, og det forstår jeg godt. For det er der, det hører til. Og der er sikkert nogen, som vil himle op og fortælle, at det ikke er sandt, og at "det har de aldrig mødt i deres professionelle virke". Men lad være. Det findes! Og at gøre noget ved det starter med erkendelsen af, at det er der. Lad os hellere bruge taletiden på at komme det til livs. Jeg har set det, ikke en eller to men mange gange. Jalousien - eller ikke at kunne unde en anden kvinde noget - findes ikke bare i skolegården, men på højt niveau. Fora, netværk og bestyrelser af forskellig art, hvis der skal anbefales en lederkollega eller lignende. 

Det er alt for ofte, at kvinder vil have gjort noget for at få procentdelen af kvinder op i en sammenhæng, men direkte adspurgt kan de ikke selv anvise én kvindelig kandidat til at trække procenten op. Men derimod kan de sagtens tale andre forslag til kvinder ned. Til gengæld kan de altid anvise en masse mænd. I virkeligheden er der mange, der kan være med på at råbe højt for diversitet. Der er færre, der vil råbe endnu højere eller engagere sig for at gøre noget ved det, herunder selv spille en aktiv rolle i at hjælpe andre kvinder til at komme i spil - og der er endnu færre, som sidder i en position og rent faktisk har magten til at gøre noget ved det, og som så også gør det. Der er et par stykker, Gud ske tak og lov for det. 

Det bliver simpelthen nødt til at stoppe. 

Tal hinanden op

Hvad sagde hun så, min kloge mentor? En sommerdag havde vi lagt os i hver sin sofa i hendes stue og filosoferede over mål og mening med livet. Snakken faldt på en kvinde, som jeg var irriteret over. Én af de her, I ved nok, 500 positive affirmations på LinkedIn om dagen med quotes fra sig selv og meget selv-promo med videoer af spelt og #goodlife, reklame for den nye ramram-coach uddannelse, 40 ekstra bogstaver i navnet efter turen hos nummerologen og så videre. Det var lidt svært ikke at sige noget. 

Og så sætter hun sig op i sofaen og siger: Aldrig mere! Jeg har lovet mig selv aldrig mere at tale kvinder ned. Jeg har lovet mig selv altid at tale kvinder op. 

Av. Den sad. Og jeg tænkte over den. Og jeg tænkte over den mere. Og jeg skammede mig. Over sindssygt meget. Hvordan kan man være ambassadør for, at kvinder skal have mulighed for at komme frem, når man ikke selv bidrager til at skabe rummet for det. Og jeg tænkte over flere ting. Jeg tænkte, at hende positivisten sikkert i sidste ende var gladere end jeg. At den negative spiral må vendes. At vi må starte med ikke at pege udad men med at pege på os selv. At anbefale hinanden, unde hinanden, bane vejen for hinanden - eller melde os ud af debatten om at foregive, vi gør det. Vi kan gøre det meget bedre, end vi gør det nu, og det starter i privaten, i skolen, i netværket, i jobbet, i ledelsen, i topledelsen - yes, helt op i bestyrelsen. Det er sandheden. Men det er lyset for enden af tunnelen - og ikke mindst i spejlet - vi skal se.

Glædelig kampdag. Tal hinanden op!

<3 Esther


 

Se flere blogs



Profil

Esther Dora Rado

Esther Dora Rado

Esther Dora Rado er erhvervskvinde og CEO for Corporate Communications. Hun er specialist i virksomhedskommunikation og profilering af topledere. Desuden er Esther bestyrelsesmedlem i Board Assure A/S, der arbejder med udvikling af direktions- og bestyrelsesmedlemmer.

Få Esthers indlæg
som RSS-feed her