Aldrig har jeg været så glad for at være mand, som da jeg så denne graf

Steffen Hedebrandt

Feminisme, #metoo og lignende ofte gode sager. Jeg må altså indrømme, at det aldrig rigtigt har haft min interesse. Det har det virkelig ikke.

Jeg mener, for mig at se, er der så ikke lighed for loven?

Og ud fra hvad jeg kan huske at have set med mine egne øjne, er kvinder, privat som professionelt, blevet behandlet på lige fod med mænd. Sådan bør det i hvert fald være.

Jeg ved, dette måske er at banalisere vigtige sager, men i min egen lille, privilegerede hvid-intelligent-mands-verden, er det altså, hvad mine øjne har formået at se. Indtil nu.

I dag har jeg - som et mørklægningsgardin, der bliver rullet op en sommermorgen - ændret mening. Komplet. Det skyldes en ny videnskabelig rapport, som sammenligner data for kvinder og mænd i Danmark, der har fået børn. Rapporten ser på, hvilken indvirkning det ,at få børn, har på begge køns indtjening over tid. Tallene er indsamlet i Danmark fra 1980 til 2013. Find hele rapporten her.

Konklusionen er tydelig: Får kvinder børn, kommer de økonomisk markant bagefter mænd, der gør det samme.

Jeg vidste godt, at det, at få børn, sætter kvinders karriere en smule tilbage. Det giver mening. Men jeg havde ingen anelse om, at konsekvensen var så markant.

Se disse grafer, og husk på, at disse er tal for Danmark:

Mere præcist lyder konklusionen, at over et arbejdsliv tjener mænd, der får børn, 20 pct. mere end kvinder, der får børn.

Lad mig sætte det endnu mere på spidsen: Kvinder straffes økonomisk, fordi de får børn.

Hvorfor er 20 pct. indkomst særligt relevant? Mit postulat vil være, at 20 pct. mere i løn med en vis rimelighed kan siges at være en afledt effekt af de job, mænd har. De højest lønnede job er de store og magtfulde job. Altså viser ovenstående graf, at samfundet er indrettet til at give mænd 20 pct. mere magt, fordi kvinder i Danmark får børn.

Årsagerne til dette er ifølge rapporten: Selve barselstiden hvor man er væk fra arbejdet, den manglende mulighed for at arbejde lige så mange timer som mænd, fordi man er den, som eksempelvis skal hente børnene, og den uundgåeligt lavere løn som følge af de to foregående argumenters indflydelse på kvindens karriere.

Man kan argumentere for, at det kun er i tilfælde hvor kvinder reelt bliver betalt mindre per arbejdstime end mænd, at der virkelig vil være tale om ulighed. Jeg mener dog, at det ville være at overse den overordnede strukturelle skævhed.

Hvad der er mere overraskende i rapporten er, at "straffen" for at få børn, her hvor vi gik og var ih og åh så lige, "vi har da haft en kvindelig statsminister", girlpower, girlsquad første eller anden eller fjerde bølge-feminister, så er problemet faktisk fordoblet fra 40 pct. i 1980 til 80 pct. i 2013.

Det virker som om, systemet er i stykker

Tallene overrasker mig virkelig. Jeg kan ikke fortælle, hvad løsningen er. Jeg kan blot sige, at for mit vedkommende har pæren aldrig lyst så tydeligt i forhold til at forstå, at der er noget i vores samfundsstruktur, som er skævt i forhold til kvinders og mænds livsbaner.

En koldhjertet kvinde kan jo oftest godt fysisk gå tilbage på arbejde efter et par måneder, kan hun ikke? Men hvad vil det ikke have af konsekvenser for fremtidige generationer? Jeg vil i hvert fald nødigt leve i et land med generationer af omsorgssvigtede børn.

Vi er nok heller ikke interesserede i, at kvinder ikke skal få børn. Skal kvinder så i stedet betale lavere skat som kompensation, eller skal vi omfordele på en anden måde for at gøre op med skævheden?

Og hvad med de forventninger, der er til kvinden og ikke manden. Det er forventet, kvinder tager barsel. Mænd kan gøre det som hyggeprojekt, hvis de gider. Skal vi måske tvinge mænd og kvinder til at holde lige meget barsel?

Hvem skal fikse problemet? Hvad tænker I, arbejdstager- og arbejdsgiverorganisationer? Er det politikerne?

Velkommen til verden, kvinde. Hvis du får børn, så får du mindre løn end mænd, der gør det samme. Tak skæbne, at jeg er en mand!

Læs endelig rapporten her. Og kom med dit bud på både konklusioner og løsninger.

Og PS: Det er jo statistik og tal, så læs dem endelig med en vis skepsis.


 

Se flere blogs



Profil

Steffen Hedebrandt

Steffen Hedebrandt

Steffen Hedebrandt blogger om iværksætteri – især den slags, der handler om digitale løsninger. Han ser de muligheder, andre overser, hver gang en branche vendes på hovedet af nye idéer og teknologier.

Som cand.merc. med iværksættererfaring er Steffen Hedebrandt nu marketingdirektør hos Airtame, der har udviklet en wireless HDMI-løsning til virksomheder. Han er desuden tidligere nordisk direktør hos Upwork.com, verdens største platform for freelancere.

Få Steffens indlæg
som RSS-feed her