Flere danske børsnoteringer på vej til Oslo?

Jan Al-Erhayem
BLOGS Af

Der er noget spændende i gang i Norge. Nærmere betegnet i Oslo. Og det er ikke myseost, Kvikk Lunsj eller langrend, jeg tænker på. Og det har heller ikke noget med min norske viv at gøre.

Nej, det handler om "min" branche: shippingbranchen. Der er de sidste par år kommet rigtig godt gang i shippingbranchen i det norske. Og det tror jeg hænger sammen med de mange børsnoteringer, der finder sted deroppe. Kigger man eksempelvis på udviklingen på Oslo Børs, så er det imponerende, hvad der har været af børsnoteringer. 

Jeg arbejder selv både med kapitalrejsning og med shipping-branchen generelt. Og der er virkelig fart på i Oslo. Her forsøger de bl.a. at lokke især små og mellemstore danske shipping-, transport- og offshore-virksomheder til at lade sig børsnotere i Norge. Og det er der en god grund til. På Oslo Børs er de nr. 1 i Europa indenfor børsnoteringer af shipping-virksomheder, de har en helt enorm ekspertise på feltet og har samtidig en kontaktflade til investorer i hele verden.

Hov, mangler der ikke noget?

Så hvorfor er det så egentligt lige, vi ikke ser flere danske shipping-virksomheder, der bliver børsnoterede? 

For der er nemlig rigtig langt mellem de danske shippingvirksomheder på fondsbørsen. Og ja, der er selvfølgelig undtagelser, men så hedder virksomhederne A.P. Møller-Mærsk, Norden, DFDS eller Torm.

Det lader til at de fleste danske shippingvirksomheder hidtil er gået udenom børsen, når der eksempelvis skal rejses kapital til nye investeringer og vækst. Og det er ærgerligt. For der er virkelig muligheder på denne front. Og tæt på den danske grænse har vi faktisk Europas førende børs for shipping-virksomheder.

Myter om børsnoteringer

Én af grundene til at danske virksomheder måske ikke overvejer en børsnotering er, at der eksisterer mange myter om emnet. Det er som om, det er gået hen og blevet et ’non-issue’. Og det tror jeg skyldes, at mange tror, det kræver, at man er en stor virksomhed i Mærsk-klassen, eller at det hele er for dyrt og bøvlet. 

Men det er ikke just sådan, det forholder sig. Det kan faktisk være et rigtigt godt alternativ til salg, generationsskifte og andre måder at skaffe mere kapital på. Og i forhold til kompleksiteten, så er det min erfaring, at det hele faktisk kan køre efter en drejebog, reelt som en plug-and-play løsning.

Jeg har også set eksempler på virksomheder, der simpelthen ikke tør kaste sig ud i en børsnotering, fordi de er bange for, det ikke lykkedes, hvis der nu ikke er investorer nok, og det så risikerer at skade virksomhedens omdømme. Men det er der nu også råd for. For eks. i Oslo opererer man også med ”secret listings”, hvor børsnoteringen foregår på fortrolig basis. Så hvis nu det ikke lykkedes at tiltrække investorer, så kan man altid droppe børsnoteringen – uden at blive hængt ud i dagspressen.

Og så er der den misforståelse jeg oftest hører: at en børsnotering i Oslo medfører, at den danske virksomhed skal flytte, eller der flyttes arbejdspladser og kapital ud af landet. Det er lige modsat faktisk. Virksomheden betaler fortsat dansk selskabsret, der sker ingen ændringer i virksomhedens setup, bestyrelsen og ledelsen kan forblive den samme. Der er heller intet tabt for den danske statskasse, da der både skabes nye arbejdspladser og genereres flere skatteindtægter. Børsnoteringer er win-win for ejerne, medarbejderne og samfundet.

Så det skyldes ikke kun min norske viv, at jeg er meget begejstret for Norge. For danske shipping-virksomheder, der ønsker at vækste, bør holde godt øje med Oslo.

PS: jeg er torsdag d. 15 marts 15.30 vært for et seminar om ovenstående problematik, hvor spændende oplægsholdere fra såvel Danmark og Norge, vil gå i dybden med emnet. Interesserede er velkomne til at kontakte mig. 


 

Se flere blogs



Profil

Jan Al-Erhayem

Jan Al-Erhayem

Jan Al-Erhayem blogger om, hvordan man håndterer og løser komplekse konflikter om f.eks. acceptable løsninger i forbindelse med samarbejder eller virksomhedsoverdragelse.

Som ekspert i at løse komplekse konflikter for virksomheder har Jan Al-Erhayem bl.a. arbejdet 13 år som chefjurist m.m. hos A.P. Møller-Mærsk, inden han endte hos Mazanti-Andersen Korsø Jensen, hvor han i dag er advokat og partner.

Jan er en hyppigt anvendt foredragsholder særligt om konfliktløsning, dealmaking og håndtering af psykopater.