Ung, krævende og vanvittigt interessant. Er det dig?

Susanne Møllegaard

Der er rift om de unge, når fremtidens forsikringsløsninger skal skabes. Det er tydeligt at se, når man studerer nye initiativer på det danske marked.

Seneste skud på stammen er den danske insurtech-iværksætter, Gigga, som jeg havde fornøjelsen af at byde velkommen ved et pressemøde hos Copenhagen FinTech i sidste uge. Gigga har skrællet alle uvedkommende lag af forsikring og fokuserer benhårdt på en ung målgruppe, som er ligeglad med husforsikring og retshjælpsdækning og bare ønsker en fleksibel forsikring for de vigtigste ejendele.

Men Gigga er ikke alene med den dagsorden i Danmark. Alm Brand lancerede allerede sidste år Yndlings, deres bud på en moderne og digital ungdomsforsikring, hvor dækning for dine yndlingsting kan slås til og fra alt efter aktuelt behov og pengepung. Yndlings kombinerer dog den fleksible forsikring med en basisforsikring, så der også er styr på alt det fornuftige, eksempelvis ansvarsforsikringen.

Og Tryg har netop annonceret en investering på 25 mio. kr. i iværksættervirksomheden, Undo. Præcist, hvad Undo går til markedet med, er endnu ikke bredt kendt, men med de bramfrie ord "mindre pis, intet papir" på hjemmesiden ser det ud til, at de også henvender sig til en ung generation, der efterlyser enklere og mere vedkommende digitale forsikringsløsninger.

De unge spydspidser

De tre danske initiativer er særligt interessante, fordi unge historisk har været ret uattraktive kunder for forsikringsselskaberne. Unges skadesmønster gør simpelthen, at det er vanskeligt at tjene penge på dem. Den hårde konsekvens af dette fik jeg faktisk selv på smertelig vis lov til at smage i min studietid, da vi i mit bofællesskab venligt, men bestemt blev vist døren af vores forsikringsselskab, fordi vi fik stjålet tre cykler på et år.

Med det i tankerne kan det måske godt undre, at unge pludseligt er kommet så højt op på dagsordenen. Hvorfor investerer forsikringsselskaber og iværksættere millioner af kroner i nye løsninger til dem?

Ja, som jeg ser det, handler det først og fremmest om, at de unge fungerer som en slags spydspids ind i fremtiden for de forsikringsselskaber, som er klar over, at et digitaliseringskapløb er i gang. Et kapløb, hvor fokus i stigende grad bliver brugeroplevelse fremfor effektivisering.

Unge sætter værdi højere end pris, og værdien skabes i samspillet med en digital løsning, som formår at omsætte et kundeforhold til en løbende, nærværende og personlig relation.

Unge efterspørger smidige og fleksible digitale løsninger og belønner med loyalitet. De tager det som en selvfølge, at bankforretninger kan udføres med en tommelfinger og mad, bil, feriebolig og alt muligt andet kan bestilles uden at skulle bekymre sig om at læse det med småt.

Kort sagt, unge er den krævende målgruppe, som kan give forsikringsselskaberne et uvurderligt med- og modspil i konceptualiseringen af fremtidens forsikringsløsninger.

Fem favoritter, der viser vejen for unges gunst

Trods spændende initiativer i Danmark, så er opmærksomheden om de unge som kravstillere til fremtidens forsikringsløsninger dog stadig langt mere fremtrædende i udlandet, hvilket blandt andet afspejler sig i en lang række spændende insurtech-initiativer. Her får I fem af mine favoritter til inspiration.

AppSichern (SituatiVe)

Klovneforsikring, karnevalsforsikring og pisteforsikring. Tre usædvanlige eksempler på AppSicherns on-demand eventforsikringer. Ulykkesforsikringer i en ny og innovativ indpakning, som udvider forståelsen af, hvad der kan forsikres, og skaber nye forretningsmuligheder for branchen.

Trov og Jauntin

Trov er forsikringsbranchens svar på Tinder. Deres brugervenlige app, hvor man med et swipe kan til- og fravælge forsikringsdækning for sine ting, kan meget vel være den, der sætter standarden for brugergrænsefladen til fleksible produkter, der giver kunden kontrol og en hyppigere og mere nærværende interaktion mellem selskab og kunde. Og Jauntin gør det samme for rejseforsikring. De sender yderligere reminders, når en grænse krydses og giver mulighed for at købe rejseforsikring på timebasis.

Lemonade

Man kan godt blive lidt træt af dygtigt markedsførte amerikanske tech-virksomheder, men jeg synes, at Lemonade  har bidraget med en ny version af et forsikringsselskab. Først og fremmest har de udviklet en lækker løsning, hvor nyeste teknologi blandt andet i form af AI og chatbots anvendes til at gøre processerne hurtige, smidige og transparente. Men vigtigst af alt har de ændret forretningsmodellen og derigennem forsøgt at minimere modsætningsforholdet mellem forsikringsselskab og kunde.

Slice

Slice viser vejen for de forsikringsbehov, der opstår i kølvandet af deleøkonomien. Det drejer sig om bilejeren, der deler sin bil, husejeren, der deler sin bolig eller handymanden, der tilbyder sin arbejdskraft. De er på jagt efter de gaps, som opstår mellem de traditionelle forsikringsprodukter og vores moderne livsstil og samhandelsformer og har skabt en generisk cloud platform til formålet.

Tribe

Tribe er en norsk venneforsikring, der først og fremmest har til formål at genetablere følelsen af nærvær og  fællesskab i forsikringsløsningerne. Derudover har de skabt en meget hurtig on-boarding af nye kunder og en superlet indgang til at tilføje venner i de såkaldte vennegrupper.


 

Se flere blogs



Profil

Susanne Møllegaard

Susanne Møllegaard

Adm. direktør og medejer
Process Factory
Simple forretningsgange og smidig kommunikation er drømmescenarier for virksomhedsledere og iværksættere. Susanne Møllegaard ved, hvordan vi når målet – og gør kunderne glade. Hun har fingrene i den teknologiske muld, og blogger på den baggrund om, hvordan virksomheder giver kunderne en bedre oplevelse gennem digitalisering og automatisering.

Susanne Møllegaard er adm. direktør i it-konsulenthuset Process Factory, der rådgiver om og udvikler digitale løsninger til forsikringsbranchen. Fintech står højt på hendes agenda. Hun er cand. oecon. og forhenværende underdirektør og forretningsansvarlig i forsikringsbranchen.

Få Susannes indlæg
som RSS-feed her